onsdag den 26. december 2012

Det er bedst med problemer

Jeg er ikke specielt dyb eller særlig filosofisk anlagt. Men jeg lider af tankemylder, på en måde der gør, at jeg har virkelig svært ved at slukke for alle: 'Hvad nu hvisserne' der findes.

Jeg brugte en stor del af sidste uge på at seriøst overveje, om jeg skulle holde fri, beder Hr. F om det samme og holde Svesken hjemme fra vugger den 21. dec. så vi kunne være sammen, hvis jorden faktisk skulle gå under.

På samme måde, kan jeg som alle andre mødre bliver enormt ramt af tanker om, at mit barn måske ikke bliver lykkelig og harmonisk. Og så er der lige alle de der spekulationer om at jorden langsomt er ved at dø, at ingen i fremtiden kan få børn og generelle katastrofetanker.
Hr. F er ikke til nogen hjælp, han spekulerer ikke over uløselige problemer og ting han ikke har indflydelse på, og kan derfor ikke rigtig forstå, eller hjælpe mig med det.

Heldigvis er der ikke noget som en god familiejul til at distrahere mig fra de universelle katastrofer og flytte fokus over på de mere jordnære ting. Fordi summen af spekulationer tilsyneladende er den samme, kan jeg virkelig godt værdsætte en omgang af alt det andre frygter ved julen.

Jeg håber, I andre også har haft en dejlig jul.

lørdag den 22. december 2012

Juletraumet

Hvis I ikke allerede er stødt på juletrauma-bloggen, så er I gået glip af noget interessant læsning. Jeg har fået æren af at være årets light trauma. http://bit.ly/UkKnBu (ja hvordan linker jeg fra tlf?)

Læs de andre fortællinger om forventninger, hjertesorger og ituslåede lamper. De giver stof til eftertanke og en lille smule ondt i maven.



- Fra telefonen!

torsdag den 20. december 2012

Juleræset

Normaltvis synes jeg ikke, juleræset er noget ræs. Det skyldes mange ting bl.a. at jeg ikke rigtig har nogle meget stramme traditioner, der kræver noget af mig. Det skyldes også, at min storesøster ikke har indset, at jeg er over 30 og derfor altid har klaret temmelig meget af ræse-delen for mig.

I år er der fem gaver på min liste, jeg har udliciteret to af gaverne, og så er der kun tre tilbage jeg selv skal sørger for. Tre gaver, det er da overkommeligt. Hvis ikke lige det var fordi jeg har været syg i freaking fjorten dage af dec. og derfor er fjorten dage bagud med ALT. Fjorten dage bagud med oprydning, vasketøj og andre huslige pligter. Fjorten bagud med arbejde, hvilket er ret kritisk, da der lige er nogle småting der skal fikses inden der der barsel. Og fjorten dage bagud med jule-relateret-halløj.

I et, muligvis feberelateret, naivt øjeblik sidst på eftermiddagen besluttede jeg mig for, at jeg da lige kunne klare mine ærinde i Magasin. Frisk og med hjernen indstillet på 'lidt kø slår ingen af hesten' hoppede jeg glad på cykelen i forventning om at julegaverne var klaret på et øjeblik nede på Kongens Nytorv.
Men som den opmærksomme læser nok kan regne ud, så var det ikke tilfældet. Et splitsekund efter jeg var tråd i varmen indså jeg min fejl. Jeg lavede en U-vending og var ude derfra ganske hurtigt, men med uforløst sag.

Nu er det den 20. dec og netshopping er vist ikke aktuelt, så for en gangs skyld må jeg nok melde mig i horderne af stressede mænd, der panikshopper den 23. dec ca. kl 19:30. Så når I andre snydestarter på konfekt og ser romantisk julefilm, så send mig gerne noget lækkert gavekarma, så jeg kan klare køerne, svedeturene og de skide tre gaver uden at få et nervøst sammenbrud (eller føde i køkkenafdelingen)

tirsdag den 18. december 2012

Kønsidentitet

Blogland er fyldt med dejlige og inspirerende mennesker. Både Hr. F og jeg har blog-bliv-min-ven-crush på flere dejlige mennesker. f.eks Anne.
Her jo også fyldt med modige mennesker, som gør sig nogle helt andre tanker om deres liv, end jeg har om mit über-ordinere-forstadsliv. Jeg læser med stor interesse med hos Den her mor til et barn med kønsidentitetsforstyrrelse og Jacobine som beskriver sig selv, som en gravko med sløjfer. Begge blogs handler om kønsidentitet, og er kilde til, at jeg bliver lidt klogere, både på verden og på mig selv.

