Dagen startede med vold-regnvejr, der vækkede mig fra min skønhedssøvn. Jeg er ellers så træt for tiden, at jeg er ved at gå lidt op i limningen. Et par minutter senere, efter jeg var faldet i søvn igen, vækkede Alfen mig og så måtte jeg jo bare få øjne.
Svesken startede dagen i et fantastisk humør, der i den grad dalede, da det gik op for hende, at i dag var en børnehavedag og ikke en fridag. Hun havde ikke lyst til at tage afsted, og hun livede ikke engang op, da vi fandt regntøjet frem. Det hjalp heller ikke rigtigt på det hele, at en af de andre piger kom ud i gardaroben, og som det første sagde: 'Sveske må ikke være med'. AV mit morhjerte. Hvordan håndterer man lige det? Jeg sank en ekstra gang og spurgte, hvorfor Sveske ikke måtte være med og fik det ret fornuftige svar, at hun (den anden pige forstås) gerne ville lege alene. Det er jo fair nok gerne at ville lege alene, men måske man lige kan vente med 'Du må ikke være med'-udmeldingen, til Svesken faktisk har vist interesse for legen.
Jeg er ikke selv afklaret med, om jeg mener, at børnehavebørn er forpligtede til fællesskabet, eller om det er ok at vælge andre børn fra. Jeg hælder nok til, at det er helt fint, at nøjes med at lege med dem, man synes om. Så længe man opfører sig ordenligt og tale pænt til alle. Men hvis det er vejen frem, er der jo nok nogen, der bliver til overs, og tænk hvis det er Svesken. Så er jeg nok nød til at dø lidt. (Ja. det samme gælder nok for alle de andres børns forældre)
Dagens andet av var oppe ved fysioterapeuten, som jeg har besøgt i dag. Da jeg fødte Svesken, var der et eller andet der forskubbede sig i min balle/hofte/lænd og nu 3 år og en ekstra fødsel, som heller ikke var for god ved nummi, efter, er det på tide at få gjort noget ved det.
Fyssen var sød, men hold nu kaje, hvor gjorde det ondt, da hun begyndte at trykke på det sted, der ikke har haft det rigtigt godt i flere år. Det gjorde faktisk så ondt, at jeg kom til at græde lidt ned i briksen. Jeg græd måske ret meget nede i briksen og gik derfra med øvelser og et ben der snurrede lystigt af lettelse.
Alfen var heldigvis sød at lade mig sove en god lur, og farmor, der ferierer i Hovedstaden, hentede Svesken tidligt fra børneren, så hende dag har også været meget bedre end den tegnede i morges.
Dagens husupdate: Vi har set på et hus, som kunne mange dejlige ting. Men som arkitekthjertet ikke faldt helt for. Nu er jeg ved at skrive et brev, til nogen der har et meget dejlig hus, jeg drømmer om. Huset er bare ikke lige til salg, men hvis de nu overvejer at sælge det, håber jeg, at de vil tænke på os. Om et ikke andet håber jeg de vil modtage min henvendelse som et kompliment til deres hus.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar