tirsdag den 30. december 2014

Juleferie!

Ugen op til juleferien er den travleste på mit arbejde. Jeg lå vandret og det samme gjorde ællingerne, der begge to satte ind med sygdom. På magisk vis overlevede alle og de fleste opgaver på blev løst. Herefter drog ællingerne og jeg til Fødeøen, for at give Hr. F arbejdesro til at male i stuerne, han kom lille juleaften.
På Fødeøen havde vi det sædvanlige stramme program med en dag med juletræsfest, lillejuleaften hos Farmor, juleaften hos Moster, 1. jule dag hos Farfar, 2. juledag til Onkels fødselsdag og så tog Hr. F hjem for at male det allersidste. Vi andre fulgte efter i går efter et par dage i nattøj hos Moster. og vendte hjem til et hus, hvor vi nu kan være i alle rummene. Halleluja!

Det har været en god jul og vi har været sammen med mange dejlige mennesker. Desværre har Alfen været ramt af sygdom, som valgte at toppe ca. kl 18:00 den 24. med mere end 40 i feber. Jeg kan i den forbindelse berette, at det er temmelig varmt, at spise en hel julemenu med kogende tumling på skødet. Han er heldigvis ved at være helt frisk igen og klar til at hærge som sædvanligt.

Vi har alle fået nogle meget dejlige gaver, og jeg kan konstatere at både Hr. F og jeg er blevet ægte voksne, da vi blev gladest for var henholdvis værktøj og køkkenredskaber. Alfen er lykkelig for bold, en fjernstyreret bil og en kæmpe truck, af farfar fik han en kuglebane og den er der helt sikkert mange timers rigtig god leg i. Svesken fik bøger, puslespil og lego men måtte kigge langt efter en prisessekjole, som var det eneste på ønskelisten i dagene op til jul. Heldigvis var der en dublet i legoafdelingen og den kunne byttes til en Elsa-kjole, der ikke har været af siden.

I dag holder vi afskedsfest for julen med flæskesteg med det hele og i morgen skal vi holde nytårsaften over ved genboen. Det bliver helt low key og børnevenligt og helt sikkert vældigt hyggeligt.



Håber, I alle har haft en dejlig jul og at I kommer godt ind i det nye år.

fredag den 5. december 2014

Fødselsdage og løjer

Over på mit arbejde er der en meget fint juletradition, som egenlig ikke er en juletradition men faktisk en fødselsdagfest. I dag er det nemlig Thailands konges fødselsdag og han er en meget stor mand i Thailand, som kræver en meget fin fejring. Derfor kommer der en delegation fra den Thailandske ambassade og holder fest i vores sal. Det er bare så fint med fine dragter i silke, mad i hapse størrelse og en mand der spille piano. Der er også mænd i flotte uniformer og biler med tonede ruder, faktisk er der også politi. Men det fedeste er nu alligvel, det store, let gyldne portræt de stiller op af kongen. Malet den gang han var ung og viril, og bar en meget flot 70'er brille.
Jeg elsker det, og bliver bare i så godt humør af al den umage, der bliver gjort for en mand på den anden side af jorden. 

Så når der har været kongefest, så er min jul ligesom skudt igang. Jeg har ellers forsøgt at få styr på decemberløjerne lidt før i år. For unger må meget gerne tro på, at der bor en nisse ude i køkkenet, bagved den dertilindrettede dør med tilbehør. Jeg elsker den magi, som sådan en lille nisse kan klemme ind i en hektisk hverdagsmorgen. Svesken dirrede af spænding og lykke i morges, da hun opdagede at Nissen havde spist noget af den grød, som hun havde stillet frem til den. Vi kører en blanding af gaver, løjer og opgaver. Nissens indkøbe har nemlig en lidt stram politik på plastik-lort og nægter at købe ting, som ellers ikke ville havne i vores hjem.
Jeg synes også, det er fedt med løjer, men det er ligesom om at sådan nogle nisser mest af alt roder lidt ekstra. lidt ekstra rod ville ingen opdage i Enfamiliehuset, fordi vi pt bor i gangen mens vi sætter stuen i stand. Jeg kunne hænge vasketøj op over spisebordet, og ællingerne ville synes at det faldt ind under normalt. På samme måde ville havregryn på gulvet eller overtøj på alle møblerne bare blive opfatte som normen.
Jeg forsøger at hive alt den gode inspiration ud af andre jeg kan, og har faktisk retmeget optur over #nissestreger over på insta. Hvis der sidder en læse eller to med løjer, som ikke er mere rod, så skriv det lige i en kommentar.

Glæ'li' jul

tirsdag den 25. november 2014

Übercool

Det viser sig, at jeg er ret så køling. Ikke nok med at vi valgte ikke at få klippe Alfens hår, inden der skulle tages fotos nede i vuggeren. Så valgte vi også at se stor på konventionerne om nattøj den dag. Så nu skal han så hænge hjemme hos andre med retardo-hår og nattøj. Sandheden er at hverken klipning eller skjorte kunne have hjulpet, for han har selvfølgelig valgt at indtage det meget skeptiske udtryk. Faktisk ligner han en form for gangster, der er alt for vigtig til at være på det gruppefoto. Kønt er det ikke. Men det er dejligt med det billede, for vi kigger på det hver dag og snakker om, hvad de andre børn hedder.

Store til gengæld kører en helt anden stil på det gruppefoto, hun deltager i. Hun har valgt det friske 'jeg har et godt tilbud til dig'-look understreget af to ivrige fingre, der peger begejstret ud i luften. Alle de andre børn, ser lidt betuttede ud, og kun Svesken bedste veninde bidrage med en lille pegefinger også. Jeg gad godt vide, hvad den fotograf har sagt, for at få hende til at give den så meget gas med imødekommenheden. Jeg ved allerede nu, at hun har en stor fremtid som facer eller hos Biva.

Hvis I vil se det foto, ligger det her.

mandag den 24. november 2014

Bedstearbejde

Jeg træner ællingerne til at bidrage til hverdag med småpligter i stil med at tage tallerkner ud, rydde op efter sig selv og hjælpe med at fylde vaskemaskinen. Nogen gange synes de ovenikøbet, det er sjovt at hjælpe med ude i haven, hvis der skal trampes på blade, eller sås ærter i store mængder. Jeg bliver begejstret hver eneste gang. Jeg synes bare, det er dejlig at de gider og hjælpe. 

Så er der også hele det opdragelsesmæssige aspekt i, at hjælpe dem til at hjælpe sig selv og alt det der. Man er jo ligesom nød til at lære sine børn, at sådan nogen almindelig familiedrift tager tid. Selvhjulpen er bare lige en tand federe for alle.
 
Børnearbejde er med andre ord noget vi ynder at praktisere herhjemme. Nu er vi så i gang med at udvide den pakke til også at inkludere bedstearbejde. Morfar er kommet på besøg i anledning af anden omgang renovering, nu af stuerne, og han er blevet sat i sving med pensler og maling. Det er virkelig praktisk at kunne tage på kontorarbejde, samtidig med at malerarbejdet skrider støt og rolig frem på egen matrikel. Faktisk er det lige en tand mere smart end de effektive malere man kan købe sig til, for han hente ællingerne og sætter opvaskemaskinen i gang.   

Bloggen står lidt stille for tiden, for jeg bruger ret meget af min tankevirksomhed på at koncentrere mig om ikke at spise slik og drikke cola. Det er nemlig ikke alle der har læst mine eller så flotte Retningslinjer for tykke maver og derfor bliver jeg stadig spurgt ca. hver 10 dag, hvornår næste baby popper ud. Nu synes jeg ikke rigtigt, det er sjovt mere og så er det vist på tide at gøre noget ved i det i stedet for, at bliver ked af det. Men hvis jeg får lyst til at blogge mere om det, bliver det over på den hemmelige blog.

torsdag den 20. november 2014

Farmand

Vi brugte alle sidste weekend på Fødeøen, fordi min far lavede en fantastisk Mortens and (lidt forsinket pga. noget over på mit arbejde). Min far kan godt lide at lave mad, og jeg kan godt lide at spise det, han laver. And er højt på min liste over mad jeg elsker og endnu højere på listen over, hvad min far er god til. Derfor er det jo skønt, at han sammen med resten af den samlede familie holder fast i, at Morten aften er fast tradition i vores familie.

Søndag morgen tog Hr. F tilbage til Forstaden for at hive tapet af væggene, så Maler Johnny kunne komme til at spartle og filte. Svesken var i højt humør hele søndagen, mens vi besøgte Moster, Onkel og fætrene. Hun var på toppen, da vi kom tilbage til morfar og i ret godt humør helt frem til sengetid. så vi besluttede at ringe til Hr. F for at sige godnat. Det var en dårlig idé, i det øjeblik hun hørte hans stemme i telefonen begyndte hagen er dirre. Øjeblikket efter da hun skulle sige godt nat, fik hun i stedet fremstammet: 'Hvornår ser jeg dig igen ...?' Inden hun opløstes i fuldkommen sammenbrud af far-savn. Han er hende ultimative nr. 1, og alle vi andre er pauseklovne, der allernådigst får lov til at udfylde tiden når han ikke er tilgængelig. Faktisk gik det ikke værre eller bedre, at da de endelig blev genforene, efter godt et døgns adskildelse, var hun så fyldt med rørelse og lettelse at tårerne igen sprang i de små øjne.

Den sidste far, der fortjener omtale i denne omgang en blogger-far, og ja de findes derude, selv om de er sjælden race. Jeg har hittet ham, fordi han også findes i mit facebook-feed af den grund at han boede i bofællesskab og gik i klasse med min gymnasiekæreste.
Dengang var vi ikke hinanden største fans og der findes sikkert ting, vi heller ikke er enige om i dag. Men han fortjener virkelig, at I klikke derover, for det er sådan en fin blog, der handler om far-kærlighed til et meget heldigt barn. Og så er han i øvrigt ikke bange for at gå imod spelt-hæren og mener eks. at børn bare skal se TV og at den moderne far er lidt en slapsvans. Så hvis du er på udkig efter nye inputs med et frisk perspektiv, så skynd dig over på bloggen og lær faren og Karate power prinsessen at kende.

fredag den 7. november 2014

Lidt trist, lidt høj og lidt fuld

I dag har vi sagt farvel til en yndlingsvoken nede i vuggeren. Det gik ikke så godt. Jeg havde forberedt os hjemmefra og skrevet et kort og fået begge ællinger til at tegne en tegning. Vi kom lidt sent, så alle børnene var samlet til fællessang og vi kom lige præcis til den sidste sang, der gik på 'Fru Forstad har fødselsdag og det har hun jo ...' Men i stedet var teksten: 'Goggen holder op i dag, og det er vi meget kede af. Goggen holder op i dag, det er vi kede af. Hør nu her hvordan vi alle tude vil, ja hør nu her, hvordan vi tude vil, vræl vræl vræl vræl'. Der fik jeg så tårer i øjnene. Jeg ved godt at det er mega uncool, at være den tudende mor. Så jeg kæmpede med ikke at flyde over. Svesken kunne ikke vente med at aflevere tegning og kort, så hun styrede over til den voksne med vores lille afskedssalut. Det gav mig tid til lige at samle mig selv lidt op og snøftet af. Lige lidt hjalp det. Da yndlingsvoksen kom for at sige pænt farvel, kom jeg altså til at tude lidt på hende, selv om jeg virkelig prøvede at lade være.