Som udgangspunkt har jeg ikke spekuleret over min kønsidentitet, eller mit køn i det hele taget. Jeg har gransket min hukommelse og de eneste tidspunkter i mit liv jeg kan komme i tanke om, jeg har gjort mig tanker om mit køn, har været i forbindelse med min seksualitet og formering. Altså når jeg har skulle benytte understellet.
I den forbindelse har jeg selvfølgelig gjort mig tanker om omverdenens respons på mig som kvinde. Her snakker vi primært de mænd, jeg har været tiltrukket af og de mænd som sidder på alle chefposterne i min branche.

Derfor skal jeg også indrømme, at det i den grad kommer bag på mig, at der findes mennesker som havfrue-barnet, der starter deres liv med at spekulere på køn. Ikke mindst at nogen når frem til, at deres biologiske køn ikke stemmer (helt) overens med deres mentale køn.
Altså det er jo ikke første gang, jeg høre om transseksuelle, trannies, transvistitter og dem der ligger derimellem. Men første gang jeg 'hører' dem tænke i længere tid end en sensationsindlæg i Tv-nyhederne.

... og nu kommer der så lidt pointe, nemlig at jeg brugt uforholdsmæssigt meget tid på at spekulere over Sveskens køn. Fordi hun er jo en pige, og hun kom, som resultat af det wake up call jeg fik i forbindelse med mit eget køn. Nemlig det at alle andre går meget op i, at kvinder skal på barsel, og derfor er dårlig arbejdskraft - bare fordi de er kvinder.

Så jeg har gjort mange tanker om, hvordan jeg medvirker til at undgå, at Sveskens identitet ligger i, at hun er en yndig lille prinsessepige. For tænk nu hvis hun glemmer at være alsidig og dermed går glip af en mulighed for at være lykkelig. Tænk nu hvis hun bliver sat i bås, fordi hun ser ud på en bestemt måde og verden derfor forventer nogle helt bestemte ting af hende, og hun dermed selv kommer til at forventer de samme ting, og derfor ikke bliver lykkelig.

Jeg har derfor glædet mig over, at hun er glad for sin skruemaskine, sine duploklodser og sit brio-tog, på lige fod med dukken, perlerne og det at hjælpe i køkkenet.
Jeg har glædet mig over at hun var ligeglad med det tøj vi gav hende på, lige ind til i morges, hvor hun insisterede på at få kjole på.
I morges blev jeg så glad over, at hun selv valgte. Hendes valg ligger pt. ikke helt op af de valg jeg gør for mig selv. Min fysiske fremtoning ligger vist den ende af dame-skalen, man kan kalde for grå og museagtig. Vi snakke ingen make up, fladt ufarvet hår, tøj i sort, grå og navy og meget flade sko.
Men det med at være mor, handler vist om at se og anderkende sine børn, også når man ikke kan forstå, være enige eller identificere sig med deres valg.

Derfor er det vist lidt tosset, at jeg har brugt så meget tid på at spekulere over Sveskens køn. For nu har jeg lært, at man kønsmæssigt er, hvem man er fra starten. Jeg er selv, som jeg altid har været: en ufeminin kvinde, Havefruen er hvad hun altid har været: en pige i drengekrop og Jacobine er stadig: en gravko med sløjfe og uforskammede lækre ben.
Men at det ikke er det vigtigste hos os. Vi er nemlig alle sammen hele mennsker med flere facetter og vindende personligheder, som er det verden skal se.

