fredag den 27. februar 2015

Fredag i Forstaden: Vacciner, forårsklargøring og musik TV

Jeg har været ved læge med ællingerne for at få dem vaccineret. Vi følger det almindelige program, men har været temmelig meget bagud med dem begge pga. sygdom og arbejdsstress. Men nu er de (næsten) opdateret.

Alfen blev stukket én gang, fik bukser på, og så hev vi dem af ham for at stikke igen. Han var forståeligt nok rystet og ikke særligt interesseret i at tale mere med den ellers meget søde sygeplejeske.
Svesken skulle ind til lægen og var så dygtigt til at svare og blive lyttet på. Hun var også rigtig god til at blive stukket. Hun valgte selv plaster og panikkede ikke, til trods for at hun havde set Alfen blive stukket lige inden. De blev begge gode igen, da jeg stak dem en chokoladebolle til deling, mens jeg beroligede Hr. F pr. telefon med, at ingen af hans børn havde lidt alvorlig overlast.

På vej hjem rundede vi apoteket for at købe et par småting. Alfen kørte charme af på en pæn ældre herre på stolen ved siden af, men smilede blegnede temmelig meget da han fik øje på endnu en dame i hvid kittel. 'NEJ, ikke!' var det eneste lille kunne fremstamme med et trist lille ansigt. De søde apotekere lod vær med at stikke i ungen og var så flinke at sikre sig, at vi havde panodil. Vi stak også snuden inden for i Tiger-butikken, fordi de havde spirerbakke, fiberpotter og grønsagsfrø. Så nu er vi også næsten klar til forårssæsonen i Forstadshaven. Jeg glæder mig som et overstadigt lille barn, til at vejret bliver lige lidt mere stabilt (eller til jeg får noget varmere tøj til haven), så jeg rigtig kan gå i gang med at gøre klar til alle de blomster og sager, vi skal have derude.

Nu er jeg endt i sofaen og jeg troede aldrig, at jeg skulle synes, at X Factor feltet faktisk var stærkt, men jeg synes sgu de gør godt alle sammen i år. Jeg kan stadig ikke holde ud at se afgørelse, så jeg er endt på den kanal der viser Britts Awards. Jeg er opløftet over hvor høje pander de to værter har, den slags æggehoveder ser man ikke så tit. Ligeså glad jeg er for de høje pande, lige så trist er jeg over, at se Simon Cowell, som jeg elsker, uden en eneste folde i fjæset. Manden var jo ude af stand til at smile, det kan umuligt være godt for spejlneuronerne og empaticenteret.

Kim Kardashian er der også, hun er sgu godt modeleret og Take That laver et flot Melodi Grand Prix show med ild og dansere.

Kom ikke at sige at fredag i Forstaden ikke er ophidsende.



onsdag den 25. februar 2015

Kan han ikke bare blandet sig uden om?

Efter en kæmpe indsats fra Hr. F er vi ved at nå til indretningsfasen af Enfamiliehuset. Ja, vi har boet her et år på søndag. Nej, vi rykker ikke forbandet hurtigt.

Jeg går ikke helt vildt meget op i indretning, til dels fordi jeg ikke har de økonomiske midler til at få det præcis som jeg vil have det, tildels fordi jeg går mere op i funktionalitet end nips. Men jeg går alligevel nok op i det til at have et ret nøjagtig idé om, hvad jeg gerne vil have.Vi har længe fordelt rollerne således at Hr. F tog sig af de ting med ledninger og så bestemte jeg resten. Men nu har han groet en mening. Det er altså lidt træls, fordi jeg ligesom var vant til, at det var mit enemærke og til dels fordi han overhovedet ikke er enig med mig vedrørende placering af møbler osv. Det hjælper heller ikke på det, at vi drøfter noget og bliver nogenlunde enige, inden det går op for os, at vi har talt totalt forbi hinanden og hver især er blevet enige om det, vi nu synes er rigtigt.

Når jeg fortæller mine veninder og andre om, at han har en mening er responsen: 'Ej, men kan han da ikke bare blande sig uden om?' og nej det kan han ikke, for han er the muscle og bedre med en boremaskinen end jeg er. Så jeg har brug for hans hjælp, hvis ikke der skal være alt for mange ridser i gulvene efter sofaer, der bliver skubbet rundt eller alt for store huller, i de helt nymalede vægge efter en løbsk borermaskine og fejlvalgte raw plugs.