Efterfølgende brugte jeg ret store dele af dagen på ikke at komme til at tude igen. Jeg er ikke ret god til at sige farvel til nogen jeg værdsætter, og det er jo sådan med pædagoger, at man ikke så godt må stalke dem, og jeg ved faktisk heller ikke, hvad jeg ville tale med hende om ude i den virkelig verden. Men jeg ville sådan ønske, at jeg ikke skulle sige farvel. Særligt til nogen, som har været virkelig god ved mine og andres børn. Hvis jeg tager mig sammen kan jeg godt forstå, at hun gerne vil noget andet og jeg håber, sådan at hun kommer et sted hen, hvor hun får indfriet sine drømme og sit potentiale, men hvis hun lige havde ventet et år, så ville det ikke være mine børn, der gik glip af hende.

Sidst på dagen slog adrenalinen heldigvis til, så lidt af mit tungsind kunne vie til fordel for min indre cirkushest. Der har været åbent hus på arbejde og jeg havde til opgave at være ordstyrer på en debat. Det gik til gengæld rigtig godt! Jeg er virkelig god til den slags, og det var rigtigt fedt, at være på toppen af det. Jeg havde taget kompetence-jakken på selv om det er alvorlig for lille, stivede den looket af. Bagefter fik jeg også gode komplimenter, af folk jeg synes er lidt vigtige, så på den måde havde dagen også en god ende.

Faktisk endte dagen med, at genboen satte et par julebryg på vores fortrappe og jeg derfor nu er en anelse snaldret. Jeg kommer til at sove meget tungt og vågne med ondt i nakken.  Skål derude.

mandag den 3. november 2014

Hurra, hurra, hurraaaaaazzzz zzzzz

I dag har Hr. F fødselsag. Han er blevet fejret med en tegning fra Svesken, der forestiller hele familie og udvalgte kønsorganer. Hun går rigtigt meget op i anatomi og kategorisering i øjeblikket. Det afspejler sig i den grad i tegningerne.

Alfen står stadig ret så tidligt op, så jeg var sgu lidt skeløjet i morges, derfor gik 15 min inden Hr. F spurgte, om ikke jeg havde glemt noget. Der kom jeg så i tanke om, at et tillykke nok ville være på sin plads. Han fik et par rivejern af mig og lovning på et par løbesko (men dem skal han altså selv købe). Vi fik sunget fødselsdagssang for ham og sendt ham godt afsted til arbejde, hvor han har henslængt dagen mellem flødeboller, basser og andre lækkerier.

For at kompensere lidt for mit manglede fødselsdag-mode i morges havde jeg købt is og kiks med hjem, så der var dessert i dagens anledning. Ællingerne synes, at dagens højdepunkt var da vi pustede lyst ud, igen og igen og igen og igen ... er I klar over, hvor mange pust der kan være i sådan et lille lagkagelys?

Hr. F har fejret sig selv, ved at være den første der faldt i søvn, da vi puttede børn og nu vil jeg lægge mig ind i seng, gi' ham et fødselsdagskys og glæde mig over, at det er hans tur til at så op med A-mennesket, der er fejlplaceret i vores familie.

onsdag den 29. oktober 2014

Uro, Berlin og Kompentace-jakken

Alfen har vist vokseværk for tiden. I hvert fald har han meget svært ved at sove. Det er helt slemt om morgnen, hvor hans krop vågner mellem 4-5, men hans forældre nægter at stå op og derfor leger stille-leg til klokken bliver efter 6, allerhelst henad 7. I dag kan han heller ikke falde i søvn, han okser rundt som en skoldet skid i en rørstol og de almindelige tricks med at nusse og lade han have en hånd eller en fod inde i min bluse virke heller ikke. Alting kører rundt.

Jeg kender godt følelsen, der er travlt på arbejde, mit hoved er fyldt med ideer og i morgen skal jeg stå i lufthavnen kl 7:15, fordi jeg skal fire dage på veninde- og studietur til Berlin. Jeg glæder mig helt sindsygt til at komme afsted og være der sammen med nogen, der også synes det er sjovt at se på bygninger, kunst og butikker. Hr. F og ællingerne er ikke sååå meget til den slags finkulturelle ting, at det ligefrem er noget, vi har opsøgt, når vi har været afsted sammen.

Men arbejdet og hverdagen har faktisk slet ikke overladt tid til, at jeg sådan rigtigt har fået sat mig ind i hvad vi kan og skal. Nogen af mine rejsekammarater har lavet et 32 sider langt program m spisestedet, udstillinger og ting vi skal, nogle andre har bestilt billetter og så er der mig, der bare har tænkt på alt muligt andet og faktisk har et hoved, der på mange måder passer til Alfens lille urolige krop.

Vi skal have et stort arrangement i kontorfællesskabet i næste uge og jeg står for en (stor) del af mit firmas underarrangement. Jeg har ikke rigtigt fået tænkt det igennem, for det blev ved med at være ude i fremtiden, men nu er det i næste uge, og det kræver faktisk en del forberedelse, både praktisk men i høj grad over i læseafdeleingen, da jeg skal moderere en debat. Jeg er ret spændt på, hvordan det bliver for det kræver vist, at jeg får læst en kommuneplan og at jeg får styr på alt muligt andet også. Og så er jeg faktisk i tvivl om det overhovedet trækker folk til, eller om vi ender med en lille rundkreds af enige mennesker. Under alle omstændigheder skal ja-hatten have selskab af kompetence-jakken* og så skal det hele nok gå.

Inden da er der jo lige den tur sydover og jeg burde nok pakke, det er bare så hulens svært, når alt mit tøj stramme, fordi jeg er tyk og hævet.

*I ved godt hvad der er for én. Det er den der mest hænger i skabet, men som bliver støves af, når der er nogen der virkelig skal imponeres. Jeg købte min, da jeg skulle have et par milioner ud af en stor fond. Den virkede dengang, så jeg kan jo håbe den virker i næste uge også.


tirsdag den 21. oktober 2014

Masser af kærlighed

Fredag slæbte jeg ællingerne med til Fyn, sådan at Hr. F kunne få fred til at lave malerarbejde. Vi havde sådan en tur, hvor vi lige præcis kom ned på perronen i det øjeblikke toget kørte ind, helt perfekt - om end lidt nervepirrende. Alfen var en skideflink og lagde sig til at sove og Svesken er trænet godt i at køre i tog, så hun sad bare stille med paden.

Vel ankommet til Mosters fynske forstad smed vi bagagen og drog mod Centeret, hvor der var en time i legeland og så en time, hvor jeg skyndte mig at hælde en masse bomuldsjersey i oversize, sådan jeg igen kan klemme vommen ned i noget tøj. Jeg bliver stadig tykkere og tykkere, jeg er faktisk der, hvor jeg seriøst overvejer at hugge alt genboens ventetøj, når hun lige om lidt skyder lillebror ud, og så bare gå all in på det gravide look. Så er det også nemmere at få en plads i bussen.

Lørdagen blev brugt til Harry Potter Festival i Barndomsbyen. Jeg var ret imponeret over niveauet. Gaderne var fyldt med udklædte frivillige, der virkelig gik op i rollerne og man skulle veksle til Gallioner, for at man kunne købe tryllestave, eliksir og skumtudser (de kom til en virkelig god kurs). Der var drageæg, flyvende stearinlys og ægte enhjørninger man kunne klappe. Alt i alt var det ret fedt. Hvad der også var fedt, var at Alfen blev passet af Moster, så Svesken og jeg rigtigt kunne nyde det gode selskab vi var i, som bestod af nogen af Hr. F's og mine gymnasievenner og deres børn.
Lørdag aften blev brugt sammen med Moster, Onkel, Lille Fætter, Store Fætter og Store Fætters søde ven. Jeg er sådan en, der bliver lidt rørt over at mine pubetærer* nevø på 15 og hans ditto ven godt gider at spille brætspil med mig, mens ællingerne skiftes til at sidde på skødet af dem og æde indholdet af deres slikposer.

Søndagen stod på flot tøsetur til MacDonalds og Ikea, hvor vi købt noget Vintermys og skudt urimeligt mange penge efter noget masking tape, som er det hel store hit hos Svesken. Togturen hjem klappede på samme måde, som turen over. Togene holdt på perronerne og vi var så svinge heldige at genboen, kørte sit røde lyn ned i Vanløse efter os, så vi ikke skulle gå det sidste stykke hjem. Ret fantastisk. Hr. F havde været helt vildt effektiv og malet en frygtelig masse, så nu er vi snart færdig med den ene halvdel af huset.

Alt i alt har den her weekend, været fyld med dejlige mennesker, gode oplvelser og masser af kærlighed. Hurra.

*Elsker at ordnet.dk henviser til Beavis & Butthead, når man skriver pubertær.

mandag den 13. oktober 2014

snotsæson

Ja nu er snotsæsonen over os, og jeg tør nærmest ikke at skrive det, men Alfen er ikke bukket under endnu. Det til trods for, at han endnu ikke har nogen jakke, men stadig henslænger livet på legepladsen i en fleecet regnjakke.

Men ... for der er selvfølgelig et men, jeg ved bare, at vi bliver nedlagt lige om lidt, for inde-sæsonen starter om et øjeblik og SÅ kommer snotten også. Sådan har det i hvertfald været alle de andre år, vi har gået i børnehave. Derfor går all in på håndsprit (de har endda sat én automat op over i børnehaven i vindfanget), uld, biostraht og måske endda vitaminpiller til alle mand.
Jeg orker ikke, vi skal bruge en hel vinter med sygdom igen i år. Jeg har slet ikke tid, der er travlt på mit arbejde, jeg har idéer i hovedet, som meget gerne skal ud, Enfamiliehuset skal sættes (lidt mere) i stand og jeg skal på venindetur til Berlin. Sygdom er ikke på tapetet. Det endda selv om vi ikke ville være helt vildt pressede i år, eftersom vi nu har et gæsteværelse og en farmor, der er uden for arbejdsmarkedet. Det kunne bare været ret fedt, hvis farmor kunne holde gode, sygdomsfrie fridage med ællingerne, når hun kommer på besøg i stedet for at sidde med slatten barn i sofa.