Dermed ikke sagt, at jeg fra nu vil stoppe med at gøre mig umage med ikke at lade køn spille en rolle i, hvordan jeg møde og opfatter mennesker. Jeg går ind for ligestilling, forstået på den måde, at der skal være plads til superfeminine kvinder og over-macho mænd og alle de variationer, der ligger derimellem. Og at det jeg håber på at møde hos andre, er deres personlighed mere end deres placering i kønsspekteret.

Hvis nogen når helt herned i tankestrømmen er jeg imponeret ...

Fru F - der har tankemylder.

onsdag den 12. december 2012

Fladmast

Jeg er i forvejen ikke vild med at være gravid. Det indebærer ligesom for meget usikkerhed og ventetid. For ikke at tale om en krop, der ikke er min egen og trætheden. Faktisk er det værste trætheden, som langsomt slår mig ihjel og gør mig til sure-kone, sure-mor og sure-prut.

Men den her graviditet er ligesom kombineret med isvinter, vuggestuens evige forsyninger af hårdføre baksiller og nogle usædvanlig sarte slimhinder, der mener, at kronisk bihulebetændelse er det nye sort. Så ud over den alm. gravidtetstræthed kan min krop også præstere noget snot-træthed, der ikke efterlader meget overskud til noget som helst andet end at lægge armene vredt over kors og hive mundvigerne nedad.

Sådan en omgang underskud er ikke til at have med at gøre. Slet ikke for den stakkels Sveske, som har været prisgivet til at være sammen med minus-mor hele dagen.

Nu venter vi på Hr. F kommer hjem og redder os fra hinanden og al den slattenhed vi har fået samlet samme i dagens løb.

søndag den 9. december 2012

Kom gæster, kom glad.

Det bliver jævnligt nævnt her på bloggen, at vi er nogle værre rodehoveder uden ordenssans. Jeg er af den overbevisning, at det klart må skyldes de utrolig få kvadratmeter, vi er i besiddelse af. Men realiteterne er nok nærmere noget i retning af, at vi er dovne ikke prioriterer oprydning.
Men det sker trods alt, at her bliver ryddet op, primært i forbindelse med besøg af gæster. Jeg er nemlig lige dele forfængelig og bange for at folk bliver syge*.

Det er lang tid siden, vi har haft bund i rodet. Det skylde forberedelserne til Alfebabyen, men også at vi har haft andre planer de sidste mange weekender, som ellers er der, hvor vi lige giver oprydningen en lille skalle.
Vi ville heller ikke have fået ryddet op i den her weekend, hvis ikke det var fordi vores eftermiddags-æbleskive-date lige havde og inviteret sig selv herhjem, fordi hendes mand er syg. Nu har jeg endelig en god anledning til at få måsen op af sofaen og sat i gang i tornadoen, sådan gulvet kan dukke frem fra bunkerne, lokummet kan kigge noget desinficerende middel i øjenene og opvasken kan sluge det beskidte service.
Det er godt med gæster, for det er faktisk ikke så dumt med en stue, hvor møblerne kan ses i modsætning til normalt, hvor vi skal vide, hvorhenne stolene er, for at kunne få sat os ned.


*Ja jeg sprittede alle håndtag og flader af, inden jeg fik besøg af mødregruppen første gang, i angst over at nogle skulle være mindre immun over for de baksiller, der bo i paladset end vi selv er.

torsdag den 6. december 2012

Barn nr. 2

Det der med at få barn nr. 2 - når man bor på 50 m2 i et overflodsamfund, hvor enhver husstand naturligt tæller flere reoler med bøger, forskelligt slags gavepapir til højtiderne og kopper fra 7 forskellige stel, for ikke at tale om mere legetøj end der var på en god stue i 80'ernes børnehave - er ikke så let.

Ikke fordi barn nr. 2 fylder særligt meget til at starte med, når man arbejder med princippet om, at babyer kun har brug for mad og kærlighed.
Men altså vi er stadig ude i noget seriøst omrokering og for mit vedkommende prioritering af, hvad jeg gerne vil have plads til. Hvor opbevarer I andre eks. fnugruller, ekstra opladere, gavebånd og borermaskiner? Jeg mener, det er jo ikke noget vi har brug for hvér dag, nok hellere ikke hver uge, men det er jo helt sikkert, at vi får brug for alle de ting igen.

