mandag den 30. december 2013

Den der kransekage

Normalt bruger jeg den 30. december på at lave kransekage, men i erkendelse af, at 2013 ikke er overskudsåret, så den slags udskejelser må vente til en anden gang. Det kunne være når Alfen sover uden at skrige i hele og halve timer først og Sveskens ordforråd udvider sig til andre ord end NEJ!

Anden etape af juleriet startede ellers ret fantastisk, med tre timer i springhallen i Barndomsbyen. Det er ved at blive en tradition, en af de bedste, at vi spenderer en juledag sammen med Hr. F's übersporty familie. Familien holder hyggekonkurrencer, hvor de blærer sig med at lave saltoer forfra og bagfra. Vi andre kigger på fra sidelinjen og hopper overivrigt i trampolinerne, når der er mulighed for det. Jeg elsker det ubetinget også selv om det betyder at jeg er øm i hele kadarveret dagen efter. Skulle nogen have lyst til at lade sig betage af mine evner udi luftakrobatik, kan man se det på Hr. F's instaprofil, hvor min elskede har været så sød at forevige mig.

Noget andet der også er ved at udvikle sig til en tradition, er en lille runde i centeret til store byttedag sammen med min søster. Det er lige dele hyggeligt og irriterende. Min søster er godt selskab og det er altid dejligt at få vendt julens store emner, med en der har været med hele vejen.
Men ligeså meget som jeg elsker min søster, ligeså meget brænder min hjerne sammen efter 1,5 timers tøjshopping med kjoler, der er helt forkerte og en fødepøller der sidder i vejen for alt. Det hjælper ikke at hun insisterer på at kalde alt tøj for sødt. Jeg dør lidt inden i, hver gang det sker. Mit hoved kan slet ikke kapere at voksne mennesker, er til sødt. Det er kun dem under ti år, der kan bære sød og rottehaler for den slags skyld.

Ligesom julen kræver en frygtelig masse mad, kræver den også en masse dårligt tv. DR3 har lige vist sharknado, der som titlen antyder handler om tornadoer med hajer i. Den er fantastisk urealistisk på alle niveauer. Jeg hæftede mig dog mest ved at Tara Ried og Steve Sanders skal forestille at være faren og moren i filme.
Sig mig hvornår er vi blevet så gamle, at dem der spillede med i ungdomsfilmene, nu er voksne nok til at have teenagebørn, der kan flyve helekoptere og kaste kanonslag ned i haj-tornadorene.

I morgen er det nytårs aften og vi skal have bøffer og hjemmepiske bearnaise med bønner til. Jeg glæder mig.

God nytår til hele banden, og tak fordi I læste med i 2013. Jeg fortsætter stilen med hverdags opdateringer af fineste slags næste år.

mandag den 23. december 2013

Jul og pynt

1. Etape af juleriet startede i lørdags, da vi steg på toget inkl. to store ikeaposer pakket til randen, en løs autostol og alt vores elektronik (så tyvagtige typer kan lige så godt droppe at svinge forbi Forstaden, vi har det hele med) stoppet ned i barnevognen og et barn hver på hver på armen.
Heldigvis ringede tosset bombemand først søndag, så vores tur med DSB gik hurtigt og smertefrit.
Vel ankommet til Fødeøen drog vi ud til Moster for at høvle vafler ned og hygge med noget familie. Søndag stod også på julehygge hos Moster. Der var flæskesteg, brunede kartofler og en juletræsfest med tombola. Jeg vandt en masse bl.a. En iPad-oplader og en soft shell jakke i str xl, som helt sikker kan blive havejakke over i det nye hus.

Mandag morgen pakkede vi ca. 2 kubikmeter gaver ind i Farmors bil og er kørte til gavefri juleaften hos Oldemor.

Svesken har hjulpet Onkel T med at pynte juletræet og har fået insider-fifs om lamettaen skal hænge tæt ved lysene, men at flagrankerne endelig ikke skal. Personligt er jeg mest imponeret over, at der faktisk er julekugler på det store juletræ, der står ude i rundkørslen for at Oldes hus.

Vi har lejet en lejlighed tæt på gennem air bnb, og da vi kom for at hente nøgler blev vi mødt af to kæmpestore og kælne main coon katte (de er lige lidt større end en puddel til almen orientering). De er meget fine, sådan nogle misser, men det ville nok have været en fordel, at vi havde spottet at det var et kattehjem, eftesom vi begge to (muligvis alle fire) er temmelig allergisk over for den slags uldtotter.

Vi har fundet den nærmeste legeplads og åbnet den første julegave, for at få ventetiden hos Olde til at glide lidt lettere og vi er glade for at Cirkeline app'en har både film og huskespil.

Snart skal der danses om juletræ, åbnes pakker og spises endnu mere mad. Jeg glæder mig til hele også selv om min mave strejker og jeg pt sidder fast på toa.

I ønskes alleen glædelig jul.

- Fra telefonen!

fredag den 13. december 2013

Det søde med det sure

I går holdt vi kærestedag. Vi efterlod ungerne sammen med vores underbo og så tog vi på Sticks'n'Sushi i Tivoli Hotel og fråede. Ja vi bestilte så meget mad, at tjeneren kiggede på os med alvorlig mine og sagde: 'Det dér, det er virkelig meget mad'. Så afbestilte vi lidt igen og åd rub og stub af det han kom med. Fordi vi var store i slaget, hældte vi også en dessert på inden vi cyklede tværs over Vestebro, for at drikke yndlingsøl på den nye bar Dia'legd. De har nemlig Hvid Guld, som er en fantastisk guldøl, hvis I spørger mig.
På vej hjem var vi så fyldte, at hver gang vi kørte over et bump kunne vi mærke maden skvulpe op bag drøblen.
Jeg fik lov til at cykle på Hr. F's cykel, for min egen er tung og blød, præcis ligesom mig. Mandens cykel føles ikke som at forsøge at køre fremad på en motionscykel, til gengæld er hans ben lige 10 cm længere end mine og vinklen på sadlen var ikke optimal for fileten.
Hele aftenen var dejlig og jeg var så glad og mæt, da jeg landede i sofaen.

Til gengæld er jeg sur i dag. Eller jeg er nok nærmere ophidset på den vrede måde. Der er nemlig kommet en mail fra børnehaven om, at i dag jo er Luciadag, men fordi store-børns-gruppen kun er drenge fandt vi på en anden løsning. Say What?!

Helt ærligt, hvad er det da for noget pis. Enten er der en Luciatradition med de store børn, eller også er det ikke. Jeg er så bange for at når den slag ureflekterede velmenende pædagogpis (ja jeg sagde jo at jeg var ophidset), får lov til at snige sig ind i Luciaoptog, som er ligegyldigt, at det så også sniger sig ind alle andre steder i hverdagen. 'Nej Peter, det er da kun pigerne, der klæder sig ud som prinsesser!' eller 'Nej Rose, det er da kun drengene, der leger med biler!'.
Det er ikke fordi jeg går ind for kønsneutralitet og jeg omtaler ikke mine børn som hen. Men jeg synes virkelig, at køn i dén grad handler om seksualitet, hvem man er tiltrukket af og hvordan man udlever sine erotiske fantasier. Det er min overbevisning, at indtil man er kønsmoden, så er køn i overvejende grad noget kulturelt tillagt. Og jeg mener virkelig ikke, at børnehaver eller nogen som helst andre steder, skal være med til at fremelske forskellen på 'pigerne' og 'drengene'. De er børn og de reagerer på det vi som voksne præsenterer for dem. Hvis vi hele tiden præsentere dem for, at det er køn og ikke personlighed, der afgør mulighederne, så kan det være, de ender med at tro på det. Hvis nutidens børn kun kan kende forskel på pigerne og drengene, så er vi sgu ikke kommet særligt langt i forhold til, at få dem til at blive hele mennesker, der kan rumme alle nuancer, der findes mellem mega macho og ûber feminin.

onsdag den 11. december 2013

Drengen der ikke ville sove

Det er ikke noget nyt, at Alfen helst ikke sover. Han vil være med til ALT og det betyder, at han under ingen omstændigheder lægger sig til at sove frivilligt. Vi er nød til at vente på at han går om kuld. Det foregår altid under store protester, der bliver fremført med nedadvendte mundviger og en fornærmet, lille babystemme der brøler derudad.
I sine forsøg på at få os til at forstå, hvor urigmelige vi er, kradser og grabber han os med de små knivskarpe negle (HVORDAN undgår man babynegle bliver til barberblade, når de klippes?).

Jeg lægger ham ned 200 gange, stryger ham over ryggen og propper godt med natgrød i ham. Men lige lidt hjælper det. Allerhelst ville han vist ammes i søvn, men min produktion er i den grad ved at lukke ned og hans tålmodighed rækker luge præcis til, at han bliver tosset, hvis ikke jeg spuler ham mæt.

Jeg er begyndt at overveje alternativer og spekulerer nu på om, det går under børnemishandling at prutte sine børn så skæve at de falder i søvn.

Både Hr. F og jeg kan huske, at Svesken gik igennem en tilsvarende og langtrukkent periode, hvor det at falde roligt i søvn bare ikke var på programmet. Den gang foregik putning også under skrig og skrål, der var bare ikke andre børn at tage hensyn til.

Behøver jeg at sige, at vi glæder os til at flytte over i huset om 79 dage. Derover er der nemlig flere soveværelser, så behøver vi nemlig kun at stresse over den sure baby og ikke også over, hvor forstyrret den sovende tumling bliver af putteshowet.



- Fra telefonen!

søndag den 8. december 2013

Hvorfor er det lige ...

- At babyen ikke vil sove, selv om han er så træt, at det eneste han kan finde ud af er at græde ned i gulve/pude/arm?

- At sofaproducenter altid laver lynlås i sofapuderne, når det ikke kan lade sig gøre at vaske et pudebetræk og så bagefter sætte det på puden igen?

- At strøm- og vandafbrydelser altid sker fem min i spisetid?

- At der er så frygtelig lang tid til 1. marts?

- At jeg aldrig vinder noget i Lotto?

- At lego Friends er i et helt andet format end alt det andet lego?

mandag den 2. december 2013

Rørelse & Tristesse

En af mine veninder har født i dag. Et styks hel perfekt, lille, bitte fantastisk baby. Jeg har glædet mig på en helt tosset måde til den baby kom. Både den almindelig glæde ved en lille rent menneske, men også fordi det er så rigtigt, at de to skal være forældre og fordi jeg synes den baby lidt er en gave til mig, på samme måde jeg synes mine never var det.
Jeg har brugt de sidste 14 dage på at lægge mig selv i selen, for ikke at ringe dagligt med verdens værste: 'Har du født endnu?'-opkald. Samtidigt jeg har selvfølgelig tænkt på moren og babyen en gang i timen, for det kunne jo være, at det var NU, han kom til verden.
Nu er han så kommet, og han er så fin og lækker i sit lille tæppe på det foto hun har sendt mig, at jeg sidder her fuld af rørelse over, at der er kommet et barn mere, som vi skal passe på. For jeg skal nok få møvet mig ind i den babys liv, selv om den faktisk har ret mange mostre/fastre og onkler af den helt normale salgs.


Midt i al rørelsen er jeg ramt af min egen mor-tristesse. Der pt er udløst af, at alfen ikke kan få plads i Sveskens integrede institution før til skole-udskiftningen i maj. Han står nr. 9 på ventelisten og det lyder jo ikke som noget, der ikke kan løses med telefonchikane af pladsansvisingen. Hvis det ikke lige var fordi, jeg personligt kender i hvertfald tre af de børn, der står foran ham, fordi deres storesøskende er venner med Sveskens. 

Nu skal vi så tage stilling til, om vi vil køre ham ind i en anden vuggestue, for så at flytte ham, når der kommer en plads i institutionen. Eller om vi ikke vil flytte ham, og han dermed ikke kommer ind i børnehaven heller, hvorfor de så ikke har hinanden før i folkskolen.

Tager børn skade af at blive dobbeltindkørt, med en flytning i midten. Eller er det værre, at forældrene skal hente/bringe dobbelt i alt for langt tid, mens ungerne hver især har deres egen verden.
Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg er i tvivl om, hvordan jeg tager den beslutning, der er bedst for min lille dreng og vores lille familie.
Jeg ville ønske, vi skulle flytte inden, Hr. F's barsel var slut. Så kunne vi måske lokke farmor til at bo i musikstuen og passe baby indtil,  der var plads til ham i den rigtige vugger. Evt. kunne morfar komme til undsætning i en form for skifthold. Det er bare ikke rigtig en mulighed i smørhullet. De 55 m2 levner ikke meget plads til noget som helst, og under ingen omstædigheder overnattende gæster. Med mindre de skulle have lyst til at ligge i spænd på toilettet. Det virker som lidt meget at kræve af + 60'erne at de får bak-ind-lokummet som værelse i tak for at passe Alfen.

Hvis blogland-panelet sidder med god råd og erfaringer, så hører jeg hellere end gerne på det hele.

søndag den 1. december 2013

Jul i Forstaden

Ja det er jo første december og første advent, så vi er på bedste forstadsmanér hoppet med på nissedør-bølgen. Men meget low key, da Alfen huserer på gulvet og alt overflødigt pynt, vil bliver gennemtygget i det øjeblik han ser det.
Svesken er heldigvis ikke klar over, hvor fede de der små nisselandskaber kan se ud. Så hun er bare fuld af benovelse over, at der bor en nisse hjemme hos os. Hun kan ikke forstå, at den er genert til at komme ud og sige hej. For hun er meget sød, når hun selv skal sige det.

Jeg har hevet flyttekassen med julekugler ned fra loftet, og konstateret at der ikke er nogen oplagt plads til dem, så længe vi bor her. Endnu en rigtig god grund til at glæde sig til huset. Derover får vi masser af plads til julepynt, måske endda på et juletræ, der skal stå ude i musikstuen. Indtil da overvejer at jeg hænge et kosteskaft op i loftet, så jeg få bare et par af kuglerne op at hænge.

Vi har også været til årets første juletræsfest, det var i sidste weekend og med en julemand/tryllekunstner, der var så tåkrummende pinlig, at Hr. F måtte gå ud af rummet, for ikke at få hjertestop. Trylleshowede stoppede vist også temmelig meget før tid, da børnene heller ikke var voldsomt imponerede over, at han kunne binde knuder på et torv, tælle til seks (i bunke med tydeligt flere kort) og i øvrigt tabte noget af et trick ud af posen, temmelig lang tid før det var meningen.

Nu lurer en ny uge, og det må gerne være en, hvor Alfens tænder bryder igennem og han derfor nærmest får fuld tandsæt, hvis man skal tror på bulerne i gummerne og det ekseptionelt dårlige humør, han har været i de sidste par dage.

tirsdag den 26. november 2013

ALT om huset

Nu! Efter lang tids spænding er alt det med salg af lejlighed og køb af hus på plads. Vi kan fra 1. marts kalde os husejere og med verdens fineste hus, følger også en række andre bloggere og instagrammere som naboer.

Vi glæder os så meget til, vi skal rykke 1km længere ind i Forstadens enfamiliehus-ørken, at vi (særligt Hr. F.) bruger timer på at kigge på salgsopstillingens fine fotos og plantegning af det nye hjem. Han glaner så forelsket på de gule mursten, at man skulle tro, det var en baby han selv havde født. 
Han har også brugt det meste af sin barsel på at få alle ender med bank, mægler, sælger og køber til at nå sammen, så huset kunne bliver vores og ikke Dem Som Kom Førsts.

Det der med eget hus er da'bomb, især nu hvor vi ikke er flyttet ind og alt det arbejder, der efter sigende følger med, ikke har tynget os endnu. 
Lige nu nøjes vi med at drømme om, hvor fint det engang kan blive engang om lang tid, når vi har lagt en hulens masse arbejde og endnu flere penge.
Der er 117m2 fordelt på 1 køkken, 2 stuer og 3 værelser plus det løse. Der er fuld kælder og en overskuelig have med græs og vestvendt terrasse. 
Vi glæder os til alt det, vi skal over i det nye hus, og så forsøger vi ikke at tænke alt for meget på, at vores gode naboer ikke følger med og at vi derfor skal lave havearbejdet selv, underholde ungerne selv og spise vores grillpølser alene. 

Vi skal sove 95 nætter inden vi skal flytte ind - men hvem tæller?

torsdag den 21. november 2013

Ordenlig syg

Jeg er lidt ude for mit element de her dage. Igen igen igen er jeg semisyg og skrantende. Det er helt forkert og træls ikke mindst.

Jeg var aldrig syg som barn, jeg har stort set ikke været syg som voksen. Men så fik jeg institutions barn (lige om lidt flere) og siden har jeg hængt med røven i baksilleskorpen, og min krop har besluttet at hamstre sygdomme.
I går gik jeg i gulvet med noget, der måske var et migræneanfald. Der startede med svimmelhed og synsforstyrrelser og sluttede med hovedpine og kvalme. Det var ikke helt væk, da jeg vågnede i morges efter 13 timer i sengen. Men efter sidste uges Roskildesyge (egenavn el. ikke-egenavn?) besluttede jeg, at SÅ syg var jeg heller ikke. Så jeg smækkede popoen i sadlen og cyklede ud til en besigtigelse og fotografering af mulig sag. Det gik egenlig ret ok, lige indtil jeg skulle systematisere billederne i mapper på min computer og fik kludret i det. I forsøget på at afkludre fik jeg åbenbart, og til min stadige forundring, slettet billederne på SD-kortet. Gik hjem fra arbejde, efter at have sat et recoveryprogram i gang.
Nu Hr. F har lige kigget på mig med alvorlig mine og spurgt om, jeg nu huskede at lægge alle de fotos, der var op kortet over på en computer, inden jeg gik i gang med at gendanne. Nej, selvfølgelig har jeg ikke det, for jeg er for fa'en ikke en teknisk begavelse og jeg har en af de der dage, der helst bare skal overstås uden at mere gør ondt eller går i stykker.

I morgen er en god dag, blev der sagt!

tirsdag den 19. november 2013

Stemning

Jeg elsker valg!

Første gang jeg skulle stemme, var en stor dag i barndomshjemmet. Jeg husker det som om, jeg tog mit pæneste tøj på og cyklede ud i verden med højtidelig mine, for at sætte mit for X på Rådhuset.
Inden da kan jeg huske spændingen ved at følges med min far ind i stemmeboksen og se ham sætte et sirligt kryds. I dag er ingen undtagelse, selv om jeg kom lige i myldertiden efter aftensmaden og måtte stå i en 100 meter lang kø, bliver jeg høj og andægtig.

Jeg synes, det er så fedt, at det er en selvfølge, at vi kan stemme her i landet. Og jeg elsker at se alle de dejlige billeder på insta med glade folk, der er ude at sætte kryds.


torsdag den 14. november 2013

Præmiemand

Ja, ham jeg har herhjemme er en sand præmiemand. Den bedste af de bedste og jeg er ret så heldig at have vundet ham over i livslotteriet.
Men fornylig var jeg så heldig at vinde en anden præmiemand. Det var over på Instagram, hvor @IbenErica udloddede gemalen i en time. Jeg vandt mand og hans BodySDS-evner. Så i sidste uge kastede jeg mit udslidte korpus på briksen og lod manden gøre sit for at få lidt balance i en morkrop, der godt kunne blive passet bedre på.

Hvis din tankegang er ligeså uartig som Hr.F's vil jeg lige understrege: Nej der er ikke noget joni-massage i BodySDS og det var på ingen måder frækt, at blive hevet i og rystet lidt og trykket let på. Til gengæld kunne han sådan et trick med at trykke på mine bekymringspunkter, der hvor alt sorg og frustration har lagret sig i kroppen, og vupti, så vandenede jeg høns. Det er åbenbart almindeligt at tude til sådan en bodySDS-behandling så der stod køkkentulle parat, og det føltes egenlig heller ikke grænseoveskridende bare forløsende.
Da jeg gik derfra, fik jeg at vide, at jeg muligvis kunne blive svimmel eller få hovedpine. 'Pyt' tænkte jeg, det kan da ikke blive særligt slemt. Da jeg vågnede dagen efter, havde jeg det som om jeg var styrte på cykel. Sådan tungt og uden at tage fra. Det er lettet nu men hold nu op, det giver stof til eftertanke, at sådan en time kan sidde i kroppen i mange dage efter.
Jeg vil bestemt overveje at vende tilbage og blive behandlet mere, men det må lige vente til vores hverdag ikke er überhektisk pga. tandfrembrud, huskøb og Roskildesyge.

tirsdag den 5. november 2013

Det føles lidt som veer

Nå men i dag måtte jeg træde ud af et møde på mit arbejde, for at skrive under på en købsaftale på Huset.

I morgen har ejer besluttet sig.

Jeg håber selvfølgelig, han vælger os og ikke 'Dem der kom først'. Jeg ved godt, at det er ret strengt, sådan at komme ind fra højre og gøre sig til, for at få lov til at købe et hus. Men jeg har oprigtigt talt svært ved at tro på, at der findes andre, som kan elske det hus, som vi kan. Når jeg tænker på det på den måde, har jeg ikke helt så dårlig samvittighed. Så er det jo nærmest en samfundstjeneste, vi gør ved at købe det hus (og ja der skal man nok have min restaureringsarkitekt-briller på for at se det).

Jeg har ondt i maven og uro i kroppen og allermest lyst til at lægge mig i fosterstilling og vente på at de voksne har klaret det. Jeg ved også, at det kommer til at føles som om et godstog har ramt mig i morgen, hvad enten vi får det hus eller ej.
Men hvis jeg SKAL vælge et godstog, så tager jeg det der giver mig 117 m2 bopæl i gule teglsten.

søndag den 3. november 2013

Den kærlighed

Det her blogindlæg kunne handle om, at Hr. F i øjeblikket systematisk hører Nick Cave, for at kunne alle potentielle sange på setlisten på fredag, og at mit hoved lidt er ved at falde af, fordi det enten minder mig om de deprime teenagerår, eller et tv der står tændt på en kanal, der ikke går ind.
Det kunne også handle om, at det ene barn ikke lagde sig til at sove før klokken var 01:30 og at det andet barn så gav sig til at ørle kl. 03:40.

Men det her er et dejligt indlæg. I dag har vi nemlig fået lov til at kigge indenfor i det hus, vi har været lune på hele den sidste uge, og nu er vi forelskede. Det er det helt rigtige hus til os. For første gang i huskiggeprocessen er vi enige om, at det er et fantastisk hus. Det har alle ting på vores husønskeliste (bortset fra kulørt sanitet, som kun er mit ønske og som jeg er villig til at se bort fra) og så lidt ekstra godt i posen.
Ud over to stuer, to børneværelser og et soveværelse er der mit drømmekøkken, som er et snedkerkøkken fra 60'erne med en lille spiseplads. Der er en gennemført arkitektonisk idé, der er et værksted og en garage med god ståhøjde og gudhjælpemig om der ikke også er et rum, der kan blive til gildesal, plads til trampolin i baghaven og et æbletræ, så vi kan være til æblefestival næste år.
Vi har sagt til mægler, at vi gerne vil købe det hus. For vi VIL GERNE købe det hus, og så må vi håbe, at det par som egenlig så huset først, ikke vil have det alligevel, eller at mægler kan overtale dem til noget andet. For vi dør faktisk lidt, hvis det hus ikke skal være vores.

Vi er endelig forelskede i et hus, og vi får hjertesorg, hvis ikke vi skal flytte sammen.

Kære Blogland I bedes hermed krydse fingre for os og sende gode tanker i retning af en lykkelig slutning for os og det hus.

torsdag den 31. oktober 2013

Note to self ...

Hvis jeg nogen sinde skulle få lyst til at udvide børneflokken, bør jeg læse dette først.

Husk at:
- Du skal være gravid i skide 9 måneder først.
- Der kommer helt sikkert mere bolledej og flere tigerstriber.
- Der skal etableres amning, og det må forventes, at patværket synker en etage mere.
- Selv om du elsker baby fra første færd, kender du ikke baby. Du skal derfor gætte dig frem til det meste.
- Babyer spiser også om natten - i laaaaang tid.
- Babyer sover dårligt om natten - i laaaaang tid.
- Bare fordi der er kommet en baby, sover de(n) store ikke nødvendigvis bedre om natten.
- Bare fordi der kommer en baby mere, får du ikke mere tid. Til gengæld får du færre arme.
- Der går 18 år mere inden jeg igen er (teoritisk) fri som fuglen.
- Et barn mere er et sæt bekymringer mere ...

Don't do it!



fredag den 25. oktober 2013

Manden og damen

Jeg hører til blandt Forstadens mest nysgerrig personer.

Når jeg kigger ud af mit køkkenvindue, kan jeg se ned til Damen. Hun er lille bitte og bor i et kæmpe hus. Om sommeren har hun smukke blomster over det hele og hendes græsplæne står snorlige. Hun går derude i haven hver dag og hygger sig med at luge lidt og ordne en masse, inden hun får besøg, af alle dem hun kender. Damen er god til at holde selskab. Om vinteren, når bladene er fladet af hende træ, kan jeg se ind i hendes køkken. Hver morgen trækker hun sit køkkengardin op, åbner vinduet og lader sin kat komme ind fra nattens rov.

Fra mit studvindue kan jeg se over i Mandens stue. Manden ligner lidt Julemanden med sit hvide skæg, sin skaldede isse og alfaderlige smil. Han har spindelvævsgardiner, en krystallysekrone og en rød, vamset stol, som han sidder i hver aften, så jeg kun kan se toppen af ham over ryggen.
Manden kigger også ind i min stue og efter nogle år med hilsen foran hoveddøren, er vi nu blevet så gode venner, at vi stoppe og snakker lidt om livet, vejret og slag af lejlighed. Manden følger, ligesom det meste af instagram, med i vores salg og husdrømme.
Manden har fortalt, at han bor til leje på 35 m2 med alkove, der har han boet siden en gang i 70'erne og hans køkken er ikke blevet skiftet ud, for det er godt som det er. Han kan huske alt hvad der er sket på vejen og fortæller os når det er på tide at få renset tagrenderne.

Jeg kommer til at savne manden, når vi flytter. Heldigvis ved jeg, hvor han bor og handler, så kan jeg kun håbe, at smalltalke lidt med ham i fremtiden også, hvis vi bliver i Forstaden.

onsdag den 23. oktober 2013

På datingmarkedet

Vi er på dateingmarkedet. Lige nu glor vi på huse ligeså uhæmmet, som teenagedrenge glor på patter.
Vi får set en del, men vi er ulige teenagedrengene ikke alt for lette at imponere og er derfor ikke blevet forelsket i et hus endnu. Vi har set nogle, der var helt håbløse, men vi har også set nogle, der faktisk har flere af de kvaliteter, vi ønsker os af en fremtidig bolig.
Nu skal vi bare lige gøre op med os selv og vores selvbillede om, hvor vi får mest livskvalitet.

Vi skal nok også lige overveje, om vi overhovedet er sådan nogen, vi tror vi er.
Vi var i Rødovre i går for at kigge på en kasse. Huset kunne en masse, vi snakker isoleret garage og gildesal. Men på en måde føles det lidt som at melde sig ind i en sekt, at lige flytte ud af Københavns Kommune og ind i en Forstads Kommune. Hvis vi først går ned ad den vej er der 'no turning back'. Så er der kun hallen, centeret og musikskolen i kortene for os.*

I dag har vi så kigget på nybyggede rækkehuse. De var små, uden opbevaringsplads og ligger så tæt på metroen, at mine tanker gled hen mod Shameless (se den hvis du ikke har set den endnu). Græsplænen er så lille, at der ikke er nogen grund til at købe andet end en god tre-i-ener til at trimme den.
Der er vinduer til gulv. Udover en masse lys giver det også naboerne et rigtigt godt indkig. I dag var vi så heldige, at genboen i huset overfor det vi så på, stod med sin rødvin, et kæmpesmil og en løs vinkehånd, der viftede gladt i vores retning.
Vi ved allerede nu at vi bliver kendt som crazy naked couple, nede i 4. Række. Jeg er ikke så blufærdig, men man kan jo ikke vide hvor hurtigt de andre i rækkerne bliver alvorligt trætte af at kunne se på mit blege flæsk og vanvittige rod.Alligevel er vi dragede, for de kan så meget andet. Det er nybyg i energi A og der skal ikke rigtig noget vedligehold i dem, før ungerne er blevet så store at de alligevel synes vi er så kedeligt, at de skrider ned på rampen og overlade os til praktiske gøremål.

Jeg håber stadig at møde drømmehuset, blive forelsket og vide at netop det hus, er det helt rigtige for os og vores fremtid.


*Måske jeg skal omdøbe bloggen til FruFordom?

lørdag den 19. oktober 2013

De festede i tre dage ...

De sidste par dage har vi haft gæster fra nær og fjern.

I torsdags kom Sveskens fastre forbi Forstaden, og Hr. F hev alt sin storebrorkærlighed frem og tryllede steg og hjemmerørt bearnaise frem til sin småsøstre. Ja vi er bare aber med tøj på, som viser kærlighed med mad.

I går kom min søster og nevøer over, og vi brugte eftermiddagen i Tivoli. Mest med at gå i kø blandt alle de tusindvis af andre, der havde besluttet at bruge den sidste solskinsdag af efterårsferien i den gamle have. Det var dejligt og Svesken var ret god til at vise sit turpas frem og det gik også ok med at stå i kø. Jeg glæder mig til, hun er stor nok til at drøner i alle forlystelserne selv, eller kun tage mig med på udvalgte ture. Vi skal helt klar derind en gang, hvor der er færre mennesker og korter køer.

I dag har vi så haft nogle af mine studiekammerater med familie på besøg. Der er godt nok gang i den i smørhullet, når der kommer tre voksne og 4 børn ud over dem, der bor her. Gulvet var belagt med babyer på 8 mdr, 3 stks, som møvede sig rundt og samlede pletter op. De tre store børn tømte hele husets legetøjsbeholdning ud på de frie gulv og havde sig en fest. Der var selvfølglig servering til dem også, de fik snehvide fødselsdagsboller pyntet som en prinsesse efter Sveskens ønske og chokoladekage med nødder.

Nu står den på gammeldags sifi på fjerneren inden jeg kaster mig ind i seng. Der er også en dag i morgen med fuldt program.

Vi skal bla. ud og se på et hus mere. Ønsk mig held og lykke.


torsdag den 17. oktober 2013

Turning tables

Jeg ved I sidder derude allesammen og er ved at dø af spændning over det der hus, vi var ude at se på i går.

Jeg havde mentalt forberedt mig og åbnet mit sind ALT, hvad jeg overhovedet kunne. På vej ud til huset gik det også op for mig, at min fætter ser på hus tæt på. Jeg elsker min fætter, også selv jeg nærmest aldrig ser ham. Så selv om det er en ligegyldigt detalje, gjorde det mig lige lidt glad og let i sindet.
Jeg synes egenlig huset var bedre end jeg havde regnet med, og placeringen var ikke helt så træls som jeg troede pga fætterefekten. Men Hr. F var slet ikke til huset, han synes der var for mange ting som ikke var til at leve med i istandsættelsesperioden og så var der også lige det med at huset ligger ret tæt på en temmelig befærdet vej, så der var ret meget støj i haven.
Vi skal ikke bo i det hus og det var ikke mig der sagde nej.

Vi gik derfra nedslået, for huset er stadig til salg for temmelig mange millioner og vi blev endnu engang mindet om, at det vi drømmer om ikke er inden for vores rækkervidde, sådan rent økonomisk, med mindre vi vinder i Lotto.
Hr.F udtalte: 'Men så har jeg bare lyst til at råbe pik og skride tilbage til Barndomsbyen', efter huskiggeri, for der kan vi nok få råd til lidt mere hus end vi kan her i Forstaden (eller bare i nærheden af Forstaden).

Det var med andre ord nedslående. Heldigvis havde onsdag også en optur. Dagens højdepunkt var utvivlsomt da jeg gik forbi Rasmus Seebach og min jakkearm rørte ved hans jakkearm.

I dag er jeg startet på arbejde, det var ok. I morgen forsøger jeg at spise morgenmad inden, er ret sikker på at det hjælper på effektiviteten og overskuddet.

tirsdag den 15. oktober 2013

Ryk tilbage til start

Der er nogen som har budt på lejligheden, og Hr. F har set et hus, han kan lide. Vi skal ud og se på huset i morgen, og hvis det er noget, slår vi (åbenbart) til ifølge Hr. F.

Jeg er ikke sådan helt overbevist om, at det hus ligger et sted, jeg har lyst til at bo. Men jeg sådan set heller ikke overbevist om, at jeg har lyst til at flytte ret meget mere end 500 m væk fra vores nuværende adresse. Jo måske, hvis jeg kan flytte ind i en radius af 500 m fra mit barndomshjem. Det viser vist lidt om hvor omstillings uparat jeg er, når det kommer til bopæl.

Jeg håber lidt, det hus er faldet fra hinanden, når vi kommer derover i morgen. Eller at der er noget andet åbenlyst forkert med det, så det bliver nemt at sige 'nej tak' til både huset og buddet på lejligheden.
For første gang i mit liv er jeg i tvivl om alting. Jeg kan pluselig forstå veninder, der nogen gange er sammen med mænd 'som er gode nok men ikke helt rigtige', for tænk nu hvis der ikke kommer noget bedre? Altså jeg er ikke tvivl om Hr. F, ham kommer der ikke noget bedre end. Men det der hus, det ligger lidt (ca. 2,5 km) forkert, planløsningen er lidt forkert og placeringen på grunden er lidt forkert, men tænk nu, hvis det er det bedste vi har råd til?

Jeg er ikke så god til at være så voksen, at der er huskøb på programmet. Kom gerne med beroligende ord. Evt. også et godt råd der kan fjerne røde stresspletter fra hals og kinder.

mandag den 14. oktober 2013

Læderbryllup

Vi har bryllupsdag i dag. Det er fire år siden, vi sagde ja til hinanden i et parcelhus i Las Vegas efterfulgt af en Elvisceremoni og en middag i den roterende restaurent i det der høje tårn, de har i Vegas.

Sådan en bryllupsdag er vel en meget god dag at gøre lidt status på ægteskabet indtil nu.
Her burde så være en semi-morsom liste over alle de dejlige oplevelser, vi har haft sammen. Sandheden er bare, at vi stort set ikke har bedrevet andet end at få børn, siden vi blev gift (Svesken kom 10 mdr efter) og at jeg nok er for træt, til at skrive noget som helst der er tilnærmelsesvis morsom.

Vi burde også fejre vores dag med nogle store røde bøffer. Men vi kom til at love Svesken pizza i går, og hun ville tage det virkelig ilde op, hvis ikke hun fik mulighed for at lægge utroligt meget topping på dejbunde i aften, for så at tage det hele af igen, når efter det blev bagt. Undre mig virkelig over at ungen ikke spise pizzafyld.
Måske vi fejre det lidt med noget slik og cola nu når alligvel ungerne sover. Det kan også være at vi køber en ny sofa. Dem over i Idé Møbler giver rabat i den her uge og vi kunne egenlig godt bruge en ny sofa. Ikke fordi den vi har ikke kan siddes i, det kan den. Den er faktisk heller ikke voldsomt gammel, vi købte den sammen som vores første fælleskøb, da vi flyttede sammen. Den var sådan set også dyr nok, men vi købte den, fordi det var en sovesofa. Dengang var den mest beregnet til besøgende, men eftersom ungerne har indtaget soveværelset, så sover Hr. F ret meget på den sovesofa, og den lægger også bund for lidt ægteskabelig aktivitet og det er den ærligt talt ikke spor egnet til. Så vi overvejer om vi skal skifte sofaen ud, med en Hr. F sover bedre på, da der ikke sådan et udsigt til at vores soveværelse på magiske vis bliver så stort, at der kan stå en rigtig dobbeltseng i det. Hvis det soveværelse blev større, var det nok også Alfen, der skulle have en større seng til at starte med, han ligger nemlig ret meget i spænd i den babyseng han har til rådighed.
Der er vist heller ikke lige umiddeltbart udsigt til at lejligheden bliver solgt, eller vi får råd til at købe noget vi kunne tænke os. Så en funktionel sovesofa kunne være vejen frem, for en friskere mand og et fuldbyrdet ægteskab.

PS. jeg kan ikke navnene for bryllupsdage i hovedet med Wikie hjalp mig. Synes i øvrigt, at det er for dårligt, at der ikke er en traditionel dejret af smaragdbryllup.

søndag den 13. oktober 2013

Foie gras baby og æblefest

Babyen har være sur og uroligt i en periode, især om natten har det være slemt. Sunderen var forbi i anledning af noget skeletest og gav et par råd om nattesøvn. Bl.a. at vi nok har været godt vandt på grund af Sveskens sovehjerte og ikke bør forvente det samme fra Alfen, og så kunne vi jo altid give ham mere at spise, for lige at være sikre på, at han ikke var sulten.
Svesken er og har altid været småt spisende, så jeg synes faktisk ikke, jeg laver andet end at hælde mad i Alfen. Men det har åbenbart ikke været nok. I hvertfald har vi sovet betydeligt bedre efter, at vi er begyndt at vække ham, inden vi går i seng, for at lige hælde noget mere grød med ekstra smør i ham. Så pt er vi ude i nogen tvangsfodringer af meget søvndruken Alf sidst på aftenen.

Peppet op af den bedrer nattesøvn har vi haft fuld skrue på weekenden. I går var ungerne og jeg til Æblefestival på Torvet, hvor der var rigtig godt gang i den. Man kunne lave æblefigurer, få lækre æble smagsprøver og hvis man kom med ukendt æble fra sin have, stod der en æbledame og sortsbestemte.




Jeg ærgrer mig over, at det æbletræ vi har i haven for længst har smidt al sin frugt, for der var nemlig også mostemulighed. Der stod mange mennesker i kø, men kæmpe bunker af forstads æbler, som først skulle i kværnen og derefter i saftpressen. Der var litervis af smuk æblemost og vi var så heldige at få lov til at smage noget af æble fra vores venners have. Det er sørmer lækkert, og æbletræ er nu noteret på ønskelisten over ting der gerne må være i den have, vi snart skal have til det hus vi snart skal have. (Nej, vi har ikke solgt og vi har heller ikke fundet noget hus).








Efter en tur på legepladsen rundede vi lige Torvet endnu engang til Sveskens første snobrød. Spejderne sørgerede for dej, pind og bål, moren forsøgte sig med tålmodighed men snobrødet endte som snorbrød nu engang skal ende, nemlig med at være lidt sveden på ydersiden og temmelig ubagt inderst. Svesken var ligeglad, hun var godt tilfreds med selv at have bagt noget over ild.

I formiddags efterlod jeg Alfen sammen med Hr. F til oprydning iden dagens åbne hus, mens jeg selv hev Svesken op på cyklen og begav os afsted til åben Tigertræning i naboforstaden. Vi har ikke prøvet det før, men jeg synes konceptet holder 100%. Det er dejligt det ligger i weekenden og tidligt på dagen inden ungerne er slidt op af børnehave og andre aktiviteter. Det er megafedt, at det er kom og betal pr gang, og personligt kan jeg godt lide at holdene er inddelt i små aldersspring, så børnene er ca. lige gamle.
Filosofien bag Tigertræning er ligesom så meget andet bevægelse for børn, at man skal lære sin egen krop at kende, men også at man skal respektere hinanden og at voksne og børn skal lege sammen. Hvis jeg lægger min avation imod bløde pædagogiske stemmer, der ikke er hørt mage siden 70'ernes børne tv er jeg gennembegejstret. Men jeg er også nem at vinde over, når man kaster rekvisitter som 'faldskærmen', balloner og skumsværd i puljen.

Resten af dagen skal bruges på hygge, der måske inkludere nogle flere kastanjedyr, et par græskar og muligvis noget sytøj. Efteråret er rigtig kommet frem i dag, men det er vel sådan set ret passende, når nu efterårsferien er i gang for de fleste.




lørdag den 5. oktober 2013

Lykken er egne arme

Mens vi var i Berlin gav Herr F mig en børnefri eftermiddag, hvor han hang ud med ungerne, sin bedste ven og hans børn på en legeplads tæt ved, hvor vi bor.

Jeg havde lyst til at suge hele Berlin ind selv, men besluttede mig for at tage en lille tur rund på cykel og bla. runde en lille tebutik, et loppemarked, yndlingsbutikken og så ellers smutter op til de nordiske ambassader, som jeg endnu ikke har set.

Jeg svingede om tebutikken og blev ærlig talt overvældet af alle de megafine tepotter og tilbehør de havde der. Særligt er jeg forelsket i det her sæt, som oprindeligt var det jeg så i vinduet, og som jeg måtte ind at røre ved. Men altså jeg kunne da egenlig også godt tænke mig den her potte.
Hende der stod i butikken var tilfældigvis en arkitekt, som elskede Japan og som bekæftigede sig med samme hjørne af arkitekturen, som jeg gør. Hun inviterede på en traditionel taiwanesisk te, med små kopper på bambusmåtter og en tekande, der ikke var meget større end alm. dansk tekop mens hun fortalte om de forskelle tetraditioner, der er i østen. Det var simpelthen fantastisk. Jeg var høj af arkitektur- og telykke, da jeg gik derfra. Det fik mig til at glæde mig lidt til at barselsboblen snart sal gives videre til Herr F og at jeg igen får lov til at være andet end en uvasket mor.

Cyklen havde fart på ove til yndlingsbutikken, som kun har meget lækre ting. Det er et varehus med kram af den slags alle havde i gamle dage. Der er bl.a kuglebaner, papiropbevaring, køkkentøj og haveudstyr (desværre er deres hjemmeside ikke nær så lækker som butikken). Jeg gik derfra med min yndlingslæse, som er deres varekatalog og nu glæder jeg mig endnu mere, til jeg får mit eget hus, og skal spare op til lækre ting.

På vej mod ambassaderne rundede jeg lige et lille loppemarked, jeg fandt på berlin.de, og måtte igen igen konstatere, at jeg ikke rigtig er loppetypen, og da slet ikke den tyske loppetype. De gør det meget i sært sølvtøj og snaskede malerier.
Da jeg havde set på lopper nok, måtte jeg erkende at jeg ikke kunne nå ambassaderne i deres åbningstid (og det overlever jeg nok, for jeg vil i virkeligheden gerne ind, men det kræver lige en planlagt studietur og et par arkitekter mere - vil du med?). I stedet blev jeg fanget af de mange speed skatere der tog deres marathon allerede lørdag. Det var ret fantastisk at stå der i solen med en masse andre tilskuere og se skaterne kommer forbi i små formationer, hvor de hjalp hinanden mod vinden og hjørnerne.

Det er lykken at have et par timer med arme til egen brug.

onsdag den 2. oktober 2013

Ich liebe dich, Berlin!

Vi har henslængt den sidste uge i Berlin. Egenlig fordi Hr. F skulle slide sine ben af i marathonet i søndags. Hvilket han også gjorde, på trods af 10 km med kramper. Behøver jeg at sige, at jeg er meget stolt af ham (og ligeså forundret over, at der findes så mange, der orker at løbe så langt)? Jeg er også meget stolt af mig selv, for selv om marathon er et langt løb, så kan jeg afsløre, at det nærmest er en ekstremsport at være tilskuer, når man slæbe to rollinger med ud at klappe blandt en million, i bogstavligste forstand, andre tilskuere. 

Vi kan godt lide Berlin og er så heldige at min far har en ferielejlighed her, så vi har mulighed for at komme tilbage jævnligt. Det første der sker, når vi betræder tysk jord er, at vi bliver helt kåde. Denne gang var det Hr. F der tranformerede sig til Herr F i løbet af nul komma fem og glad læste højt af alle de tyske skilte, vi passerede. Det er super, at det hele er spitzenqualität og vi glæder os over, at vi kan klare os så godt med vores 10. klasses tyske, at vi kan handle på torvet, spørger om vej og læse menukort.

Jeg havde store planer for, hvad Svesken skulle opleve og hev hende optimistiske med op i tv turm. Desværre var hun for overophedet og kø-slidt til at blive spor imponeret over andet end plastikblomsterne i venteområdet. Babyen var heller ikke særligt imponeret, så jeg måtte nyde udsigten med mig selv og være meget effektiv, for vi kunne komme ud igen. Det er ikke en børneseværighed.

Til gengæld var hun virkelig sej hele marathondagen, hvor vi brugte mange timer på først at gå hen til løberne og derefter vente på, at far susede forbi (hurtigere første gang på ruten, end anden gang vi så ham). Hun tog det også i virkelig stiv arm at blive skiftet i bidende kulde midt på Ku'dam, fordi hun valgte at lave historiens største l**t lige midt i det fashionable kvarter, mens der stadig var lang tid til, Hr. F rundede de 33 km, hvor vi stod. Men selv om hun var sej, så var hun også blå, fordi det var koldere end jeg havde regnet med, og hun klarede det helt sikkert kun fordi, vi ventede med Hr. F's bedste vens kone og børn. Marathon er heller ikke rigtig en børneseværighed.

For at råde bod på alt det kedelige voksengeil, hun var slæbt med til besluttede vi os for Lego-welt i Sony Center. Det var helvedes forgård på jord. Og jer, der har været i IKEA første lørdag i måneden og derfor tror, I ved, hvad jeg snakker om, har ikke prøvet noget. Det ligger nede i en kælderetage, uden dagslys eller akustikregulering. Til gengæld var der stoppet rigeligt med hypede børn og lydeffekter ind. Det var på alle måder en overvældende oplevelse, selv om det mest af forlystelsen bestod af løse legoklodser. Svesken lod sig ikke umiddelbart mærke af lydniveauet og gik på klodserne med krum hals. Da vi havde været der i to timer, var de voksne brugt op og så hev vi ungerne ud i den friske luft (det var ikke en voksenseværdighed)
Bagefter gik vi over på Denkmal, som var en stor oplevelse. Tøsen ville dog gerne lege gemmeleg der og var lidt uforstående overfor, at det ikke lige var en mulighed at gemme sig bag endeløse rækker af ens betonklodser.
Jeg er også selv vildt begejstret for Denkmal. Det er så fint og klogt tænkt med det grafiske grid, den bugtende flade og de enkle, skarpe betonelementer, der skaber  skiftende rumlige oplevelser. (Det er en topseværdighed)
Da vi gik derfra mødte vi tilfældigvis en Birkestockbutik, som jeg nødvendigvis måtte ind i. Der fik Svesken så et nervesammenbrud og hun endte med at falde i søvn i armene på Hr. F øjeblikke efter, da vi satte os i S bahn.

Turen har også inkluderet en børnefri eftermiddag til mig, som fortjener sit eget blogindlæg og en shoppetur der gik min fars yndlingsbutik Käthe Wolfarth, hvor jeg primært gik efter en hot dog i julekugleudgaven, som ikke var kommet hjem endnu. Til gengæld fik jeg lige rekoniseret julekugle-agurkerne, som jeg håber på, at "nissen" kommer med et par stykke af til jul. Jeg rundede også Butler, hvor de havde fået jule-hot dog-kuglen frem og hvor der også blev investeret i et par agurker til at pynte hjemme i Forstaden.

onsdag den 25. september 2013

Slap i sindet

Jeg er lidt slap i sindet i de her dage. Det er altså ret deprimerende det der med huskøb, når man ikke er milliardær, i hvertfald hvis man kigger på hus her i Forstaden. Hvis vi er heldige kan vi købe noget kælder, der skal sættes i stand. Når vi altså selv en gang har solgt lejligheden. Vi var ikke så heldige at komme ind på boligmarkedet inden boblen, så vi har kun krisens underskud at tage med os her fra smørhullet. Det harmonerer bare ikke så godt med nutidens boligpriser og vores drømme og krav til et hus.

Ja og så er der også lige det der med søvn, og mangel på samme. Jeg begriber simpelthen ikke hvordan enlige mødre, forældre med kolikbørn eller dem med skiftende nattearbejde overlever. Jeg selv sover komasøvn så snart, jeg har mulighed for det og er stadig ikke udhvilet. Jeg trænger til et par dage med fred. Helt fred. Det er vist oven i købet lidt pivet af mig, for begge unger sover faktisk igennem natten, eller de holder ikke fest, de er bare urolige på skift. Så det der med sammenhængende søvn til mig er ikke eksisterende og det kan mærkes. Jeg er sur og tvær, i dag har jeg eks. brølet over noget så ligegyldigt som vasketøj, der lige var blevet lagt sammen. Min samvittighed er sort som kul, især fordi det stakkels barn var hurtig til lige at spinne sit angreb på vasketøjet til et 'Mor jeg lægger det bare på plads'.