Heldigvis starter det først for alvor om en uge, når alle de andre børn i vuggeren har været land og rige rundt i efterårsferien og mødt alle deres fætre og kusinernes fremmede baksiller, som de kan slæbe med hjem i petriskålen. Ind til da nyder vi, at ingen her på matriklen har løbenæs eller ondt i halsen.

lørdag den 11. oktober 2014

Lårkaka

Jeg væltede på min cykel i torsdags.  Jeg var lige omkring skadestuen for at få tjekket, at det kun var bløddelene, der har lidt overlast. Min krop havde det ret meget som om, den var køresyg og Hr. F aka Dr. Hansen synes, det er bedst at blive tjekket. Lægen var svensk og kom med den flotte diagnose: Lårkaka. 'Det er ikke farligt' sagde han, 'men du må vente og så vente lidt mere. Så går det over'. I går blev al huden omkring min lysken aubergine-farvet.

Og hallihalløj hvor gør det ondt. I går var huden spændt til det yderste af hævelse, og det føles sgu som om, det skide lår arbejdede hårdt på et 3-4 nye strækmærker. Huden sitrede og føltes som om 1000 små myre, med 1000 små syle forsøgte at gøre det af med mig, ved at slå mit lår ihjel.
I dag føles det mest bare som verdens største trælår. Men kun hvis jeg ikke går alt for meget, for så kommer de små arrige myre tilbage, med deres små lede syle.

Sådan nogle blå mærker er ikke for sjov, men de er alligevel ret så fascinerende. Både Hr. F og jeg er ret dragede af konceptet, så vi fotografere og følger troligt med i hævelse (som er ret stor), afgrænsning og farveskifte. Jeg tror faktisk også, at vi begge ærger os lidt over, at halvdelen af lårkaka er placeret sådan, at det er for uanstændigt at dele fotos af den. Hvis nogen alligevel skulle blive nysgerrig efter at se den anstændige del, så smut over på insta og tjek @HrForstad ud.

onsdag den 1. oktober 2014

Syltesæson

Nu ved I jo godt alle sammen, at jeg inder inde ikke er sådan rigtig housewify. Derfor er det eneste, der bliver syltet i Forstaden bloggen her.
Der er lige noget arbejde, som har fanget mig i noget, der føles som en heftig snebold i høj fart og noget familie, som er blevet så forsømt, at jeg fysisk længes efter hele rækken, at der ikke lige kan blive tid til at blogge.

Men når jeg igen er kommet til overfladen, kan jeg jo fortælle lidt om en god tur til Røvhus, hvor jeg var så heldig at hænge ud med hende her og hende her.
Eller måske I skal høre lidt om, hvordan Svesken og hende usynlige veninde Maja har det og de tanker der kværner rundt i mit hoved, om det at have en usynlig ven.
Eller måske skal Alfen og hans enormt store begejstring for bolde og mååååål have et indlæg med på vejen.

Som altid er det cutting egde, det der (måske) kan opleves her på bloggen.

fredag den 19. september 2014

Åh hvor jeg savner sutten

Ja nu er det sagt, jeg savner den fucking sut helt vildt. Altså ikke på den måde, at jeg lige trænger til et bab på den, men fordi Svesken, og dermed vi, mangler den helt vildt. ,Vi har SÅ mange konflikter, hun siger 'nej, Nej, NEJ!' til alting, hun har svært ved at falde i søvn og hun er opfarende og utrøstelig.

Jeg savner sutten til lige at tage toppen af alt det. Det er hæsligt, at hun skal have sådan en træls periode, det er hårdt for os og det er faktisk rigtig synd for hende. For den frustrede ulykkelighed hun lægger for dagen i øjeblikket, er bare ikke rigtig fed.
Jeg ved, at det muligvis har noget med alderen at gøre, men hold nu kæft, hvor er der meget vrede, bag alt hvad hun foretager sig.

I dag bare har hun nægtet at gøre noget som helst fremadrettet som at tage tøj eller sko på, og derfor kom hun i børnehaven uden jakke eller sko på, og der måtte jeg aflevere hende inde, selv om alle andre var ude. For hun ville bare ikke udenfor. Aftenen har ikke været meget anderledes, jeg måtte en halv karré rundt efter en flitsbue af en hystade, der ikke ville acceptere, at nu skulle vi ind.

Grundlæggende værdsætter jeg, at hun ikke er bange for at sige sin mening og tage konflikten. Men det ville altså være løgn, hvis jeg påstod, at jeg ikke lige kunne tænke mig en sut til at få lidt ro på en gang imellem.

Suk.

tirsdag den 16. september 2014

Cool eller knap så cool?

Hr. F har haft gang i Papa Coffuire og klippet Alfens pandehår. Vi har flere år træning i at klippe Sveskens ditto. Men hun har i modsætning til Alfen sådan lidt krøller over det hele, så lidt skævhed hist og her ses ikke så godt. Hr. F er ok til det med saksen og lillens pandehår er ret lige. Desværre synes jeg virkelig ikke ,at en halv gryde ligefrem klæder ungen. Faktisk synes jeg, at han ser lidt tilbagestående ud, på den søde måde selvfølgelig, men alligevel. Nu er det så sådan, at der skal tages fotos over i vuggeren i næste uge. Så jeg overvejer, om jeg er den cool mor, der sætter en ære i at ungen er sådan en lidt hjemmeklippet. Eller om jeg er den knap så cool mor, der lige svinger ham forbi en frisør nede ved torvet, så han kan få skarp sideskildningen inden, han skal hjem og hænge på alle mulige andres køleskabe.


mandag den 15. september 2014

Retningslinjer til tykke maver

Jeg er tyk lige midt på maven. Jeg har altid været det, hvis man ser bort fra den gang, hvor jeg overhovedet ikke spiste stivelse, fordi jeg ville se lækker ud i min brudekjole, så har min mave altid været en stritmave. Jeg var 17 år første gang, jeg fik et kompliment for min pot belly.

Da jeg så blev gift, blev pludselig helt ok, at kigge sigende på maven og så spørgende på mig. Efter barn nr et, blev det så lovligt at åbenlyst kommentere på flæsket. Nu hvor der har været to børn til at udvide maveskindet og utroligt mange kager til at holde det stramt igen, er der tilsyneladende ikke spor pli tilbage hos folk længere.

Og jeg har heller ikke sådan helt overskudsagtigt omkring det mere. Første gang en ekspedient i Magasin, gerne ville sælge mig en tube-kjole som '... fremhævede maven, så sødt', var jeg venlig og sagde, at jeg ikke brød mig om beige. Da en min familie spurgte fornøjet til om vi ventede os igen og ovenikøbet sagde: 'Men det sidder ellers fint på dig' da jeg svarede, at det bare var kage, blev jeg sgu lidt stram i betrækket og da jeg var på arbejdsweekend, hvor intet mindre end tre ældre herre spurgte og hentydede til, at jeg da måtte være i lykkelige omstændigheder, blev jeg faktisk lidt indebrændt. Prisen må alligevel gå til ham, der mente, at 'Det kan du da ikke været bekendte over for Hr. F' (altså at være så tyk, uden at være gravid). Havde jeg bare lyst til at hvæse: 'Arrrg, men bland dig uden om idiot'.

Så nu siger jeg lige det, vi alle sammen er enige om. Nemlig at det ikke er ok at spørger ind til tykke maver. Måske det bare er en helt almindelig, tyk mave uden anden indhold, end det der kommer fra slikposer. Måske ejeren af den tykke mave bliver ked af det, ikke bare fordi hun er tyk, men også fordi hun måske ønskede, der var en baby inden bag den bløde bule (der var jeg i hvertfald en gang). 

Så retningslinjerne må være: 
- Lad være med at sprøge (det kommer bare ikke dig ved, hvis ikke det bliver sagt direkte)
- Ønsk tillykke (og hvis du har brug for at kommentere på maven, så sig: 'Hvor klæder det dig godt at være gravid' i stedet for: 'Nå det sidder da lidt over det hele', 'Er der kun én derinde' eller 'Min venindes søsters lillebros kone var meget større end dig'.

Flot at I kom hele vejen ned igennem dette sure opstød. Tillykke med kagen.

lørdag den 13. september 2014

Tanker om fag

Jeg overvejer, om jeg skal starte en fagblog. Bare sådan lidt for at huske mig selv på, hvorfor jeg valgte den retning, jeg gjorde, og hvad det er i hverdagen, der stadig får mig til at holde fast. Jeg har tænkt på det i flere år faktisk. Men der er noget der stopper mig. Faktisk er der mange ting, der stopper mig.

Jeg sidder eksempelvis i en stilling, hvor jeg jeg reelt ikke må mene noget, fordi der er politikere til den slags. Det er ikke fordi jeg er specielt uenige med de politkere, men jeg har i hvertfald ikke lov til at udtale mig på arbejde, uden først at have stemt af med andre. Kan jeg så lægge navn til egen meninger et andet sted, uden det bliver blandet sammen? Kan jeg overhovedet finde ud af at have en mening, og var det egenligt meningen med den blog at have en mening? De første tanker handlede mest om at dele, de ting der gør mig glad ved faget. Men en hel blog bare med happy go easy opdateringer ang. et fagligt emne, er det holdbart. Hvis jeg nu gerne vil mene noget, ved jeg så overhovedet selv, hvad jeg mener?

Jeg læser nogen gangen andres fagblogs og jeg synes, det er lige dele dejligt og skræmmende, for jeg må indrømme, at jeg er hård i min vurdering af andres holdninger, og derfor selvfølgeligt frygter andre vil være det samme mod mig.
Jeg har lyst, men jeg ved også at det kommer til at tage lang, lang, lang tid, for jeg vil få behov for at kvalitetssikre, kildetjekke og researche på det hele, og så er jeg pludselig meget langt væk fra de første tanker om, en uforpligtende 'Se her, det gør mig glad'-blog.
Derfor har jeg også overvejet om bloggen skal laves som en studiegruppe med et par kollegaer og studiekamerater. Så bliver det måske i brevformat lidt ala 'Michael Laudrups tænder'.

I første omgang er jeg gået i gang med at læse andres fagblog og er i den forbindelse utroligt frustrede over, at de ikke kan følges med bloglovin og derfor naturligt indgå i min blogflow.

Men hvis der skulle sidde en enkelt eller to derude med bevingede ord, bliver jeg ALTID glad for at høre om jeres erfaringer og holdninger til fagblogs.

søndag den 7. september 2014

Enjoy the silence

Der har været knadlhamrende tryk på de sidste par uger. Hr. F arbejdet på højtryk på at få malet og gjort ved, sådan at Sveskens værelse kunne være færdig til alt festivitassen, der skulle holdes i anledningen af de fire flotte år. Hun er blevet fejret tre gange, huset har være fyldt til bristepunktet og opvaskemaskinen ligeså.

Svesken og jeg brugte formiddag til åben Tigertræning i Vanløse. Kulturstationen holdt åbent hus, så der var også cirkus og sørøvere, nogen der var ved at lave en kæmpe vægcollage (som Svesken overhovedet ikke gad at være med til, øv) og så stod der, at der var maling for alle i det ene lokale. Der smuttede vi ned i håb om at få lov til at klaske lidt med maling. Men lad os bare sige, at de tre modne damer, der sad dernede ikke ligefrem var overvældende eller imødekommende, så vi dampede hurtigt af igen og gik på eventyr i den lille skov, der ligger mellem Enfamiliehuset og Vanløse.

Eftermiddagen blev brugt på at samle lego og skille det ad igen, for at samle det på en ny måde. Jeg er ret imponeret over, hvor sej Svesken er til det. Hun kan sidde helt stille meget længe og følge instruktionerne, hvis hun ikke bliver forstyret af en ejersyg Alf, der nupper klodserne og råber 'Miiiiiiiiiiiiin!'

Vi spiste tidligt aftensmad og bagefter gik ællingerne ind på Sveskens værelse. Vi sad i sofaen og hyggede os med at tale helt stille sammen, mens vi kunne høre at de to legede med hinanden uden at skændes. Det er jo sød musik i alle forældres øre, når ungerne har det dejligt sammen og der er ro til at tænke en selvstændig tanke.

Da store skulle på toilettet kaldte lille, inde fra hendes høje seng. 'Uuuhhar!' (Mor, eller bare voksen, mener han) 'Uuuuuhaar'. Jeg fik løftet måsen og fandt en Alf med en tusch i hånden og en lidt skæv make up. Mit blik flyttede sig langsomt over på den nymalede væg, hvor der meget sirligt var sat ret så mange lodrette streger. Tydligvis fra en entusiatisk 1,5 årig. Svesken sad på toilettet og råbte 'Jeg er fææææærdig'. Forespurgt om hun havde set ham tegne på væggen, svarede hun ja, men det var et tydeligt nej, til at hun havde været med. Bare lidt afslørende for hende, at den flotteste tegning, hun til dato har lavet, sidder placeret lige til venstre for radiatoren på hendes værelse.

Det er ret ærgerligt. Både for væggen som Hr. F har gjort sig meget umage med at male og for mig, som virkelig har lyst til at gemme den tegning. Men jeg er vist ikke helt der, hvor jeg synes, det er rigtigt fedt at male en gylden ramme uden om. For hun vidste godt, at det overhovedet ikke var i orden at male på væggen og jeg synes ikke placeringen ved siden af radiatoren ligefrem lægger op til indramning. Men på den anden side overvejer jeg det, for ud-af-boksen-tækning skal vel egenligt belønnes, og jeg synes hun har en skide fed streg.

Stilhed er ALTID lig med unoder.
Jeg synes, det ligner en drage.
g.


fredag den 5. september 2014

4 år

Svesken rundede 4 år fredag den 29. aug. Det er helt tosset, at der er gået så lang tid siden, jeg fødte hende på en solskinsdag ude i Herlev. Nu er hun en stor pige, med et stort ordforråd og en talestrøm der aldrig stopper. Hun kigger alvorligt på mig og siger: 'Det er ikke til diskussion', når der er noget, hun virkelig mener. Hun lyser op i kærlighed, når hun ser sin farmand, og så elsker hun at gøre Alfen glad. Hvis han pjevser det mindste, laver hun spas og løjer for at få humøret op, og hvis det ikke virker suser hun enfamiliehuset rundt for at finde en sut.

Hun er vild med pink og lyselilla, der bliver tegnet tegninger i abstrakte former, med helt fantastiske historier til. Der er fuld smæk på prinsessefasen og særlige Anna og Elsa fra Frost er i høj kurs. Hun har forstået, at det giver god mening at øve sig, hvis hun gerne vil være bedre til noget og at det giver bedre resultater at gøre sig umage.

Hun er vild med at få pastaskruer, oliven og fiskefrikadeller i madpakken, til gengæld synes hun, at rugbrød er noget så overvurderet, og at blommen er det eneste, der er værd at spise i et kogt æg.

Hun er rigtig god til at lave perleplader, sætte tape på og klippe med saks. Det går også helt ok med at klatre i træer, cykle på den store cykel hun fik af farfar i fødseldagsgave og stå på hænder (med lidt hjælp).

Hun er fræk og siger nej, går i den anden retning og vil bestemme alting selv. Heldigvis bestemmer hun tit, at der er en kysser og en kramme til familien, at vi skal sidde tæt i sofaen og deler gerne sine snack med os andre.

Hun fik et værelse af os i fødselsdagsgave. Hvis I har fulgt med på instagram, har I set, at Hr. F har fundet sin indre handymand frem og udført min idé om en seng på kommoder (fra IKEA) med et magisk sengemøbel over. Der er et vindue og to glughuller og rigtig gode muligheder for at lege både prinsesse i et tårn og isbutik med udsalg.
Hun er blevet fejret på dagen af farfar, i mandags af børnehaven og i morgen kaster vi os ud i endnu en omgang med hele den pukkelryggede til frokost og kage.

Hun er min store, søde og kloge piger og jeg elsker hende, op igennemskyerne, rundt om månen og tilbage igen.

mandag den 25. august 2014

Morfar

Vi har haft morfar på besøg den sidste uge. Han har tullet rundt og slebet træværk, sat lamper op og støvsuget. Jeg har ikke rørt opvaskemaskinen hele ugen og ællingerne er også blevet hentet hver eneste dag på magiske morfar-vis. Det er ret fantastisk med sådan en ekstra voksen i husholdningen til lige at holde gang i arbejdsflowet og hamsterhjulet.

Han har bare sovet på sofaen og lagt sit tøj i vasketøjsbunken, når han trængte til noget rent. Der kræves ikke særligt meget for at holde sådan en morfar tilfreds. Vi kommer i hvertfald ret langt med kaffe og müsli om morgenen, sild og æg til frokost og til noget med en kold pilsner til aftensmad. Han forestækker at sove i pyjamas, så sådan en må vi have købt til ham og så har han efterladt sit arbejdstøj her, for han regner med at komme igen og blive sat i sving.

Jeg synes, det er helt optimalt, at han bare sådan glider ind i hverdagen og går og sysler med (mine) småopgaver. Det er så hyggeligt at han sidder i sofaen om aftenen med sin bærbare (ligesom os andre) og tøffer rundt i et par sutsko, som han har stående ude i skabet. Det har været til en kæmpe hjælp, at han har været her og hvis vi er rigtigt flittige, så når vi lige præcis at blive færdige med Sveskens værelse (sådan da) inden børnehaven kommer om en uge og fejret at hun bliver fire år.

Det bliver nok lidt presset med det værelse, for jeg skal arbejde i weekenden, og vi skal have nogle lister og lidt sokkelværk og sådan fra Silva/IKEA/listefabrikken. Hun får en hjemmebygget seng, og jeg er godt i gang med at samle de STUVA kommoder, der skal danne bunden. Så skal der sokkel under, en sengeramme over og en væg med et vindue for enden. Jeg forestiller mig, at hun skal sidde i sengen og lege købemand, rumraket eller forstadsfrue, mens hun vinker ud til en ven nede på gulvet. Det skal nok blive godt, når det bliver.

onsdag den 20. august 2014

Halvanden

Babyen bliver 1,5 år i dag. Det er vel sådan set ret misvisende at kalde ham baby, men han er jo stadig mit mindste barn, så det kalder jeg ham altså lidt endnu. Vi holdt faktisk først med at kalde den store for babyen, da den lille nye kom og der var hun 2,5, så jeg trækker den lidt endnu.

Åh jeg elsker ham sådan, jeg synes han er helt perfekt. Han er i hvertfald lige præcis sådan, som jeg altid har forestillet mig, at min dreng skulle være. Han har lyst hår, der pjusker noget så sødt, blå øjne, som lyner med løjer og frækhed og så er der en lille borgmestermave, der altid er stritter optimistisk ud foran ham.

Han er helt fantastisk, sjov og musikalsk. Eller jeg synes, han er musikalsk, fordi han gjalder 'egæn!' hver eneste gang, der er en sang, der slutter på youtube. Han synger 'bebi' og forventer at høre Justin Bieber eller Emma Pi og jeg tækkes ham, fordi jeg synes, det er så dejlige at se den lille krop sveje ujævnt til musikken.

Han spiser rigtigt gerne rugbrødssandwich med mayo, sød sennep, ost og skinke, som om han er en jumperjack fra Alaska og så blæser han 'bobbobr' op mod vinden og springer dem igen imens hans hviner.
Han er virkelig god til at gå i vuggestue og smutter hver morgen ud på legepladsen, kun for at vende sig om og råbe 'aiij aiij' og vinke, inden han må videre. Han er ligeså god til at blive hentet i et stormløb af åbne arme og store smil.

Mest af alt elsker han sin storesøster, at få flyveture og hvis der er nogen, som vil synge 'Se den lille stær' eller 'Drala'. Han falder stadig i søvn med en hånd inde i min bluse, får rigeligt med grød til at sove på og kan faktisk indtage et helt måltid uden at vågne, hvis vi ikke tænder lyset.

Jeg er til stadig overrasket over, hvor meget han har skrantet siden, han startede i vugger. Selv om han var helt frisk, mens vi havde sommerferie, marinerede han nu sit ansigt i snot, så snart vi kigger væk og hoster som en gammel spritter bagerst på et brunt værtshus. Jeg håber at denne vinter skal være anderledes og jeg forsøger mig allerede med alt fra håndsprit, over urtegær og vitaminpiller.

Han læser gerne 'Bog' og beder om 'Dændær' igen og igen indtil vi gætter, hvad han vil have. Nogen gange går det for langsomt med de sløve forældre her og så bliver munden helt spids af arrigskab inden hele overkroppen går forover i afmagt og frustration over hvor tåbelig verden er. Som regle kan vi distrehere ham med en lille hånd, der lader som om den er en ivrig edderkop, som vil kysse ham på næsen.