Jeg har ikke nogen rigtigt gode løsninger, så jeg benytter mig meget af den forfærdenlige teknik 'stabler langs væggene' og noterer mig, at hvis vi skal flytte herfra, skal det meget gerne være til et sted, med så meget plads, at der eks. kan være en kommode i gangen med plads til vanter, fnugruller, ekstranøgler, cykellygter og reflekser, ved side af det klæderskab, der kan indeholde alle de regnjakker, vinterfrakken og stiletter, vi heller ikke bruger til hverdag. Ligesom der også meget gerne må være en gildesal med plads til lagerreoler, fyldt med plastikkasser med gammelt babytøj, julepynt og værktøjskasser.

Alternativt, må jeg lære noget simply living, begynde at smide mere ud og holde på med at have den her slags luksusproblemer.

tirsdag den 4. december 2012

Jeg kan ikke lide sne

Så. Nu har jeg sagt det, jeg kan ikke lide sne. Jeg kan lide det så lidt, at jeg har brudt min positivitetspolitik om altid at give et godt alternativ. Det kunne eks. være 'Jeg kan bedre lide tørvejr', men når nu sandheden er, at jeg bare virkelig ikke kan lide sne, så siger jeg det, på trods af der nok er en god mulighed for at blive halshugget af alle de snebegejstrede mennesker der findes her i blogland.

Sne er en manifestation af ondskab: kombineret vådhed og kulde er bare ikke noget, der gør det for mig. Nuvel sne er pænt, men kun lige i det øjeblik det falder. Øjeblikket efter er det jo brugt sne, fordi nogen har hoppet i det, pisset på det eller kørt i det. Det værste sne er den, der ligger sig på vejene.

Jeg kan ikke huske nogen sinde at have været glad for sne, også som barn syntes jeg, konceptet var ret overvurderet, og ikke mindst fyldt med farer som sneboldkamp og dødskørsel på kælk. Nu som voksen kan jeg ikke kaste andet end irritation (og i øjeblikket hormonel forurettelse) i puljen over, at der ligge sne på de ufarbare cykelstier, jeg bliver ramt i fjæset af våde iskrystaller og at det tilsyneladende slet ikke er socialt accepteret at være uvild med sne.

PS Sveskens far er vild med sne, og skal nok sørge for, at hun får de kælketure, vaskere (eller sul som det rigtigt hedder) og snemænd hun fortjener.

søndag den 2. december 2012

Jeg overlevede ...

Jeg har brugt dagen i et kantinelandskab i en anden forstad på Hr. F's arbejde til familie juletamtam. Endeløse rækker af bordgrupper og guirlander placeret på musegråt nålefilt dannede rammerne om en klippe/klister-julehygge dag med perpernødder, glögg og æbleskiver nok til, at ingen behøver at gå sultedøden i møde den her vinter.

Der var både julemand, sanglege og godteposer. Men for Svesken var dagens højdepunkt, da hun blev udstyret med en kæmpe gave indeholdende en dukkeklapvogn og en høj dukkestol.
Forinde havde der været krise af den uskønne slags, hvor de små mundviger vendte gevaldigt nedad og tårene trillede over kinderne. I første omgang havde hun nemlig fået gaven til tumlinge (som var en plastikhund med 30 melodier og blinkende pletter). Hunden var sjov, indtil hun spottede de store pigers gave. Herefter gik hun målrettet efter nabobordets dukkegaver, de store piger var ikke indstillet på at opgive deres fine høst og Svesken var ikke indstillet på at tage til takke med plastikhunden.
Heldigvis var gaveboden fleksibel og havde en ekstra klapvogn, så vi byttede hunden til det værste lyserøde skrammel, der nogen sinde har været inde for døren her i huset. Men ungen er begejstret, hun promenerede stolt kantinen rundt i store runder med sin klapvogn og kørte dukken rundt herhjemme også (stakkels underbo altså, må nok lige finde en løsning med tidsbegrænsning eller noget på den klapper). Nu sover hun og jeg sidder her i sofaen med granatchok over juletamtam og lyserød dukkeskrammel, jeg ellers har afværget de sidste par år, men jeg overlevede dagen ...

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...