Heldigvis er der snart en tidlig efterårsferie i kortene til os, og jeg glæder mig gevaldigt til at være sammen med min kæreste hele tiden den næste uges tid. Jeg håber også at det kaster et par lure af sig med de velsignede ørepropper.

søndag den 22. september 2013

Helt stille

jeg vil bare lige sige at ørepropper holder 100. Det har taget mig og mine sarte øregange 3 år at overgive os til øreproppen men nu ... Hallelujah. Hr. F har altid været sød at lade mig sove om morgenen, når jeg nu har nattjansen på amning, sutter mm.  Desværre kan man ikke sige, at papvæggen mellem stue og soveværelse ligefrem er lyddæmpende, men det er - surprise - ørepropper.
Nu sover jeg som en baby, eller vi ved jo godt at de ikke sover. Men altså jeg sover vidunderligt, dybt og uforstyrret. Alle burde have et sæt ørepropper!

torsdag den 19. september 2013

Hvem der bare interesserede sig for mad.

En hobby kan aldrig bliver for meget eller for dyr. Jeg gad SÅ godt, at mad var min hobby. Tænk sig at nyde at stå i køkkenet og kreerer den ene lækre ret efter den anden. Den luksus kunne jeg godt unde min familie og ikke mindst mig selv.

Her i huset er mad bare ret meget noget, vi gør for at overleve. Derfor ligger opfindsomheden og indsatsen på et lavt niveau. Det er altså lidt op ad bakke, når vi nu gerne vil spise sundt (hvad end det så er), give en god madkultur videre til ungerne og have det dejligt, mens vi gør det. Helt økologisk und alles - for det ved alle er sundt.

Lige i øjeblikket eksperimenterer jeg med LCHF ligesom resten af blogland. Ja, jeg var i Netto og købe Janes fine bog, da den var på spot. Det går sådan set ok her i anden uge. Hvis man lige ser bort fra at 1. jeg stadig spiser cornflakes til morgenmad og at 2. lugter som død gnu ud af munden.
Jeg kæmper imod min sukkertrang og indtil nu vinder min viljestyrke, og jeg bilder mig ind, at jeg allerede her knap 2 uger inde i showet kan se forskel på min krop. Desværre kan jeg overhovedet ikke mærke forskel. Eller jo, jeg bliver kysset lidt mindre end jeg plejer grundet gnu-lugten.

Jeg skyder skylden på ungerne, de sover SÅ dårlige begge to i øjeblikket. Den ene er snottet og den anden er ved at få tænder. Jeg kan godt mærke på resurserne, at de er stor set ikke eksisterende og det holder meget hårdt at lægge vaner om, når jeg er i generelt minus.

Derfor ville det bare så fedt, hvis det der mad var en hobby, som jeg lige kunne stå ude i køkkenet og lade lidt op på, mens min elskede sad i sofaen sammen med ungerne sidst på eftermiddagen. Jeg har nemlig luret  at madbloggerne, og andre der er vilde med mad, har fundet nøglen til det lykkelige liv. De svælger i dejlig økosnaks, mens de har optur over sæsonens gode råvare og alt det, de kan få ud af et græskar og en blender. Der kommer lykkelige opdateringer på insta, når de har fundet den helt rigtige dusk et eller andet, der lige sætter prikken over i'et på dagens simrerret.

Misundelse er en grim ting, men I kunne da godt holde åbent køkken en gang i mellem, (ja jeg snakker om til eks. dig og dig), så ville jeg hanke op i familien forstad og komme at spise. Det er ok, at jeg skal sidde ude i gangen og spise sammen med Alfen, hvis vi lugter og sviner for meget til at være med ved bordet.

Som altid tak til den opmærksomme læser, der retter trætte mors store fejl.

søndag den 15. september 2013

Lidt om det hele

Bloggen er ikke fyldt med ord i disse dage. Det er Svesken til gengæld. Hun har så mange ord inde i sit lille hoved at munden løber over hele tiden. Hun vil spørger om noget, forklarer noget, siger noget eller skal have et svar lige nu. Der bliver sagt: 'moaaar' eller 'farmaaaand' mindst 200 gange i timen og hun insisterer på, at vi svarer hende fornuftig. Når hun går kold kl 19:30 er der ikke mere tankevirksomhed tilbage i mig. Der er allerhøjst en hyletone af den slags, der passer fremrangende til prøvebilleder.

Det er heller ikke fordi, det er de store oplevelser, der sådan tænger sig på herover i barselsland.
I torsdags var jeg en tur med bussen. Det var alletiders oplevelse, især fordi buschaufføren kun vekslede mellem meget hurtigt og nødbremsen. Jeg fik hevet utilfreds Alf op af barnevognen og sat mig på et sæde ved siden af en herre, der helt sikkert drak flere guldøl på en dag, end jeg kunne hive ned på en god aften i præ-morland. Han var sød ved Alfen og stod af ved stoppet efter, så jeg igen kunne trække vejret igen.
Til mit held skulle jeg ikke side alene længe, men fik stedet selskab af ældre herre, der gerne ville snakke. Han roste mig for at være en kvinde, og for at føde børn og gjorde det meget klart, at mødre bør tilbedes, for børn er det bedste i verden. Han talte længe, jeg svarede pænt. Da jeg skulle af bussen sagde han: 'Tak for din venlighed' og jeg troede lige et spilsekund, at han havde sagt 'Tak for din hemmelighed'. Jeg overvejede om han på bedste sci-fi-vis havde tappet mine inderste tanker og nu kunne bruge deres energi til at leve videre på denne fremmede planet.

Torsdagen bød også på en aftentur på cyklen. Officiel for at aflevere et brev i nogen med et pænt hus's postkasse, men også får at mærke friheden på cyklen og mest af alt for at se om vores Netto mon havde fået de der husformede bogkasser, der husserede på insta. Det havde den. Jeg købte dem allesammen og blev fanget af en shoppers high. Derfor kom jeg til at køre i den anden netto også og hamstre nogle flere af de der bogkasser. Man kan mene, at jeg tabte hovedet da jeg købte 7 (SYV!) små huse. Men altså når nu jeg ikke kan få et rigtig voksen hus (med mindre nogen stikker mig en million ekstra), så må jeg nøjes med syv små i bambus. Jeg har næsten en plan for dem alle sammen.

Ud over at tabe hovedet, tabte jeg også min pung. Den blev heldigvis fundet af en kultiveret dame ved navn Ida, som ringede til mig fredag formiddag, inden det var gået op for mig, at jeg havde tabt min pung. Hun passede godt på den indtil lørdag, hvor Svesken og jeg var forbi hendes fine lejlighed ikke så langt fra, hvor vi bor for at få den igen.

Resten af weekend er gået med sygdom, mest mandens også lidt min. Lidt med besøg af oldemor og så endnu flere ord og spørgsmål fra Svesken.

Nå ja og breaking news: Alfen har nu fundet ud af at han kan komme fremad. Han kan ikke kravle, det med knæene er åbenbart svært for mine børn. Han kører navy seal stilen præcis som Svesken også yndede. Det tiltrods for at jeg er den ambitiøse mor, der laver noget sangleg med krydsbevægelser hver eneste dag, fordi det skulle være så godt for koordinatonen.

I ved det Forstaden er fyldt med all that drama.

søndag den 8. september 2013

Pølsens dag

Pølsens dag kunne jo lyde som noget i stil med øko-uge eller international AIDS-dag eller noget. Men faktisk har pølse bare været temaet for vores dag.
Først en frokost spegepølse, indtaget i haven lige efter jeg havde sat godt med plaster på en Sveske, der var væltet ned af vores havetrappe. Vi spiste ikke i lejligheden, for den var igen, igen blevet gjort utrolig rent, så der kunne holdes åbent hus. Derfor listede vi også ud af haven og op på Torvet efter endt spegepølsemad.
På Torvet var der en pølsemand og et loppemarked. Vi købte en trip trip stol with the works til 300 kr og tre duplomænd for 11 kr og virkelig mange pølser, brød og Cocioer for alt for mange penge. Så det vi sparrede på det ene, var vist så rigeligt brugt på det andet.
Vel retur til paladset fik jeg handle-tjansen og slog pjalterne sammen med underboen og hendes lille dyt. Vi drønede i Netto og præsterede at handle til hver vores familie, til hele ugen og stoppe det hele ind i bilen og komme tilbage igen på mindre end en time. Det må vist være ny shopperekort. Poserne fra Netto indehold endnu en omgang pølse mere, som blev serveret til råstegte kartofler og spejlæg.

PS. Mægleren siger, at der kom tre købere til vores åbne hus, og at de alle var interesserede. Så vi får muligvis brug for at låne et gæsteværelse et sted her i Forstaden, eller endnu bedre, at der kommer nogen og tilbyde os, et dejligt hus.

lørdag den 7. september 2013

Farcen

Herhjemme har vi gang i en farce af den slags, der bliver lidt triviel, selv om det sikker kun er de første kapitler, der er skrevet.

Vi skal ud og rejse inden så længe, og vi skal have Alfen med, derfor har han brug for et pas. Den slags kan man jo heldigvis få lavet på biblioteket nede i naboforstaden. Så mindste og jeg drog derned i sidste uge for at opdage, at jeg ikke kan få udstedt pas uden at have Hr. F's underskrift på et stykke vigtigt papir. Fair nok, vi dele jo forældremyndighed og det giver god nok mening, at vi skal være to om få barnet ud af landet (eller noget). Vi tog hjem med uforrettet sag.
I går drønede vi forbi biblioteket igen, der havde ammehjernen her bare lige glemt et af de vigtige papirer, der skal vises ud over underskrifterne. Borgerservicemanden mindede mig om, at bibliotekterne også har åbent om lørdagen, så jeg kunne kommer i dag og få det pas ud af verden.
I dag samlede jeg så hele familien forstad og vi spaserede i høj solskin ned til pas-stedet. Men men men i dag var deres system så brudt sammen og der var sort skærm på hele linjen. Minus overskudsmor her, havde ret meget lyst til at anbefale noget genstart og mere kvalificeret personale nede på det skide bibliotek, men nøjes med at vrisse-brokke mig til manden.
Jeg må prøve igen på mandag, for vi skal have babyen med ud at rejse, og det er ved at være lidt knap med tiden, hvis det pas ikke skal være et akut et af slagsen.

Heldigvis blev resten af dagen meget bedre, da vi fik købt en frygtelig masse sko med minus 20% rabat over i forstadens skobutik og der var fællesgrillning nede i haven med vores dejlige naboer. Som også lige tryllede kæmpesæbebobler frem (se Hr. F's instagram for helt fortryllende foto af Svesken).
Nu sidder jeg i min sofa og kan nyde lyden af lun sensommeraften med altanfest hos naboerne og kræmmermarked på Bellahøj

onsdag den 4. september 2013

Det lugter lidt af frihed

Jeg har smidt en masse penge efter cykelhandleren, så nu er der nye lygter på og ingen huller på bagdækket. Jeg har ikke cyklet siden, jeg gik på barsel. Og lad os bare sige, at det ikke er muskelmasse, man bygger op, når man sidder på sin flade i sofaen. Derfor var jomfruturen med Svesken i cykeltrailer da også en anelse tung, men ikke desto mindre lugter det af frihed. Alfen er så stor, at jeg kan overlade ham til farmand og noget grød mens jeg selv suser verden rundt, på cyklen forstås.
Jeg er lykkelig, det er ligesom at gro helt nye vinger og så ellers finde svæveteknikken igen.

Jeg har store planer for min nyvundne frihed. Mest ting der handler om at være alene. Så gør det ikke så meget om det faktisk er nede i Netto med en ugeindkøbseddel jeg skal være alene.

Yippy kay yay mother fucker

søndag den 1. september 2013

3 år

Svesken er blevet tre år og i den anledning er hun blevet fejret, alt hvad med remmer og tøj kunne bære. Dem der følger med på Instagram ved, at der har været et tema i de kager, jeg har bagt. Det viser sig, at min kagesignatur er noget med nedsunket ansigt på figurerne, der pryder kagerne. Bort set fra det med ansigterne er jeg sgu ret godt tilfreds med med bolleprinsessen (fnis) og barbapapa-lagkagerne.
Svesken har haft the time of her life, og har indkasseret en længe ønsket dukkevogn fra sin moster, nogle temmelige syntetiske prinsessekjoler fra sin morfar og oma, lækkert tøj fra fastre og onklerne og farmor smed et lægesæt i puljen. Siden har prinsesse Sveske kørt rund med dukkevognen og givet helbredsundersøgelser til alle hun mødte. Vi gav hende en vendespil med prinsesser (ja det er et vigtigt tema her i øjeblikket. Jeg har på fornemmelsen, at det er meget moderne i børnehaven at være prinsesse), et barbapapapuslespil og noget duplo med Hello kitty (eller katten, som vi kalder den lille japanes her). Hun blev glad for det hele, og jeg er godt tilfreds med at have fundet det alt sammen i Nettos spotkurve, som er den primære kilde til gode shoppingoplevelse for barselsmor her.

Vi har holdt festivitassen i Mosters hus på Fødeøen og derfor tilbragt nogle timer i toget. Jeg kan ret godt lide at køre i tog. Nu hvor jeg ikke kan sidde i stillekupé, fordi jeg har ungerne med, kan jeg også slappe lidt af, i stedet for at sidde og blive indebrændt over, at de andre ikke kupeen ikke har fattet at være stille.
Det er ret fedt med sådan nogle toge, fordi man ligesom bliver sluset ind i andres menneskers liv, i den tid man rejser sammen.
I dag var der et midaldrende par med som talte sammen. Hun talte med en høj, klar og bedrevidende stemme og læste bl.a højt fra en bog der definerede ords oprindelse. Han sad overfor og mumlede sine temmelige utydelige svar ned i deres hund, som mest af alt lignede Sprocket fra Fraglerne. De var helt almindelige og alligevel er feltstudie værd.

Henover weekenden er efteråret sørme også kommet på banen, man skulle tror, at det faktisk førte kalender og stod på spring i kulissen og ventede på 1. september. Vi tog (optimistisk) afsted uden jakker i høj sol og måtte småløbe iskolde gennem regnvejr på vej hjem. Jeg hilse efteråret velkommen, for jeg kan meget godt lide aftenmørket, farverne og maden. Jeg glæder særligt mig til at drikke the og lægge puslespil sammen med Svesken, og til at strikke noget i uld, imens jeg får nusset fødderne af Hr. F.

tirsdag den 27. august 2013

De små ting i livet

Der er ikke noget som en fyldt ble, fra en forstoppet baby, der kan gøre forældre lykkelige. Ligesom der heller ikke er noget som sætningen: 'Du må ikke gå fra mig' fra et børnehavebarn, der kan annullere alt den morgenfriske ble-lykke.

Hav en god dag.

søndag den 25. august 2013

Mosetræf

Søndagssolen skinner og vi har sendt farmand til Nordsjælland, for at okse rundt om en sø i temmelig høj fart, som en del af forberedelserne til noget marathon han har meldt sig til.

Vi andre har gjort ca. det samme. Eller vi har bevæget os rundt i mosen til mosetræf i dag. Skide god idé med sådan et mosetræf, hvor børn og andre kan lære mosen og dens liv at kende.
Knap så god idé, når man er alene afsted med en sølle næsten 3 årig og snottet halvåring. Det gik super, mens vi kiggede på bier og smagte honning, alle var interesserede mens vi fik kigget på de udstoppede dyr som DN havde med og det var virkelig sjovt at røre ved rigtige levende fisk. Filmede knækkede da den politiske paneldebat begyndte, og Svesken syntes hun skulle sidde på forreste række i det mere end halvtomme telt (og jeg ikke syntes det). Vi opnåede det totale sammenbrud, da det gik op for hende, at hun var for lille til at fiske med fiskestang, hvilket selvfølgelig faldt sammen med, Alfen vågnede og var sulten. Så er der virkelig langt hjem, når man skule skubbe dem begge i barnevognen. HOLD NU OP, hvor jeg glæder mig til Alfen bliver stor nok til at sidde i en cykelstol og 2 km ikke tager 40 min men kan klares på max 10.

Vi er kommet sikkert hjem, med et par enkelt stop for at kaste sten i vandet og se på nogen der slog græs med le.
Sofaen passer godt på os sammen med Cirkeline på computeren og en genudsendelse af noget grillunderholdning på tv'et, mens vi venter på farmand, som gerne skule dukke midt på eftermiddagen og lave noget pizzadej og fyre op under ovnen til aftenens festmåltid.


tirsdag den 20. august 2013

Vi leger Bo Bedre

For nogen i Blogland er det ikke usædvanligt, at der kommer en fotograf for at forevige deres gode smag. I fredags var det vores tur, godt nok skal lejligheden ikke vises frem nogen smarte steder, men derfor kan man jo godt lege Bo Bedrer når ejendomsmæglerens fotograf kommer på besøg.

Det var ikke nogen speciel god oplevelse, fotografen var oprindelig booket til torsdag, men pga en sygemelding blev aftalen flytten til fredag kl 17:00. Det er tilsyneladende ikke nogen rigtig god idé, at sådan noget foregår langt efter fyraften på en fredag. For han var mest af alt interesseret i at få hurtigt overstået og så selv smutte på weekend.
Det er bare ikke så fedt, at der kommer en og foreviger ens hjem, som ikke gider at gøre sig umage. Slet ikke når man selv har brugt hele dagen ( og en del andre) med selv at gøre sig umage med at få alt til at se præsentabelt ud.
Sætningen: 'Det kan jeg ikke tage mig af' er ikke en jeg hører særlig tit. Jeg synes selv, jeg bad han om at tage det billede om på en pæn måde. Endda efter at han havde belært mig om hvor tåbelige min slags arkitekter var.
Efterfølgende fik han også sagt til Hr. F, at han måtte snakke med sin kone, som om vi stadig lever i 50'erne og det er mandens pligt at tale sin kone tilrette. Så vi brugte fredagaften på at sunde os lidt, mens vi funderede over, hvorfor den fotograf mon var så sur. Jeg er ret spændt på resultatet, når lejligheden bliver lagt online til salg.

Heldigvis var lørdag en dejlig dag, vi brugte den sammen med min familie og da vi kom hjem fra fest, holdt der en ambulance uden foran vores dør. Svesken var meget imponeret over de blå blink og Falck-manden var sød at vise hende, hvordan der ser ud inde i en ambulance. (Det de var kaldt ud til var ikke så alvorligt, at de skulle have nogen med på hospitalet).

Søndag bød bl.a på modellervoks, som Hr. F har købt til Svesken. Hun er vild med det! Hun bruger det ikke til at lave små figurer ud af, men smører det gerne ud på vores bord i en flot kulørt masse. Mor med farvesorterings-neurosen må trække vejret en ekstra gang eller to, og sige til sig selv, at det er helt ok, alt voksen lige om lidt har samme grå-grumsede farve, så længe barnet hygger sig.

Søndag bød på en større sensation, nemlig en tand til Alfen. Han har længe været meget glad for agurkestænger til at tykke i, og nu kan den lille, bitte tand gumle dem i stykker, til hans store fornøjelse. I dag er han et halvt år og har fået klippet nakkehåret. Jeg er i det vemodige hjørne og synes det er lidt vildt, at min skønne lille babydreng, allerede er en stor babydreng med tænder und alles.

onsdag den 14. august 2013

Av i anden

Dagen startede med vold-regnvejr, der vækkede mig fra min skønhedssøvn. Jeg er ellers så træt for tiden, at jeg er ved at gå lidt op i limningen. Et par minutter senere, efter jeg var faldet i søvn igen, vækkede Alfen mig og så måtte jeg jo bare få øjne.

Svesken startede dagen i et fantastisk humør, der i den grad dalede, da det gik op for hende, at i dag var en børnehavedag og ikke en fridag. Hun havde ikke lyst til at tage afsted, og hun livede ikke engang op, da vi fandt regntøjet frem. Det hjalp heller ikke rigtigt på det hele, at en af de andre piger kom ud i gardaroben, og som det første sagde: 'Sveske må ikke være med'. AV mit morhjerte. Hvordan håndterer man lige det? Jeg sank en ekstra gang og spurgte, hvorfor Sveske ikke måtte være med og fik det ret fornuftige svar, at hun (den anden pige forstås) gerne ville lege alene. Det er jo fair nok gerne at ville lege alene, men måske man lige kan vente med 'Du må ikke være med'-udmeldingen, til Svesken faktisk har vist interesse for legen.
Jeg er ikke selv afklaret med, om jeg mener, at børnehavebørn er forpligtede til fællesskabet, eller om det er ok at vælge andre børn fra. Jeg hælder nok til, at det er helt fint, at nøjes med at lege med dem, man synes om. Så længe man opfører sig ordenligt og tale pænt til alle. Men hvis det er vejen frem, er der jo nok nogen, der bliver til overs, og tænk hvis det er Svesken. Så er jeg nok nød til at dø lidt. (Ja. det samme gælder nok for alle de andres børns forældre)

Dagens andet av var oppe ved fysioterapeuten, som jeg har besøgt i dag. Da jeg fødte Svesken, var der et eller andet der forskubbede sig i min balle/hofte/lænd og nu 3 år og en ekstra fødsel, som heller ikke var for god ved nummi, efter, er det på tide at få gjort noget ved det.
Fyssen var sød, men hold nu kaje, hvor gjorde det ondt, da hun begyndte at trykke på det sted, der ikke har haft det rigtigt godt i flere år. Det gjorde faktisk så ondt, at jeg kom til at græde lidt ned i briksen. Jeg græd måske ret meget nede i briksen og gik derfra med øvelser og et ben der snurrede lystigt af lettelse.
Alfen var heldigvis sød at lade mig sove en god lur, og farmor, der ferierer i Hovedstaden, hentede Svesken tidligt fra børneren, så hende dag har også været meget bedre end den tegnede i morges.

Dagens husupdate: Vi har set på et hus, som kunne mange dejlige ting. Men som arkitekthjertet ikke faldt helt for. Nu er jeg ved at skrive et brev, til nogen der har et meget dejlig hus, jeg drømmer om. Huset er bare ikke lige til salg, men hvis de nu overvejer at sælge det, håber jeg, at de vil tænke på os. Om et ikke andet håber jeg de vil modtage min henvendelse som et kompliment til deres hus.

tirsdag den 13. august 2013

Der sker også andre ting

Selv om man ikke skulle tro det, sker der også andre ting i vores liv, end dem der vedrører vores boligsituation.

Alfen er begyndt at spise mere fast føde og er i øjeblikket ret begejstret for agurker, han kan gnaske flade. Vi forsøger også med grød, det kræver vist lige lidt øvelse inden den sidder helt i skabet. Pt er der mere grød på ham, mig, bordet, vores tøj og gulvet end der kommer ind i munden på ham.
Men jeg har engang set i et af de der hæslige 'Krop umulig' programmer, at det er vigtigt, at børnene får lov til at rører og føle på maden med deres hænder. Derfor tror jeg, det er et svigt at afholde ham fra det. Så nu må jeg have gang i den store våde klud på os alle efter end måltid.

Jeg har også haft fødselsdag og har fået nogle megalækrer gaver. Hr. F flottede sig med en lavaplade og en messingdåse, min veninde hev lige en vase op på bordet, da vi var ude at spise, og min svigermor har overforkælet mig med summerbird og 500 kr, der nu ligger og brænder i min skuffe. De skal gå til noget godt og jeg vil tænke mig helt grundigt om, inden jeg bruger dem på løbesko, en vase mere eller måske noget kunst.
Af min far og hans kæreste har jeg fået et par Birkestok sandaler. Jeg elsker dem så meget, at jeg faktisk har lyst til at sove med dem om natten og Hr. F har kigget alvorligt på mig og mindet mig om, at vi ikke skal gå med udendørssko indefor. Men altså det føles ligesom at have orgasmer på fødderne, og så er bare lidt svært at beslutte sig for ikke at have dem på.