Han er den bedste, han er en lille fin dreng og jeg elsker ham!

mandag den 18. august 2014

Ude af sync

Jeg har forsøgt at kæmpe mig igennem vasketøjsbunkerne, det går ikke så godt. Jeg bilder mig ind, at det primært handler om, at vi alle samme har vores tøj i 8 skuffer i alt. Men det handler vist om noget større end det. Under alle omstændigheder er det deprimerende, ikke bare fordi det går langsom og er verdens største sisyfosarbejde men også fordi, jeg har oplevelsen af kun at have tøj til mine børn der ikke er sæson. Hele sommeren har jeg rodet rundt efter korte bukser og korte ærmer, og nu hvor vejret har besluttet sig for at være køligt, kan jeg ikke finde noget som helst langt.

På samme måde er det med den lyserøde farve på Sveskens værelse. Hun har længe insisteret på, at det hele skulle være lyserødt og min lettelse var stor, da hun helt af sig selv valgte en cyklamenfarve (som jo faktisk er min yndlings). Ca. Ligeså træls var det at opdage, at farvekortet ikke stemmer særligt godt overens med den kulør, der rent faktisk kom på væggene.

Inde på arbejde halser jeg også efter de deadlines, der står i min kalender. Selvom jeg virkelig arbejder alt hvad jeg kan, så popper der hele tiden nye småting op, der skal laves, og ting der er større end forudset og så videre ...

søndag den 17. august 2014

Arv min arm

Min arm gør ondt i dag. Den værker og knager, og jeg er ligeglad, eller faktisk er jeg ret glad. For armen knirker, fordi den malede kanter på loftet i går (også kanter alle andre steder). Hr. F rullede på livet løs og nu har vi malet første gang i entréen, gangen, soveværelset og børneværelserne.

Vi har været så heldige at moster, onkel og 2 x fætter underholdt ællingerne i går og morfar har haft tjansen i dag, så var har kunne knokle videre. I morgen trækker han i arbejdstøjet og sliber efter anvisinger fra Hr. F, mens vi andre smutter på arbejde og danderer den med hver vores computer.

Det er intet mindre end fantastisk at endeligt være kommet igang med malerarbejdet, efter at have boet her i næste 6 mdr. Der er lang vej igen, men nu er vi da begyndt rejsen i retning af færdige børneværelser og en gang, hvor vi kan hænge ting på væggene og den slags. Vi har valgt hvid, det knap så gode ved hvid, er at vi nu kan se, hvor utroligt beskidt og numsefarvet alt træværket er. Planen har hele tiden være at male det, men nu kan det kun gå for langsomt med det. Så nu mangler vi bare at der kommer nogen og holder ællingerne i skak i næste weekenden, så vi kan smører mere maling i hytten.

fredag den 8. august 2014

Mr. Romance

Hr. F er en frygtelig romantisk fyr. Han er god til at komme med lottokuponer, lægeromaner og har lært at spille mine yndlingsmelodier på guitaren. Men altså det er ikke kun i forbindelse med mig, at han er romantisk. Denne weekend er han stukket af med 'den anden dame', som er navnet hans bedste ven går under. De er taget på bromance-tur, hvor de skal sove tæt i telt, spille guitar og se solnedgang. Destinationen er valg ud fra bedst mulighed for noget rødgrødende sol i horisonten.
Jeg har jo nævnt det før, men jeg er vild med ham, fordi han lader sig facinere af de mere simple ting som regnbuer, fyrværkeri og solnedgange. I øjeblikket bruger han faktisk helst sine aftner på terrassen, mens han ih'er og åh'er over, hvor smuk himmelen er i lige præcis de pink, lillae og ferskenfarvede nuancer, den måtte byde på.

Jeg har lidt mindre romantisk brugt min aften på at gøre rent. For maler-Johnny er ret så effektiv i værelserne her i huset, og det går vildt stærkt, men det sviner altså også lidt og med to små ællinger, der kravler alle steder, er det død og pine nødvendigt med noget støvsugning af spartelstøv.

Hvis jeg var rigtig romantisk (og mere musikalsk) ville jeg lære at spille guitar og synge andenstemmen (med vilje), så Hr. F og jeg kunne lave et lille band, der spillede ligesom de her.

tirsdag den 5. august 2014

Ode til det gode

Sommerferien her på matriklen, har ikke budt på det store over i den typiske charter-, camping- eller cykelferie. Vi har holdt arbejdsferie. Vi var begge nød til at runde på vores respektive arbejdspladers i den første officielle ferieuge, fordi vi var bagud pga noget tredagsfeber. Det er virkelig en ferie-mavepuster, af den værste slags, hvis du spørger mig. Heldigvis var det trods alt hurtigt overstået og vi kunne gå i gang med arbejdet på matriklen.

Opvaskemaskinen skulle op fra garagen og ind i køkkenet. Det lyder jo som en overkommelig opgave, men når man har et originalt forrammekøkken fra 1959, som helst skal bevares, er det en større operation, der kræver at køkkenet skilles forsigtigt ad og sættes sammen i nogle lidt andre og mere opvaskemaskineegnede dimensioner bagefter.
Hr. F stod for operationen, mens jeg opdaterede på Instagram. Det var nervepirrende og tog virkelig lang tid, fordi der skulle tænkes og grubles mellem alle tiltag. Men det er lykkedes! Ikke mindst ved hjælp af nogle meget søde naboer med store mængder værktøj. Maskinmesteren, der bor inden ved siden af, har ALT i en motoriseret udgave. Vi har vist haft lånt det hele og det er virkelig til stor hjælp med rundsav, girafsliber og industristøvsuger i nærheden, når man også lige skal slibe et loft. Politimanden overfor lånte bukke og vinkel til de nye husejere uden udstyr. Han må i øvrigt være noget af det mest maskuline, der går her på jorden. Han formår nemlig, at eje et lyserødt hus og to Berlingoer uden at virke vattet. Genboens mand var også forbi med en skruetrækker og en kompressor og så kørte det hele ellers for os.

Midt i al virakken drog jeg til Fødeøen for at hente et par ællinger, der var taget på ferie hos Moster og for at fejre min fødselsdag. Morfar kørte os alle sammen hjem igen og blev og holdte lidt ferie hos os. Han gik også i gang med at arbejde og anlagde lige et jordbærbed, der havde plads til alle vores jordbær (hold da op de skyder sådan nogle), fjernede et par buske og fiksede døren til skuret, så den nu kan lukkes i en ruf.

Jeg er fan'me heldig at bo her i smørhullet og i det hele taget være omgivet af gode mennesker.

HURRA!

PS. Endnu mere hurra for, at Svesken i dag faldt i søvn uden at græde sig i søvn.

mandag den 4. august 2014

Gone baby, gone

Den store er færdig med sut. Vi har besluttet, at nu var det vist også på tide, at hun sagde et endeligt farvel til sin elskede sut. Hun er blevet forberedt og glædede sig faktisk til at hænge den på suttetræet og få en gave (ja for vi bestikker i stor stil). Hun gjorde sig umage med at tegne tegning og tapede sutten godt fast med sine yndlings masking-tape og fandt selv snor frem og var ved at sprænges af spænding.
I lørdags drog hele familien på tur til Frederiksberg Have og det var med stolthed og rørelse, at vi så på hun hang sin sidste sut på træet og sagde farvel. Bagefter var der højt humør og fordring af ænder, på turen til BR var der endnu mere fest og et helt klar valg af en Anna dukke (hendes fra Frost).

Alt var godt.

Lige ind til hun skulle sove, så brød verden sammen. Jeg var overbevist om at hun ville være cool og måske være længe om at falde i søvn men ellers cool. Jeg kunne ikke tage mere fejl. Hun hulkede og skreg og skældte ud og var desperat. Der var fuldt blus på sorgen og hverken Hr. F og jeg kan holde det ud. Vi har hver især overvejet at drage mod suttetræet og snuppe sutten ned fra træet igen, så vi kan stoppe al den ulykkelighed.
Hun endte med at falde modvilligt og udmattet i søvn i armene på sin far.

I går udspillede samme smertefulde scenarie sig, men først efter, at hun havde insisteret på at sidde op og ikke sove i halvanden time. Hun brød først sammen da ordet sut blev nævnt, men SÅ var der også hul igennem til alle de forfærdenlige følelser. I dag har hun også grædt sig i søvn hos sin farmand.
Ahmen det er jo så synd for hende, og vi gør vores bedste for at trøste, anderkende og sætte ord på det, men jeg tror sgu, at vi har givet hende det første traume (det er i hvertfald et af vores første forældre-traumer).

torsdag den 17. juli 2014

Kroppen og Forstadshaven

I går var jeg til BodySDS og jeg synes virkelig det meget rart at få rystet og masséret kroppen igennem. Men det er altså lidt udfordrende at vågne med følelsen af at være kørt over af et godstog. Det hjalp nok heller ikke på sagen, at jeg brugte en stor del af natten i smørhullet mellem ællingerne under sammen dyne som Svesken. Den slags kræver absolut stilhed, og dermed ingen bevægelse, for ikke at komme til at vække de to før end højst nødvendigt. Alle ved jo, at det er vigtigt at sove længe i ferien, så pyt med, at det ikke er kvalitetssøvn.

Det holdt hårdt, men kroppen kom op i gear og ud i haven, der var fyldt med resterne af et træ, der blev fældet i går. Nu er der meget frit udsyn fra vores terrasse og nogen kunne mene, at vi sidder lidt på display deroppe, men det bliver ret fantastisk at slippe for alle de grannåle det smed. Den slags er ikke spor sjovt at gå på bare tæer med.
Jeg er i gang med at læse Signe Wennebergs havebog og i den argumenterer hun fornuftigt (og længe) om at haven skal være et sted, hvor børn kan opleve alle mulige ting, og hvor der skal være plads til andet end græs og hæk. Så nu har jeg lavet et stubbebed, som er en kombination af et klodsgulv og en sansesti. Det dufter ret fantastisk lige nu og tanken er at ællingerne skal kunne bruge det til leg. Måske det bliver taget op i morgen lavet til en stubbesti, af den slags man tit møder på legepladser, hvor stubbene står lidt fra hinanden og kan bruges til at øve balance og lange skridt på.