Nu er vi nok ude i nogle prøveopstillinger, for at teste om det er den ene eller anden måde, det skal være på. Måske jeg får en rigtig god designidé, der kan løse problematikken omkring et for lavt vindue, behov for gulvplads og et aktivitesbord, der kan bruges af både børn og voksne. Måske den idé kom lige nu? Så må vi se om Hr. F orker endnu et af mine projekter.

søndag den 22. februar 2015

Fødseldag og mod

Alfen blev 2 år i fredags. Han blev fejret med ubegrænsede mængde blåbær, fødselsdagsange og lego. Lørdag kom den pukkelryggede forbi og begavede barnet yderligere. Han fik bolde, bøger om tog og temmelig mange penge, der skal bruges på en trampolin og et legehus til haven. Så kan man vist godt sige at forstadsidyllen er fuldendt.
Vi gav ham Plufsig og PS 2014 Balancebænk. Der bliver slået kolbøtter og gået på line som aldrig før og jeg håber, at min mission om, at give mine børn god og sund kropsforståelse lykkes. Jeg håber i hvertfald ikke, de ender med lige slap mummi-figur som jeg har.

Alfen er skide sjov i øjeblikket fordi sproget og forståelse blomstre, vi kan pludselig se, hvilket fantastisk lille personlighed der gemme sig inden bag gluggerne. Han har virkelig god humor og laver løjer med os, når han kan slippe afsted med det. Ordet 'ånsku' er kommet i ordforrådet og bliver flittigt brugt, når han har sparket eller nevet eller givet os en med hammeren 'BANG!'. Det er altid efterfulgt af 'k'ammer' og to små arme, der lægger sig om halsen på en.

To år er sgu ret stort, og nu er der virkelig ikke mere baby tilbage, i stedet har vi en lille dreng med fuld fart på.

Ellers har jeg brug tiden på selv at være modig. Når man nu presser sin børn til at prøve noget nyt en gang imellem i udviklingens hellelige navn, er det nok en meget god idé at presse sig selv lidt også.

Derfor har jeg været i gang med at købe afskårne blomster og arrangerer dem i en let henslængt buket eller to. Den slags er sværere end det ser ud og jeg har det stadig ikke helt afslappet med hverken de afskårne blomster eller resultatet.

Jeg har også ladet kiropraktoren sætte akupunkturnåle i mig. Jeg fik kun lidt metalsmag i munden og temmelig svedige håndflader. Men det gjorde faktisk næsten ikke ondt og min krop har mega optur over det og vil gerne have flere nåle. Det skal hjerne lige arbejde lidt med.

I dag har vi så været overmodige. Alfen har været temmelig uklippet og haft lækkert hockyhår. Han er bare udstyret med hele to hvivler øverst på hovedet. De drejer hver sin vej og fjerne derved alt håret fra toppen af issen derved opstår der et vist 'måne-look'. Det går jo ikke, at lade ham se skaldet ud, så vi tog en rask beslutning om at give ham med den længste indstilling på trimmeren.
Det kan jeg ikke anbefale. Han blev utålmodig efter 2/3 klipning og så blev han træt. Derfor havde han en superfuncky frisure et par timer i eftermiddags, inden Hr. F slæbte ham med til Salon Bali, hvor de bestak ham med småkager. Jeg kan heller ikke rigtig anbefale en nødklipning hos en frisør, der klipper kort hår, meget kort over det hele. Jeg synes den stakkels Alf ligner en bøv. Heldigvis vokser det ud igen, og jeg håber, at han kan få noget gryden om et lille halvt års tid.  indtil da vil jeg forsøg ikke at græde alt for meget over spildt hår.

mandag den 16. februar 2015

Mad-modig

Svesken har altid være småt spisende og så er hun inde i en periode, hvor hun slide mad op. I lang tid var avokadoer det eneste der duede, så var det snackpølser, bagefter var det makral i tomat. Når hun er færdig med en madvare er hun helt og adels færdig med den og efterhånden er det meget begrænset, hvad hun kunne tænke sig at få i madpakken ud over pandekager og blåbær.

Men så var det jeg læste med over ved Østfronten, og blev indtroduceret til konceptet mad-modig. Det er fan'me smart, at give barnet en sejr og et navn for det, når der en gang i mellem kommer noget nyt ned.
Siden mad-modig blev et ord herhjemme er der blevet opfundet en bacon-mad og en ristede-kartfoler-med-ketchup-under-mad. Svesken stråler i sin modighed og vi er ærligt talt lettede over at have fundet en vej til at hun en gang imellem prøver noget nyt.