Jeg har også været i Netto og købe 'Spis dig mæt og glad' ligesom resten af blogland, og laver derfor ommeletter til husholdningen hver morgen. Så må vi se om resten af dagens måltider kan følge med, og kiloene på magisk vis kan trille af kroppen. Måske det kan blive hjulpet lidt på vej af min genfundne løbehobby, som indtil nu inkluderer tre løbeture og muligvis en nedsat mælkeproduktion. Så selv om jeg lige var så tilfreds med mig selv, holder jeg i stedet en lille pause sammen med noget amme-te for at se om alfens humør bedres af det. Men jeg håber som altid, at blive sådan én der lige løber 5 km på 30 min 2-3 gange om ugen.

Hr. F er i øvrigt i gang med at træne op til noget marathon og spurter derfor rundt nede i mosen i tide og utide for at passe sit program. Jeg synes, han er SÅ sej, og glæder mig til at heppe på ham, og en masse andre nede i Berlin til september.

I morgen skal vi ud og se på et hus. Det er så spændende, at jeg er nød til at nævne det her, selv om det her indlæg ikke skulle handle om huse. Sorry

Jeg fjerner lige asien

Vi fik besluttet os for den ene mægler og underskrev en kontrakt i fredags. Fotografen kommer på torsdag, og mentalt forbereder vi os på at tage endnu flere småting ud, så paladset virker stører, lyser og lækre.

Nu har mæglerne lige ringet, han vil godt lave en fremvisning senere i dag. Jeg er derfor på vej hjem fra kaffedate med andre balselsmødre for at rydde op. Jeg sidder i bussen og lægger en slagsplan for, hvordan jeg skal nå det hele. Jeg skal have tømt opvaskeren og fyldt den igen. Tørret badeværelset og køkkenet let over og flyttet syv kasser bleer på loftet. Men først er jeg nok nød til at flytte den asie, der ligger på stuegulvet.

Ps. Hvis vi får solgt, må vi så bo hos jer?


- Fra telefonen!

tirsdag den 6. august 2013

Ejendomsmægler

Nu hvor vi har beslutte at sælge, har vi kontaktet tre mæglere med henblik på en slagsvurdering for derefter at vælge en til at sælge lejligheden. Den ene brændte os af, fordi han blev syg og havde glemt at skrive vores møde i kalenderen. Så der var ingen, der kunne aflyse mødet. Man brænder ikke en børnefamilie af kl 18:00 ustraffet. Så nu er der to tilbage i opløbet. De er helt sikkert kompetente begge to, men de har hver deres forcer.

Den ene er smart i en fart og virkelig proaktiv. Han er allerede i gang med at finde mulige boliger til os. Han har ikke ramt rigtigt endnu, og han har ikke helt fattet at restaureringsarkitekter, værdsætter originalt og autentisk mere end nyistandsat og renoveret.

Den anden er stille og rolig og virkelig forelsket i vores lejlighed. Hun kan helt sikkert sælge den, fordi hun selv har lyst til at bo her. Hun virker oprigtig og fornuftig, men taber altså lidt på ikke at have foreslået os noget alternativt, på trods af jeg bad hende om det.

De vil sælger lejligheden til samme pris og den dyreste af dem, har rykket sit salær ind efter den anden. Det er umuligt for os at vælge. De presser begge to på og fortælle, at de er henholdsvis den bedste i Forstaden eller i hele landet.
De sidder i hver deres store kæde, og vores bolig vil dukke op som 'sag fra en anden mægler', hvis man laver en områdesøgning hos den, der ikke får sagen.

Skulle der sidde en læser med erfaringer, der er værd at vide i 'salg af lejlighed' projektet. Så host op, hellere før end siden.

onsdag den 31. juli 2013

Hvorfooooor?

Svesken er startet i børnehaven og er efter eget udsagn blevet en stor pige. Hun har ret, hun ER blevet en stor pige og tager syvmile skridt i sin udvikling. Et af de steder vi virkelig mærker det, er på spørgsmålet: 'Hvorfooooor?' som bliver gentaget i det uendelige. Indtil videre svarer jeg med hele sætninger hver gang, men på et tidspunkt er der ikke mere fornuftigt at sige andet end: 'Sådan er det'. Så det siger jeg også mange gange i løbet af en dag.
På grund af hendes lille stemme og forstadsdialekten lyder det nogen gange, som om hun siger: 'Hvor ' far?' Hvilket faktisk også bliver sagt mange gange i løbet af en dag, fordi farmand er den store helt. Derfor sker det jævnligt at vores samtaler slet ikke giver mening for hverken den ene eller den anden.

Hun synes, børnehaven er et hit, bl.a. fordi der er madpakker hver dag, men også fordi de har lavet bål og sikkert også fordi dagene her i indkøringsperioden er kortere end ellers. Virkeligheden skal nok ramme hende, når alle de store er tilbage fra ferie om et par uger og dagene bliver lidt længere, så moren kan hvile sig lige en anelse mere, end hun gør nu.

Moren er nemlig lidt slidt, fordi Alfen er ved at være så stor, at han skal fedes op med noget andet end modermælk. Men alligevel er lidt for lille til rigtig at kunne finde ud af spise andet. Derfor roder han rundt om natten med det resultat, at halvdelen af husstanden har lidt svært ved at hænge sammen i løbet af dagen.
Man kunne jo mene, at mor burde sove lur sammen med baby, men hele det her boligsalg og huskøb, kræver simpelthen så meget oprydning og forberedelse, som jeg ikke kunne forestille mig. Så jeg spæner fra Herodes til Pilates og tilbage igen i de timer, Alfen og jeg har alene hver dag. Det kan virkelig også godt mærkes på vasketøjsbunkerne at der er kommet en beboer mere i husstanden og det fornægter sig ikke at han er en Gylpe-Frans, der gerne dekorerer alle os andre mere fine sjatter af babyost, når han ser sit snit til det.

Lige nu føles det som om, den her barsel går over i historien som barslen, hvor jeg fik rengøringsvanvid og alt for lidt søvn.

mandag den 29. juli 2013

Mere om huse

Ja, vi har besluttet, at vi gerne vil have vores helt eget hus!* Det har vi faktisk besluttet mange gange før i løbet af de sidste par år. Vi har bare aldrig rykket på det, nok mest fordi vi har det så dejligt her i huset, hvor vi bor.
Men nu skal det være, vi har kontaktet en ejendomsmægler med henblik på at sælge de 50 kvm. Derfor har jeg brugt de sidste mange dage på at slæbe løsøre op på loftet, så man kan se andet end vores rod, når man træder ind ad døren. Jeg har også trawlet nettet tyndt efter huse i Forstaden, vi har råd til, og som lever op til bare nogen af de ting vi ønsker os af et hus.

Vi har faktisk også været ude at se på et hus, som på mange måder er helt fantastisk, men som også var lige en tand for brunt til Hr. F.
Huset fremstår helt originalt, hvilket man ikke ser ofte, når der er tale om typehus fra 60'erne. Så mit arkitekthjerte ville kun kunne bo i det hus, på de brune præmisser og det kunne Hr. F's romantiske hjerte ikke.

Jeg havde ellers sådan håbet, at det hus ville være en slags åbenbaring, der sang hallelujah til os, så vi ikke var et øjeblik i tvivl om, at det var dér, vi skulle bo. Men sådan skulle det ikke gå. Så Fødeøeden spøger endnu. Det samme gør tvivlen om altid, der får mig til at tænke så meget, at der står røg ud af ørene og so, giver mig trang til at ligge i fosterstilling og vente på, at de voksne har gjort det hårde arbejde og har taget beslutningen.

Hvis du tilfældigvis kender det HELT rigtige hus til mig og mit menageri, så tøv ikke med at fortælle om det.

*Her indsættes en lang kunstpause og noget spændings-underlækningsmusik, der understreger alvorligheden.

onsdag den 24. juli 2013

hvor skal vi bo?

Hvis dette indlæg er rodet og usammenhængende, handler det om, at emnet er så uoverskueligt for mig, at jeg har svært ved at tænke (og dermed skrive) klart.

Vi elsker det hus, vi bor i. Vi elsker vores dejlige have, der er fyldt med skønne naboer. Vi har liv og glade dage, der spises sammen, passes katte for hinanden og hvis nogen tager til Fødeøeden uden at lukke deres altandør, er der bare nogen andre, der lukker den for dem. Men med de godt 50 kvm vi har her, ved vi, at det ikke er for evigt, vi skal bo her.

Vi er også (blevet) glade for Forstaden. Der er cirkus, loppemarked og andet spas på Torvet og i kulturhuset, cafeen laver verdens bedste varme kakao med skumfiduser og burger med brun sovs. Mosen ligger lige om hjørnet og selve København ligger lige for enden af bakken og resten af verden er ikke længere væk end hovedbanen eller Kastrup.
Da jeg flyttede ud i Forstaden, var det tvunget af de omstændigheder, at Hr. F ejede en lejlighed købt i bedre tider. Jeg syntes, det var ligesom at kommer ud i den 3. dimention og at busturen tog for evigt (hvilket den også gør, men nu har jeg lært at cykle). Jeg græd lidt over at forlade brokvarterene og deres puls. Det var hæsligt at skulle bo i take away-fri zone midt mellem villaer, volvoer og børnefamilier. Men som I ved, ændrer tiderne sig nu hører vi selv til over i familieafdelingen og er blevet så gamle, at vi ikke altid synes at take away er prisen værd.
Mit liv har flyttet sig og min selvopfattelse er flyttet med. Nu er jeg sådan en der bor i Forstaden og oven i købet synes, det er lidt smart!

Drømmegrunden er jo solgt til nogen andre, der bygge rækkehuse. Men de er solgt (lynhurtigt) og lige en tand for dyre til os. Alt andet i Forstaden er også lige en tand for dyrt. Så hvis vi vil have et hus, er vi nok nød til at rykke til en anden Forstad. Det har vi ikke lyst til, men vi har heller ikke lyst til at skulle spise havdregrød hver eneste dag de næste 10 år.
Derfor spøger Fødeøen og Barndomsbyen nu igen. Der kan vi få flere kvm til meget færre penge, og nu er der måske en mulighed for at købe huset, der ligger lige ved siden af mit barnsdomshjem. Det trækker! Det trækker fordi, det ligger dejligt, i et godt kvarter, med fin legeplads, god skole og tæt på alting i Barndomsbyen. Det trækker, fordi det er tæt på morfar, altså rigtigt tæt, han bor jo på den anden side af væggen. Farmor bor tæt på, farfar det samme. Ligesom fastre og onkler er inden for rækkevidde. Selve byen ligger i gåafstand (også banegården så hr. F ville kunne pendle). Vi ville have råd til at købe en bil (hvilket aldrig vil komme på tale, hvis vi køber et hus i Forstaden), vi ville have overskud til ,at jeg i en periode kunne arbejde mindre og have tid med børnene og til at holde huset. Ligesom vi ville have familie tæt på til at hente/bringe/passe, hvis der var noget arbejde, der hev lidt ekstra. Der ER en biograf, en cafe, en gågade, en sportsklub, en bar og torvedage. Der er lige præcis én af hver. Jeg ved, at det gode barneliv er lige om hjørnet, muligheden for venner er på den anden side af gaden og at både Hr. F og jeg er gode til at være glade, der hvor vi vælger at være.
I en periode inden vi fik Svesken, længtes jeg hjem til Barndomsbyen og efter min familie. Selv om jeg glæder mig til at se familien og nyder deres selskab, er min familie nu Hr. F og egne rollinger, mens min far, søster, svoger og nevøer, som før var kernen er rykket en tand ud.
Nu er jeg glad for at bo lige her i forstaden, jeg elsker tanken om at København er til min rådighed og jeg bilder mig ind at jeg bruger byen. Men sandheden er nok, at jeg mest sidder i Forstaden godt placeret i min sofa og nyder tanken om alt det, jeg kan gøre i morgen.

Hvis vi vælger Barndomsbyen ligger den for vores fødder, ALT er i gåafstand eller kan nås på cykel inden for 20 min. Vi får familien ind i vores hverdag og vi vælger et stort økonomisk frirum. Men vi vælger også, at det er nok med Én af hver og at vi skal rejse efter mange koncerter, udstillinger og venner.
Vælger vi Forstaden vælger vi trygheden i flere jobmuligheder, vores venner og det liv vi har med dem nu. Vi vælger muligheden for spontane kulturture. Men vi fravælger et større økonomisk råderum, som eks giver overskud til bil, rejser, knækkede tænder og nye vaskemaskiner.