Fru Wenneberg snakker også om dyr i haven og den gode Hr. F har fundet sin indre høne-entusiat frem. Hønsegården fra hans barndom har i hvertfald været fyldt med lykkelige minder (og en lidt tosset tilgang til kælehøns og en meget stram 'ikke noget kylling på bordet, når vi har dem i haven'-politik), så han er helt fyr og flamme og snakker om kyllingebure, løbegårde og skrukhøns.
Jeg kan godt lide tanken om, at vores børn lærer lidt om 'jord til bord'-principperne og at vores køkkenaffald kan blive til æg og høns i asparges. Altså og så er det da også bare lidt sjovt med høns, jeg har forelsket mig i racen Wyandotter. Som er virkelig smuk og heldigvis en god begynderhøne, der også fås i en dværgudgave. Nu skal vi lige lave lidt research på de to-benede æglæggere og hvis det er sagen med høns, så må vi se, om vi er sådan nogle, der går linen ud og bliver så glade for gokkerne, at vi skal på udstilling and all that shit.

fredag den 11. juli 2014

Endelig

Nu står den på ferie, eller det vil sige at officielt står den på ferie, lidt mindre officielt skal både Hr. F og jeg arbejde en dag for at indhente nogle af de opgaver, vi har forsømt mens Alfen har været syg. Han har haft tre-dags-feber og selv om jeg egentligt synes, han kunne have lagt den sygdom på et tidspunkt, hvor vi ikke i forvejen var ved at smelte af varme, er jeg ret godt tilfreds med at kunne sætte flueben ud for en børnesygdom og ikke bare noget generel sløjhed. Jeg synes han har været hårdt ramt og jeg overvejer om det er fordi, jeg glemte at spise vitaminer, da jeg var gravid med ham, eller om han måske har en fødevareallergi eller noget intolerance, vi ikke har opdaget, og som derfor gør ham til en svækling.

Han skal vaccineres i næste uge, så der er planlagt mere feber og sløjhed til ham, men vi har udsat og udsat hans 1 års vaccine og nu er det altså ved at være oppe over, for sygeplejersken smed lige MFR'en i puljen, da jeg ringede og bestilte tid den. Men nok om sygdom, eller ender det her jo med at være en sygdomsblog og det er der vist ingen, der orker.

Til gengæld orker I jo helt klart at høre om, at denne sommerferie er SÅ tiltrængt, at den burde fordobles ved lov. Det er ok med mig, at I andre også tager dobbelt op på ferie. Vi skal ikke rigtig noget, andet end at slappe af være sammen og måske ordne lidt i det her pengeslugende hul af et hus vi har købt. Altså huset er ikke et hul på den måde, men det føles lidt som om, vi skal hælder penge i alt fra nye toiletter, til køkkebordplader og havemøbler. Vi forsøgte at forberede os på det, for det er jo ikke ligefrem atomfysik, at det koster penge at holde hus. Men det er lidt på samme måde som at få børn: Egen erfaringer er ret nødvendige.

Farmor kommer på besøg og passificerer ællingerne et par dage, så der håber jeg på at kunne rydde lidt op i kælderen, måske tegne lidt på legehuset og mest af alt få mulighed for at pille navlefnuller ud af det inderste af navnlen uden at skulle svare på sprøgsmål om prinsesser eller skulle hive noget ikke-spiseligt ud af kæften på tumlingen.

Det bliver storslået med ferie!

mandag den 7. juli 2014

Forstadshaven

Jeg har nævnt det før, at jeg har store planer for det hele ude i Forstadshaven. Jeg tegner stadig på det perfekte legehus til ællingerne, og jeg nusser og pusser om de planter, vi har derude. Svesken elsker, at hun kan plukke ærter og hive gulerødder op. Hun er meget sød til at dele med Alfen, som kvittere med en lille dans af lykke, når hun stikker ham ærtebælge med ærter så store som nødder.

Vi har lært en masse om have i de måneder, vi har været ansvarlige for vores egen. Jeg har eks. lært at stort set alt det, der ikke ligefrem er en spiseplante med stor sandsyndlighed er GIFTIGT. Noget mere end andet, men helt almindelige ting som liguster, påskeliljer og lathyrus er pludselige pissefarlige. Eller det kommer lidt an på, hvem man spøger. Jeg overvejede at fælde alt det, der er giftigt, men så kom jeg i tanke om, at jeg selv har overlevet en barndom med både snebærbuske og guldregn. Så nu er planen at lære ællingerne, at de ikke måske spise andet, end det vi har i højbedene.

Det er også gået op for mig, at det jeg i virkeligheden drømte om, da vi drømte om have primær var sol, græs og blomster i krukker. I hvertfald er jeg frustreret over, hvor meget de høje træer, der er i vores have, skygger for alting.
Der er et ret stort egetræ, og det er pænt bevares, men det skygger også det meste af dagen i den del af haven, hvor et drivhus og flere bede ville være oplagt. Ligesom det nåletræ der giver lidt mindre indsyn til vores terrasse og drysser hysterisk mange stikkende nåle ud over både terrasse og plæne, også giver skygge på terrassen et de timer om eftermiddagen, hvor sol på terrasen ville være mere end velkommen.
Vi har allerede fældet en del træer og buske, hver gang er vi blevet lidt overrasket over, hvor meget lys og luft det har givet, men vi har også lige skulle bruge et par dage til at vænne os til det nye og mere nøgne udtryk, haven har fået. Så nu er det store spørgsmål om vi tør at fælde mere, og hvis vi gør, om vi så får naboerne på nakken, fordi der evt. kunne være andre, der har følelser for egetræet. Nå men under alle omstændigheder bliver det, som så meget andet, på sigt med de store ændringer uden for.

Nu står resten af dagen på tour og det er ikke fordi ferien er startet, til gengæld er Alfen nede med feber igen. Muligvis fordi der er tænder på vej eller muligvis fordi han er forkølet.

tirsdag den 1. juli 2014

Fra samme rille

Der er sket mange ting siden sidst, og det her blogindlæg kunne handle om:

- At fem dages fucking Roskildesyge i den grad kan vride livslysten ud af mig og mit røvhul. Af samme årsag ønsker jeg mig sådan en her, til når vi skal skifte lokum i Enfamiliehuset.

- At Svesken også pøller på toilettet, eller potten i hvertfald. Hvilket er ret stort, fordi hun indtil den rette bestikkelse kom spil, har NÆGTET andet end nr. 1 uden for bleen.

- At vi har overgivet os til @rstidernes måltidskasser. I ved 'Skik følge eller Forstaden fly'.

- At jeg stadig er træt ind til marven, og virkelig skal overbevise mig selv om, at det er fornuftigt at have et socialt liv. Jeg har været ude med min veninde fra Japan som var forbi Kbh et par dage og det var skide hyggeligt, men inden havde jeg mest af alt lyst til at aflyse, fordi jeg var bange for at gå op i limningen, hvis ikke jeg bare kunne få lov til at sidde i min sofa.

- At jeg, med succes, har gennemført en 30 days challange med tandtråd. Babysteps. Mine gummer har aldrig haft det bedre.

- At vi har været i IKEA og at den der fik det største sammenbrud derude ikke var en af ællingerne, med derimod Hr. F. Han får tunnelsyn og kan IKKE under nogen omstændigheder vende tilbage til en afdeling vi har været igennem efter noget vi havde misset. Til trods for, at der stod 6 ting på en meget specifik seddel. Heldigvis kunne jeg godt jonglere to ællinger, en IKEA-vogn og en indkøbsliste mens nervesammenbruddet ventede i caféen.

- At jeg overvejer, om vi skal have et barn mere. Så jeg får muligheden for at kalde hende Elly. Så smart at man kan opkalde avl efter både Elvis og Dolly i ét navn.

Men det her indlæg handler vist mest af alt om, at der ikke sker alverden i Forstaden. Nu må sommerferie gerne snart indfinde sig med noget ro og nogle nætter hvor ingen hyler eller skider. Vi har ikke nogen planer andet end at slå græsset regelmæssigt og spise frugterne af vores højbede.

torsdag den 19. juni 2014

Fru Forstad = En teenager

Den sidste tids fravær på bloggen skyldes ikke (kun) syge børn, massive mængder vasketøj og opvask. Hr. Forstade tog, sammen med alle andre smarte mennesker, til NorthSide sidste weekend og efterlod mig alene med to ællinger, hvoraf den ene mente, at det var en god lejlighed til at kaste op over alt. Jeg var lidt presset og lidt træt, og undre mig til stadighed over, at der findes enlige forældre der overlever.

Men når sandheden skal frem, så er det der i virkeligheden, har taget min tid er en TV-serie jeg er faldet i. Jeg har endelig fundet mit teenage-selv frem og er i den grad forliebt i en af hovedpersonerne. Det er så her, jeg ville ønske, at jeg kunne skrive noget om at det er en kvalitets-serie og at min nye kærlighed hører til over i det begavede og velstimulerede segment. Men altså, det er en elendig Tv-serie, som mest af alt kan beskrives som et romanblad i serieform, og ham jeg er faldet for er en skruffy cowboy med flotte mavemuskler og helt utroligt godt game. Lige nu har vi dog krise mig og cowboy’den, for han er ikke helt fin i kanten og mit hjerte gør frygteligt ondt. Derfor kan I nok forstå, at jeg er nød til at se flere afsnit hver dag, så vi kan blive gode igen og at jeg ikke længere skal have det som en Take That fan ved gruppens opløsning.

Hr. F vender, forståeligt nok, det hvide ud af øjnene og sukker højlydt, når jeg sætter mig til rette med computeren. Heldigvis kan han distraheres med noget fodbold i TV. Ikke fordi han er sådan en klassisk fodbolddreng, mere fordi han godt kan blive begejstret over noget heftigt slutrundespil, der inkluderer straffespark, dårligere dommere og alt muligt andet lir.

mandag den 9. juni 2014

Pinse i Forstaden

Vores pinse har budt på store ting. Svesken knækkede koden til pedal-cyklen og siden har vi ikke set hende, fordi hun har haft for travlt med at finpudse teknikken. Fuld fart frem! Vi er så stolte af hende og det er hun også selv. Det er noget tid siden børnehaveveninderne regnede den ud, og det er fedt for hende endelig at være på niveau.



Alfen har til gengæld knækket koden til sproget, nu siger han både: 'Fut fut', 'wrrrrom', tak, hej, nej, skål og meget andet. Der komme nye begreber på hver dag og lykken stråle ud af ham, når vi forstår ham. Det er skønt at kunne kommandere rundt med hele husstanden og opnå det man vil.

Jeg har fået kapilærkasser og tomater i tre forskellige farver, og bladlus i to kulører. Ahmen altså hvor træls er det lige? Google siger, at jeg skal igang med indsektsæbe, men i første omgang har jeg nulret dem af og håber på det lykkes. Selv om jeg så småt at ved at indse at det ikke ligefrem er grønne fingre, der plager mig.

Hr. F har endelig fået noget motoriseret i garagen og selv om det bare er en kantklipper bruger den benzin og har så mange hestekræfter, at han kan være helt sikker på, at jeg i hvert fald ikke snupper den, før den er bygget om til en knallert.