Jeg har planer om at lave en regel, når hun fylder 5 år om, at alt mad skal ligge på hendes tallerken, men at hun må nøjes med at spise, det hun har lyst til. Det stamme fra den teori, at hvis mad jævnligt ligger på en tallerken ender børnene med at glemme, de ikke kan lide det, for det er jo helt bekendt. Indtil nu er det ikke lykkedes at indfører det koncept, fordi hun hyler som en stukket gris, hvis der er noget forkert på hendes tallerken.

Hun elsker at være med i køkkenet, hvor hun blander, rører og braser desværre hjælper det ikke på lysten til at indtage maden, at hun har været med i processen. Jeg kan godt huske det som barn ikke at kunne overskue nye smage eller fremmede ting i munden. Jeg har stadig et problem med gryderetter med uidentificerbare elementer og kan bedt lide det, hvis maden ikke rører al for meget ved hinanden.
Men jeg arbejder også med at være mad-modig, måske der er håb for os begge to.

lørdag den 14. februar 2015

Kattekonge

I dag hængte vi fastelavnstønder op ude i vores egetræ og ventede på at kvarterets børn kom sammen med deres forældre og slog katten af tønden. Genboen og næsten-naboen kom med fyld, min børnehaveveninde havde fastelavnsboller med og en fra Sveskens mødregruppe havde bagt kage. Hr. F varmede kakao og så stod alle børnene pænt på række og slog på tønden efter tur.

Ungerne var flot klædt ud, og meget tålmodige med deres små vattede kyllingeslag. Efter en rum tid fik de bunden ud og så var der slik og frugt til alle. Vi var godt kolde, så der var fint synk i kaffen og den varme kakao. Da alle havde sundet sig var det de voksnes tur til at slå med køller. Jeg var så heldig at blive kattekonge, hvilket vist aldrig er sket før, så glæden var stor. Hr. F blev kattedronning og det er vi godt tilfredse med. Det samme er Svesken, der havde meget alvorlig kriser over, at hun ikke måtte bare kronerne, da jeg kom hjem med dem i torsdags.
Helt ærligt synes jeg, det der med at banke en tønde ned er ret fantastisk, det skal helt klart være en tradition at der er en voksentønde. Næste år fylder vi salt, citroner og små tequilaer i, det er lige en tand sjovere en rosinpakker og mandariner.

Da selskabet gik i opløsning, kom resterne med indenfor, hvor der blev leget i hule, bygget med lego og trillet med bolde indtil alle ungerne havde ildrøde kinder og de voksne ikke kunne synke mere kaffe. Hr. F var gået i gang med aftensmaden, da vi sagde farvel til de sidste og selv hans kinder lyste op i en flot pink kulør. Nu har han puttet ællingerne og er gået i gang med at male og jeg skal i kælderen og nedkæmpe noget vasketøj, inden den står på oprydning i stuen.

Jeg træt og lykkelig over, at dagen var så hyggeligt. Men jeg har også ondt i maven over det, der er sket på Østerbro og som i den grad lagde en dæmper på mit gode humør.

torsdag den 12. februar 2015

Min mor er død

I går var det 30 år siden, min mor døde af en hjerneblødning. Jeg var 4,5 år gammel og kan ikke huske hende. I hvertfald ikke sådan reflekteret, og mange af mine minder fra den gang er i fugleperspektiv og jeg har på fornemmelsen det meste er noget, som jeg har fået fortalt. Men jeg ved præcis hvordan hun duftede og at min storesøster dufter på nøjagtige sammen måde. Jeg ved, at Svesken ligner hende, og at min mormor, som også er borte, ville sige: 'Sådan gjorde din mor også', om stort set alt, hvad Svesken gør.

De første spørgsmål jeg får, når jeg fortæller at min mor er død, er: 'Savner du hende ikke?' og nej det gør jeg ikke, for det er altså svært at savner én man ikke rigtig kender eller kan huske. Men ville jeg ønske, at jeg havde hende endnu og kendte hende? JA! Jeg er nemlig ikke tvivl om, at jeg ville synes rigtigt godt om hende. Dem som kendte hende bedre end mig, sammenligner hende med folk jeg holder meget af og har stor respekt for.

Min far er sådan træmandstypen, der ikke grubler alt for meget over ting, han ikke kan ændre på, og så har han ikke verdens bedste hukommelse, så der er ikke så meget at komme efter over i fælleserindringerne der. Derfor skrev jeg en sms til min moster, søster og kusiner i går og spurgte om ikke vi snart skal mødes og fortælle historie. Jeg har nemlig lyst til at vide mere, og det er altid lidt svært at snakke om, når vi mødes ellers, fordi vi alle sammen blive berørte og det kan være temmelig ubelejligt midt i børnefødselsdage eller julebag.

Hvis jeg skal sige, hvad det betyder at have en død mor, er den korte udgave, at det er svært at besvare, for jeg har jo aldrig prøvet andet. Jeg er også så heldig, at jeg faktisk har verdens bedste familie, og at min far er en virkelig god far, så på den måde har jeg aldrig manglet noget. Jeg vil faktisk gå så langt, som at sige, at der nok at nogle ting der nemmere for mig i dag, fordi jeg ikke har haft en mor og kun min far til at guide mig lære mig om livet. Vi har haft meget få konflikter og de klassiske kvindelige dyder med at sætte sit lys under en skæppe om den slags, har jeg aldrig rigtigt lært. Hvis vi lige ser bort fra mine faglige kvababbelser, der har en helt anden oprindelse.
Nu hvor jeg tænker over det, havde det nok ikke været anderledes, hvis hun havde levet. For hun var efter signe ikke typen, der brystede sig af falsk beskedenhed og det siges også at intrigere ikke bed på hende, men at hun i stedet kaldte en skovl for en skovl og var god til at gå i direkte dialog med alle.

I lang tid var jeg den eneste med en død mor, og så var det det, som de andre børn kunne huske mig på. Jeg måtte altid gerne låne deres mor også. Da jeg kom i gymnasiet var der en til i min klasse, hvis mor også var død, og så rykkede min selvforsåelse sig væk fra at være hende med den døde mor til at være hende der hørte Psyche up Janis. Jo ældre man bliver, jo flere har mistet en forældre og nu her midt i 30'erne er der ikke nogen der tænker over det mere.

Jeg tænker på det, når jeg ser på min lille pige og ved, at hun nu har præcis den alder jeg havde. Så synes jeg, at verden er ond og uretfærdig, og at det må have været mindst lige så frygteligt for min mor at dø fra mig, som det var for mig at miste hende. Det var frygteligt for os alle at miste hende, og jeg fået fortalt at Domkirken i fødebyen var fyldt til hende begravelse. Det er ikke nogen lille kirke, så der må have været rigtigt mange mennesker, til at sende hende på vej.

Jeg tror ikke på spøgelser, men jeg ved at hun er hos mig endnu. Det føles lidt som ekstra kærlighed øverst på min ryg. Det kan ikke bevises men det kan altså mærkes.

Hvis jeg skal komme med et godt råd, til familier med små børn, hvor en forældre dør (og det skal jeg, for det er min blog). Så vil jeg opfordre til, at man sammen med børnene laver en mindebog, hvor børnene selv fortælle hvad de kan huske og hvad de kan lide osv. På den måde kan man måske forlænge minder lidt og som voksen, møde det barn der har mistet.


tirsdag den 3. februar 2015

Fuld ræs

Her i hytten har vi, som resten af landet, været ramt af en heftig omgangssyge. Jeg skal spare jer for deltajerne, men uden overdrivelse kan jeg godt fortælle, at både toilet og bleer har været under alvorligt pres de sidste mange dage.

Ællingerne er ovenpå igen og Hr. F er sluppet nogenlunde fri, men jeg topper det hele af med stoppet næse og hovedpine og selvmedlidenhed selvfølgelig.

Efter sådan en weekend i sygdommen tegn er der faktisk ikke så meget at berette. Hvis vi havde været på toppen, så have min børnehave-veninde nok kigget forbi med sin lille familie. De kigger nemlig på hus i Forstaden. Det er ingen hemmelighed, at jeg vil synes, det er en fest med endnu flere gode mennesker herude i nærheden af egen matrikel. Jeg forsøger ihærdigt at lave en ghetto fyldt dejlige venner og bekendte. For hvad mere kan man ønske sig end at bo i et smørhul med godt selskab. Altså hvis vi lige sorterer the basics med raske børn, fast job og lykkeligt ægteskab fra, så er de daglige omgivelser noget af det vigtigste i min optik.

Barndomshjemmet ligger i en landsby i byen, hvor der var beboerhus med fællesspisning, fastelavsfester, sommerfester, pinseudflugter og åbne døre overalt. Når jeg tænker tilbage på min barndoms kvarter, var der altid solskin, mange børn og trygge voksne over alt. Det hele lå uden om en legeplads som var helt naturligt mødested for alle. Sådan en legeplads lige uden for døren (bogstavlig talt) mangler jeg lidt her, men planen er i stedet at kender ALLE de andre børnefamilier så godt, at haverne inklusiv vores egen, kan være fast lege og hænge ud base. Jeg må sgu snart have lavet tegningerne til det legehus.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...