Jeg kan ikke finde ud af at mærke efter, og det jeg kan kan mærke, stoler jeg ikke på. For jeg var drøn ked af at flytte herud i sin tid og nu elsker jeg det, fordi mit liv har ændret sig. Det samme kan jo gøre sig gældende for Barndomsbyen. Den ændrer sig ikke og grundende til at jeg flyttede fra den i sin tid, er der endnu. Men jeg er en anden, mine behov har ændret sig og jeg må jo indse at jeg ikke kan forudse alting.

Det hele kan vist koges ned til spørgsmålet om man bliver lykkelig af økonomisk frirum, eller mere lykkelig af at have en hverdag tæt på de ting man tror, man har brug for,

torsdag den 18. juli 2013

Feriefamleri

Ja, der er gået sommerferie i den. Hr. F holder fri fra arbejde og solen skinner. Scenen er sat for en gedigen omgang sommerlykke.

Vi har brugt en uge i noget Danland, som på papiret var rigtigt fint, men som i virkeligheden skulle deles med lidt for mange andre mennesker. Det hjalp heller ikke rigtigt, at vores ferielejlighed var på 2. sal uden elevator eller mulighed for at stille barnevognen nede og at sofaen tilsyneladende hvæsede støv ud fra 70'erne, som fik alle mand til at nyse i takt.

Bagefter stod det på en uge i en meget lille campingvogn på den helt forkerte plads (noget med, at Ved Diget er et vejnavn og ikke ved diget). Campingvognen overraskede ved at være fantastisk, da vi fik dosseret vores antihistaminer og naboerne med den store bashøjtaler tog hjem.
Den 5 stjernede campingplads levede op til alle stjerner med minigolf (som vi ikke fik spillet), børnebadværet med små badekar på borde (som vi fik brugt) og en legeplads med hoppeborg (som vi i den grad fik brugt). Vi har overtalt min far til ikke at sælge campingvogen endnu, og må nok indskrive os i historien som campister efter at have famlet efter vores ferieform. Eller i hvertfald når vejret er så godt, som det har været de sidste par uger. Men hey ferie er jo aldrig rigtig sjovt med dårligt vejr.

Vi har råhygget os på Fødeøen, hvor ferie har den fordel, at familie valfarter for at besøge os. Ungerne er blevet gennemforkælede, det samme gælder for os voksne. Det har også sin fordel at afslutte ferie, ved at frekventere morfars all inclusive resort, hvor der er wifi, børnepasning og livretter på menuen hver dag, og hvor ens tøj bliver vaske og tørret, så vi kan returnere til Forstaden med rent tøj, røde kinder og fyldt med gode oplevelser.   

De næste par dage skal bruges på at flade ud i sofaen til Tour de France, mens vi fordøjer ferieminde. Jeg skal have lavet en fotobog til Svesken, hun kan have med, når hun skal starter i børnehaven, hvor der er billeder af hele familien, vores tur i zoo, hende ridetur på verdens mindste pony, hoppeborgen hun sled gevaldigt, hende der plukker jordbær med morfar og alt det andet hun har oplevet på vores ferie i år.



torsdag den 27. juni 2013

En umulig opgave

I fredags var der arbejdsdags i Sveskens vugger. Det er et ret hyggeligt koncept, hvor børnenes forældre kommer og i fællesskab får gjort de ting, ingen når til hverdag. Bag efter er der fællesspisning og mulighed for lige at snakke lidt med podernes venners forældre. Idéen er ret god, synes jeg. I praksis er det bare umuligt at arbejde med fredagstræt barn om anklen og baby på armen.
Jeg var på 'sy tylskørte til vuggestuen'-opgaven, hvilket burde være overkommeligt, da det primær er at sy ligeud. Men min makkers baby, der er så stor at han kan sidde, væltede og slog sin pande, og et par meget søde og nysgerrig tvillinger, der går i børnehaven, var ret ihærdige i deres undersøgen af trykfoden. Derfor endte det med, at jeg tog ca. ligeså meget usyet tyl med hjem, som jeg havde taget med til at starte med.

Jeg har fået syet de sidste tylskørte, der stod på mit balkort. Det tog præcis 1 time, som Alfen var så sød at sove væk, og jeg syntes det var dejligt at få gang i symaskinen og er kommet i tanke om, hvorfor jeg har brugt et helt år af mit liv på syskole.

Tylskørte in spe

Tylskørterne er afleveret til vuggestuen som så i retur har givet mig Svesken. Hun skal nemlig starte i børnehaven (i samme hus) efter vores ferie. Det er ikke gået op for hende, at det er et stort skift. Jeg er faktisk ikke sikker på, at hun har opfattet at det er skift og derfor er jeg ret spændt på hvordan hun oplever det. Heldigvis kommer bedsteveninden hjem fra ferie og starter på samme stue ugen efter.
I anledning af sidste dig har Svesken delt ud i vuggeren og jeg har bygget et frugtsvin, som tilsyneladende var et stort hit. Jeg undlod at sætte chokoladekringler og skumfiduser på, selv om jeg nok ville have foretrukket det. Men jeg ved, der næsten er Østerbroske tilstande i vuggeren, og der er ingen grund til at være den, der introducere andre børn til slik.
Jeg blev ret godt tilfreds med min grillspyd i vandmelonkreation, så I får sgu lige et flot foto af den her (ja, det har været vist på instagram allerede).

Flot frugtsvin

onsdag den 19. juni 2013

Sæbebobler

 Jeg ved godt, at jeg er et stykke inde i 30'erne, men jeg synes sæbebobler er fantastiske og mit sommebudget indeholde en seperat post til sæbeboble vand i litervis.
Vi er så heldige at bo i opgang med én, der har gode kontakter over i trylleland og derfor er i stand til at skaffe det virkelig gode sæbeboblevand i rå mængder. Derfor laver vi sæbebobler i en god størrelse.



Svesken øver sig også i store bobler


mandag den 10. juni 2013

Lidt om det hele

Jeg brugte sidste uge på at være småsyg med svimmelhed som bonus. Det er ikke så let at skrive, når man har det, som om man har kørt mere end 10 gange i noget højhastighedskarrusel med guldøl i blodet. Men nu er ørheden på retur og overskuddet vender så småt tilbage.

Jeg fik skrevet den der mega angstprovokerende artikel, med hjælp fra en rigtig god veninde, der styrede tasterne, mens jeg sad ved siden af og fyrede pointer af. Jeg elsker at arbejde sammen med andre. Det er altså toppen, når der sådan opstår noget, der er bedre, end det man kan lave hver for sig.

Weekenden forsvandt lynhurtigt. Lørdag var børnene og jeg på udflugt. Jeg kan melde, at det tager tager ca. 2 timer fra dør til dør. Hvis vi skal på besøg i Jersie vha. offentlig trafik. Det var lige lidt længere end jeg havde forestillet mig. Heldigvis synes Svesken, at bus og tog er ret så sejt, så hun tog det hele i stiv arm og fik sig en på opleveren.
Søndagen brugte vi sammen med de andre i huset til arbejdsdag. Hvor der blev ryddet ud i kælderen, malet stakit og grillet til den helt store guldmedalje. Lige så meget som jeg drømmer om mit eget hus, lige så meget ved jeg, at jeg kommer til at savne de fantastiske mennesker, vi deler opgang og have med.

Idag er det så Svesken, som er småsyg, hun sidder i et hjørne af sofaen med sin dyne og sut og stener Ramasjang. Der er ingen appetit og energiniveauet svinger gevaldigt mellem helt flad og 'Nu vil jeg godt over i vuggestuen mor'.

Jeg har ryddet lidt op. Seriøst mand, vi kunne jo rydde op i døgndrift og her ville alligvel aldrig se ordenligt ud. Nu skal jeg lige lede efter en reol til haven og kigge på mit tøjskab, der har kastet op på gulvet inden Alfen slår øjnene op og skal synges for og dikkes.

mandag den 3. juni 2013

At rejse er at leve

Var det ikke H.C. Andersen, der sagde: 'At rejse er at leve'?

Jeg har aldrig været overdrevet vild med at rejse. Når jeg alligevel jævnligt har vovet mig væk fra hjemmet med kuffertene fyldte, har det altid været til steder med asfalt og huse. Det der med strand, back pak og lokale dræbermyg har aldrig rigtig været min ting.
Jeg er derfor meget glad for, at Hr. F gerne følger mig rundt til storbyer og lader sin jungledrømme blive i baghovedet.

Da vi lige var blevet kærester drømte vi om et road trip i USA, så da Hr. F friede var det helt naturligt at blive gift i Las Vegas og bagefter turnere rundt i staterne i en lejet bil.

Det er uden tvivl den bedste rejse, jeg nogen sinde har været på. Alt i Las Vegas er en oplevelse, selv det at stå i kø på kommunekontoret til udlevering af ægteskabspapirene var sjovt. Alle par i køen matchede hinanden og vi fik os en snak med det andet danske par, som også skulle giftes den dag.
På the Strip lod vi os betage af springvandet med det svulstige musik, jeg kiggede på diamanter i Tiffaneys i One Mile Mall og Hr. F brugtes temmelig lang tid på at savle over et overdrevent chokoladevandfald i foyeren på et af de gigantiske hoteller.

Brylluppet var helt klassisk Vegas style med Elvis på valium som ceremonimester, mig i sort med pailletter og manden i elfenbensfarvet tux. Vielsen blev transmitteret live via internettet hjem til venner og famile, som rundt i verdens sad og drak champagne, mens vi twistede os igennem brudevalsen.
Efterfølgende spiste vi bryllupsmiddag i den roterende restaurent øverst i Stratosphere Tower, vandt 50 $ i en enarmet Elvis maskine og købte souvenires af en dejlig, kinesisk dame, der insisterede på det åbenlyse, nemlig at Hr. F er 'Tall and handsome'.

Det der skulle have været en forrygende bryllupsnat, blev en fuser. Da Hr. F måtte løbe ud af elevatoren og stæse ned ad gangen for at nå toilettet i tide, inden en ondsindet virus fik ram på ham. Så jeg blev ikke engang båret ind over dørtrinnet, men må tøffe over selv. Dagene efter vores vielse foregik på langs i den bronzefarvet hotelsuite med febersvedende ægtemand ved min siden, mens jeg nød godt af det gigantiske TV, der var placeret over for sengen i soveværelset. CSI er bare lidt mere spændende, når man befinder sig i samme by som Grissom, Sara Sidle og Warrick Brown.

Næste gang vi skal ud og rejse langt, går turen nok til noget mere børnevenligt. Jeg forestiller mig noget all inklusive i Sydeuropa, muligvis i Alcudia, hvor der trods alt er en middelalderby med nogle gamle huse, til at trøste arkitekten i mig.

Det her blogindlæg har jeg sendt til Spies Rejser i håb om at vinde gavekortet på de 10.000 kr.. Selv om jeg godt ved, at mine changer er små, når jeg bl.a. er oppe i mod Maria og Superheltemor

mandag den 27. maj 2013

Hæklet tæppe

Mens min skriveblokering koncentrer sig om at dræne mig for ord, er en anden del af hjernen gået i selvsving. Jeg er fyldt med idéer, og jeg skal virkelig beherske mig for ikke at købe mig fattig i materialer til projekter, som kommer til at ligge længe i vores lejlighed, fordi baby og alt muligt andet også kræver sit.

Jeg har lovet Hr. F ikke at gå i gang med eller købe ind til flere projekter, før jeg får færdiggjort nogle andre ting. Bl.a Et granny stripes tæppe til Svesken, et hule-opgæng til sansegyngen og nogle andre småting jeg også barsler med.

Men jeg da jeg Jeanattes helt fantastisk Hav & Hyben tæppe blev jeg så betaget, at jeg var nød til at lave en skitse til mig eget hæklede tæppe.


Det er lidt sjovt for hvor meget sammenhæklingsfarvet påvirker resten af tæppet.

Så må vi se hvor hurtigt jeg kan få fikset de andre ting. Ellers overvejer jeg om jeg kan overtale Hr. F's mormor til at hækle lapper. Jeg ved at hun er glad for at hækle og at hun lige nu hækler sprutter.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...