Vi har også indset, at vores tempo i gør-det-selv-land er så utilfredsstillende, at vi er meget glade for, at Big Bank of Mom står i kulissen med en donation, der får nogle proffe folk på banen til at kickstarte lidt. Så vi ikke for evigt skal nøjes med at bo i halvdelen af huset, men faktisk får udnyttet de fleste af kvadratmeterne. Halleluja. Det bliver godt for det hele! Og vi er heldige og taknemlige for den mulighed.

Alt i alt kører vi bare almindelig hverdag i enfamiliehuset og som altid suser den forbi i så heftig en fart, at jeg er en anelse køresyg.

søndag den 25. maj 2014

Uden afbrydelser

Hr. F har været så sød at hive ællingerne med til Fødeøen og efterladt mig alene hjemme i intet mindre end 1,5 døgn. Jeg kan seriøst ikke huske, hvornår jeg sidst var alene. Ikke engang toilettet er helligt for de små, når de vil et eller andet NU.

Jeg har haft en alen lang to do liste med praktisk opgaver og har fået vasket tøj, vasket op, støvsuget, slået græs, ordnet på et værelse, skiftet sengetøj, lavet madplan/købt ind, gravet lidt i forhaven, olieret spisebord og flyttet ret meget fældet træ ude i haven. Hvad jeg ikke har nået, er at lave tegninger til vores nye køkkenbord. Det er ret fatalt, fordi opvaskemaskinen ind til videre står nede i vores kælder i stedet for i køkkenet pga. lav bordhøje og for kort skabsdybe. Det var ikke fordi jeg ikke ville, desværre har sketchup besluttet at slette sig selv fra min computer (til trods for, at jeg havde down loadet free version) og jeg kan ikke finde en eneste lineal i flyttekasserne i kælderen. Først blev jeg helt stram i betrækket og så gik gassen af ballonen.

Men selv om jeg ikke fik løst den livvigtige opvaskemaskineopgave, fik jeg gjort en masse i mit eget tempo, uden at blive afbrudt og uden at have dårlig samvittighed over at sige: 'Vent lige lidt, jeg skal lige ... (indsæt selv pligt)'. Det er lykken at have børn, men det er altså også lykken at savne dem lidt engang imellem (ikke at jeg helt er nået til at savne dem endnu). Mest af alt er det ret fantastisk at mærke, at jeg er andet end den mor-skal, der har vokset sig ret tyk på mig over de sidste par år. Jeg er (åbentbart) også et havemenneske, en sushielsker og en der gode kan lide rene gulvet og ditto værelser.

Jeg glæder mig allerede til næste gang jeg skal jeg have migtid. Der bliver det udenlands, da nogle af mine studiekammerater har inviteret på arkitekturtur. Det bliver en forlænget weekend i efteråret med dejlige damer, smukke huse og lækkert mad!

tirsdag den 20. maj 2014

15 år tur/retur

Fredag aften var jeg til Psyched up Janis koncert på Vega sammen med min barndomsveninde. Vi har være til mange PUJ koncerter sammen før, men de lå vist alle sammen i sidste årtusinde og vi var yngre, mere rå og uforløste.
Jeg husker ungdommens koncerter som fulde af energi og spænding. Det var spændende at se Sune Wagner i virkeligheden. Åh mit teenagehjerte drømte om Sune Wagner. Det var endnu mere spændende at se, om jeg kunne få øje på nogen jeg kendte, så de kunne se, hvor sej jeg var, når jeg nu igen var til koncert. Livet i provinsen gav heldigvis altid den mulighed at spotte og blive spottet og det var frydefuldt, at være en del af en fælles forståelse af at livet var hårdt og kampen uendeligt.
Fredagens koncert var ikke rastløs som 90'ernes, bandet spillede høfligt og publikum, var alle - præcis som jeg - blevet 15 år ældre. Selv om materialet var det samme, så blev jeg ikke rørt på samme måde som i mit teenageselv. En enkelt sang eller to kunne dig genkalde minder og et knust hjerte over en fyr eller to fra den gang. I det hele taget har jeg det lidt svært med nostalgi og det må siges at være en af hjørnestenene, når band og publikum mødes efter mange års pause blot for at køre et fælles tidligere liv på repeat. Sune Wagner har stadig en krop som en teenagedreng og han stemme er muligvis blevet endnu lysere end da han skreg sine frustrationer ud for os andre (kan en stemme gå i undergang?) og jeg må bare enderkende at voksenudgaven af mig ikke ligefrem er ved at gå i gulvet af begejstring over reunion.

Til gengæld var jeg altså lidt høj over at været blevet flirtet med af både 45+ mændene, der sad ved siden af os og spise aftensmad, 60+ mændende jeg startede koncerten ved siden af og dem bagved mig, der var på min alder, der alligevel startede en samtale med: 'Er I ikke lidt for unge til at kunne huske det her?'. Dem bagved blev også særligt imponerede over, at vi endda var tilstede da The Quite Album blev indspillet. Hvis man lytter godt efter på den indspilning, kan man endda være så heldig at høre både min daværende kæreste og Hr. Forstad råbe ivrigt efter særlige numre. Aftenen sluttede ikke alt for sent og det allerbedste var alligevel at komme hjem og under den varme dyne i Forstaden, hvor hele min fine familie snorkede og pruttede.



torsdag den 15. maj 2014

Teleport og freez-knap

Hverdagen fylder meget herhjemme i øjeblikket. Vi er kun lige i stand til at drifte en ordinær familie og så overlever vi ellers uden om.

Heldigvis er Alfen SÅ god til at flytte vuggestue, han har taget dem med storm og de har taget imod ham med åbne arme. Det går så let som en leg og er ret fantastisk. Er ikke sikker på at vi var kommet helskindet igennem ellers. Der har nemlig været årsmøde på mit arbejde og den slags fylder ret meget op til og i den weekend det foregår og også dagene efter, så der var ikke særligt meget elastik i programmet.

Nå men mens livet suser forbi, drømmer jeg om freeze-knappen, der kunne sætte en del af mit liv på pause (job eller familie) mens jeg fik mulighed for at fokusere og fordybe mig i den anden del. Hvis der er en Ole Opfinder på linjen vil jeg værdsætte freeze-knappen, alternativt teleporten som kunne spare mig for alt for meget transport.


torsdag den 1. maj 2014

Et andet hoved tak

Hele familien Forstad skal til frisøren i weekenden. Alfen skal have klippet sit babyhår af, Svesken skal studses og Hr. F skal have tæmmet lokkerne, så hans hovedform igen kan ligne noget, der hører til på et menneske.

Jeg skal også klippes og mit hår er i øjeblikket onde i en fase, hvor det klasker og bliver fedtet i det øjeblik, jeg er ude af badet.
Den slags giver altid anledning til, at have lyst til at gøre drastisk. Det kunne være pandehår, en permanent eller kort hår. Åh hvem der bare kunne bære kort hår. Sådan en skarp og uimponeret power frits.
Desværre er jeg udstyret med små øjne, kødfuld næse og et solidt kæbeparti med en blød dobbelthage under. Det i sig selv ikke giver voldsom feminin fremtoning. Kombineret med min ikke eksisterende brug af make up, er vi vist ude i noget der efterlader mig med temmeligt mandhaftigt udtryk, der nok ikke passer til mit romantiske selvbillede.

Er der nogen der ved, hvor man kan købe et hoved, der passer til fikst kort hår og en vilje til daglig make up?



- Fra telefonen!

tirsdag den 29. april 2014

Store planer

Min computer lider under, at vi har fået hus og have. Der er ALTID noget, der kan lige kan gøres og en tumling, der skal mandsopdækkes og en stor pige, der skal svares.

Ikke om jeg fatter, hvordan der er nogen, der formår fuldtidsjob, hus/have/bil, familiedrift og så en lille sidegesjæft med hjemmelavede ting on the side. Jeg synes knap nok, vi kan nå job og hverdagsdrift, vi er pt et sted, hvor jeg fantaserer om at få ro i mit eget hoved så lang tid, at der ligefrem kan komme en selvstædig tanke, der ikke handler om andre eller noget praktisk, jeg er bagud med. Jeg er endda begyndt at gøre Hr. F toilettrikket efter, bare for at få lov til at være alene i fem minutter. Lige meget hjælper det i øvrigt for Svesken har vist luret det, og kan time sine - ret presserende - tissetåre efter min tilbagetrækken.

Hvis jeg fik ro i mere end fem min før kl. 22:00 ville jeg klart lave en målfast tegning af køkkenet og få løst det hjørne ved vindueskarmen, få styr på bordhøjderne og regne de to nye forrammedele ud. Jeg ville også få tegnet detailtegninger og lagt budget for det legehus, som jeg drømmer om skal stå ude i haven. Jeg ville i hvert fald få ryddet op nede i kælderen, så jeg kan have et skrivebord, der har plads til alle mine store planer.

Mens jeg venter på at få ro, så hygger jeg mig ude i haven med at tage mælkebøtter op og blæse sæbebobler. Sådan sommervejr i april holder 100%, så vill det bare været fedt, hvis den svagelige Alf, snart var helt rask i stedet for alt det skranteri, han kan præstere i øjeblikket. Jeg håber godt nok ikke, at vi skal igennem en hel ny periode af fremmede baktusser, når han skal starte i Sveskens institution på mandag. Mor her har selvfølgelig krise over skulle flytte det lille barn, fra sin trykke hverdag over til noget, for ham helt nyt.
Den evige morkrise sniger sig op på mig igen.

mandag den 21. april 2014

Påsken susede afsted og jeg havde for travlt til at blogge. Selv mit instafeed blev forsømt (lidt).

Der er sket en masse de sidste mange dage, og det her indlæg kunne handle om:
- de tre buske vi fik slået ihjel i haven og de tre stubbe vi brugte en forfærdelig masse kræfter på at grave op.
- de træstubbe den gamle ejer har efterladt og som også skal graves op, eller stubfræses.
- alt det tapet Hr. F har hevet ned af væggene.
- Alfen som har tynd mave og derfor skider uafbrudt, også om natten.
- Svesken der nu kun bruger sut til at sove med, og som de tre sidste dage har eksperimenteret med underbukser i stedet for ble.
- morfar som har været på besøg en masse dage for at hjælpe lidt med istandsættelsen. (Han er ikke sådan en rigtig handy far, så det var ikke tapet- og spartelmasserne han hjælp med. Til gengæld glide garagedøren lettere nu, støvsugerslangen kan hænges op og alle lagereoler i kælderen er samlet. Ungerne har nydt han var her og der er blevet læst bøger og drukket imaginær kaffe i stride strømme.)
- Oma som er så heldig at have påskeharen boende.
- Omas traditionelle påskefrokost med blinis, stenbidderogn og solæg.
- hvor meget jeg elsker at være haveejer, og hvor meget jeg ønsker mig et drivhus.

Men faktisk skal det her indlæg handle om den crosstrainer, der er flyttet ind i kælderen.
Hr. F har købt en romaskine og stillet den i hobbyrummet. Han er ret sej til at ro og hygger sig gevaldigt med at flå i det spinkle håndtag. Jeg er ikke videre interesseret i stærk brystmuskulatur, men har forhåbninger om en bedre kondition og lidt færre kilo generelt. Begejstringen ville derfor ingen ende tage, da jeg mødte en crosstrainer i byttecentralen på genbrugspladsen.
Ret fed deal at aflevere giftig busk og få en motionsmaskine med hjem i stedet. Manden i den blå kedeldragt kunne berette, at dem der havde stillet maskinen, sagde at den duede fint bortset fra noget med displayet. Det er ikke mit indtryk, at den er blevet brugt vildt meget. I hvertfald var der stadig gavepapir i bunden af den, da vi flyttede den ind ved siden at romaskinen.
Jeg kan ikke finde ud af at tænde displayet, hvilket gør, at jeg ikke kan indstille dyret. Alligevel har jeg pisket rundt på den i en lille halv time. Til min egen store tilfredshed selvfølgelig. Jeg kunne godt tænke mig lige en tand mere belastning og måske en kalorietæller eller noget i den stil. Men grundlægger er jeg ret tilfreds med at have hjemmefitness. Jeg kan jo altid investere i en med de ønskede funktioner, hvis jeg bliver grebet af det og genbrugsudgaven ikke kan fikses.



- Fra telefonen!

søndag den 6. april 2014

Ud over gæster

Sådan et helt nyt hus tåler at blive vist meget frem. Vi har igen brugt weekenden på at guide besøgende igennem de mange kvm. I går formiddags kom farmor for at se på herlighederne og nusse om ungerne. Vi strøg i nærmeste byggemarked for at købe sand til sandkassen og få jord og ukrudtsdug til højbedene. I løbet af eftermiddagen indfandt Hr. F's fætter med familie sig, de blev og hyggede til aftensmad og da det var ovre, var den lørdag ligesom slut.

Farmor var en engel, som tog ællingerne i morges (og opvasken i løbet af dagen). Så jeg har sovet virkelig mange timer i nat og var derfor ikke til at stoppe, da småregnede holdt inde og jeg fik min kedeldragt på. Haven er nu udstyret med komplet sandkasse med sand (og en plan om et legehus, på sigt), højbed med jordbærplanter og intermistisk drivhusanordning over og græsslåmaskine af den håndskubbede typer (efter endnu en tur i byggedmarkede).
Også i dag blev enfamiliehuset vist frem, for Hr. F's barndomsven kiggede ud og præsenterede sin nye kæreste begge fra Fødeøen. Så vi har også fået talt lidt dialekt og spist noget kage.
I morgen starter endnu en uge, og jeg har pt ikke forventninger om, at vi får lavet ret meget andet end hverdagsdrift. Hvis vi er effektive, får vi sat nogle ting op på de nye reoler i kælderen og fjernet det sidste tapet, på det der skal være Sveskens værelse, sådan påsken kan bruges til at spartle og filte derinde.
Morfar kommer på besøg, så der er igen bil til rådighed. Det betyder nok en tur eller to på genbrugsstationen, muligvis med de taksplanter der skal fældes i haven og noget af alt det pap sådan en flytning genererer.

Jeg har opdaget, at jeg totalt er til haven. Jeg drømmer om den spiselige, romantiske og sjove have, fremfor den stæsegrønne kirkegårdsversion vi har arvet fra radioamatøren, der boede her tidligere.
Åh hvis bare vi havde penge og tid, ville her snart stå magnoliatræer, drivhuse, rabarbernede og fancy pants legehuse på hver en cm udeareal. Men ind til videre, har livet manden kun at gære de sidste to højbede færdige og sætte de allerede købte blomster ud og så ellers holde fokus indendøre. Men uha det er svært, når haven lokker med lunt vejr og en god fornemmelse i krop og sjæl.




Højbed med jordbær.


Martsvioler (siger IGpanelet)


Sveske med mariehøne.


Kortlægning af haven og den planter.

onsdag den 2. april 2014

Jeg er en kost

Det viser sig, at ikke bare fejer med koste, men at jeg ER en sur kost. Dagen i dag har jeg brugt på at ærgre mig over ikke at blive inviteret til et interessant møde og blive afvist da jeg forsøgte at invitere mig selv. Hidset mig op over nogen, der ikke kan svare på simple spørgsmål i en simpel mail, men til gengæld brokke sig til mig over, at jeg ikke har svaret på deres spørgsmål som end ikke er stillet. Blevet helt elektrisk over at blive sat til noget, som ville være gjort utroligt meget nemmere, hvis dem der skulle bruge informationen, selv havde søgt den. Allerværst var min, ellers søde, kollega som stod ved siden af og blev ved med at spørger, hvad der var i vejen. ALLE var der nogen i vejen med, altså alle undtaget mig.

Må holde op med at spise lakrids i store mængder, det er ikke godt for mit blodtryk.

mandag den 31. marts 2014

Fejer med koste

Jeg har fået ny indianernavn siden sidst: Fejer med koste. Det er ikke fordi, jeg er begyndt til curling, selv om jeg kunne være fristet. Men det nye, fine og utroligt glatte gulv i enfamiliehuset overlader intet til fantasien. ALT kan ses og med en Alf, der hellere end gerne deler sin mad med vores ikke-eksisterende hund og en Sveske med kronisk sand i lommerne, har jeg kronisk skidt på gulvene. Ikke sådan almindeligt støv, der, hvis man vente længe nok, bliver til flotte nullermænd. Mere sådan et lag af lort, der hører til ude i skraldespanden. Heldigvis har jeg et kostesæt og det bliver brugt ivrigt, mens jeg overvejer, hvor meget skidt der egenligt lå mellem revnerne i vores plankegulv over i smørhullet.

Her i huset flyver tiden afsted. Weekenden kom og gik uden vi fik lavet det store mht renoveringen. Til gengæld havde vi en masse gæster og genboen gav et lift til byggemarkedet, så nu har haven fået noget, der kan blive til højbede, en sandkasse og der er (usamlede) reoler i kælderen. Snart begynder det at ligne noget.
Selv om jeg tit tjekker DBA efter de helt rigtige tilbud, har Mor i Havnen givet med en diagnose, der går ud på, at man vil have alt fra nyt. Hun ved et eller andet om den slags, for det er jo lige præcis det, hun har speciale i. Hun er tilgivet for til syneladenende er hun og manden totalt med på at indfører toast, som det nye sort i DK. Cowboy-toasten og bøf-sanwichen (jo, det er en toast) giver sig selv. Vi skal fange det nysgerrige hipster-segment med kanel-toasten og arme riddere. Hvis det glipper med Far i Havens lokale, så er der et lidt længere oppe af vejen her, som kunne være perfekt til Trio Toast. Det er et lille lokale med store vinduer og bredt fortov med eftermiddagssol. Det bliver godt!

mandag den 24. marts 2014

Trendy toast

Der findes damer her i blogland, der er virkelig gode til at opdage trends for alle andre. Jeg er ikke en af dem. Men jeg har netop hørt mit elskede 'This American Life' og lært er toast er det nye sort. Helt bestemt kanel-toast er det nye sort (altså sådan som cupcakes og popcakes var for et par år siden).

Det er godt for mig. Min tålmodighed med fondant - som jeg på mange måde synes, er modellervoks for voksne - rækker ikke til meget andet end at skrabe det af den kage, jeg får serveret. Altså efter at have beundret teknikken, naturligvis.

Men toast, det er da til at overskue. Vi snakker skærer brød, riste brød og muligvis noget med smør.

Jeg tænker, at dagens idé må være at åbne en toastbod, banke den op og så sælge den, mens toast er på toppen. Hvad siger du?

Skulle I sidde derude og tænker, at jeg er gået fra forstanden, kan jeg kun opfordre jer til at google: Trendy Toast

tirsdag den 18. marts 2014

To filt or not to filt

Den der renovering laver vist ikke sig selv, så vi forsøger at løbe den i gang. Det er bare så frygteligt svært! Vi er enige om, at tapetet der findes nu, skal ned. Det er simpelthen så dårligt sat op, at det ikke er til at holde ud. Men det er meget svært for os at finde ud af, hvad fanden der skal ske i stedet for tapet med overlap.
Det er jo så frygteligt moderne med filt eller væv. Hr. F er totalt til den idé, for det gør alle andre og det fungerer jo hjemme ved dem. Jeg er lidt mindre overbevist. Mest fordi jeg ikke kan finde oplysninger om, hvorfor det er bedre end eks. tapet eller maling. Jeg kan heller ikke finde ud af, hvad fanden det der filt er lavet af. Altså glasvæv er jo nem nok at regne ud, men alt det andet, hvad er det lavet af. Er det diffusionsåbnet (også med maling på), hvad gør det ved mit indeklima og hvad skal der med muren bagved og mest af alt, hvorfor er det så frygteligt, hvis man kan se de revne Enfamiliehuset måtte slå? I virkeligheden er det vel meget godt at kunne følge med i, hvordan det står til med væggene.
Endnu et spørgsmål trænger sig på: 'Skal det være glatte overflader, eller er det i virkeligheden bedre med en anelse struktur? Det tapet, vi kan se resterne inde i musikstuen, har aftryk af fint klassisk mønster, der giver en lille smule struktur, der helt sikkert har understreget det oprindelige tapet. Og hvilke farve skal vi vælge og skal vi i bedste boligprogram-stil have en væg eller to i 'signatur-farve' eller funky tapet til at bryde alt det hvide, vi ellers planlægger?

Jeg troede sgu, det ville være nemmere. Det kommer i den grad bag på mig, at det eneste rum, hvor jeg har en helt klar vision for det færdige resultat er køkkenet og end ikke der, er jeg 100% sikker på om glatte vægge er at forestrække frem for noget riflet. Eller jo, for glatte vægge er lige en tand nemmere over i rengøringen, så måske jeg ikke er så meget i tvivl der. Men igen, det er kun i køkkenet.

Hvorfor fanden er der ikke nogen, der har lavet en how to-guide med ordentlig baggrunds oplysninger og hvorfor, hvilket materialer der kan hvad osv.
Det eneste der er ufravigeligt lige nu er, at vi starter med Sveskens værelse, og kun det i første omgang. Så må vi prøve os frem et lille babyskridt ad gangen og se, hvor vi ender.

Apropos babyskridt, så har Alfen i dag brilleret ved at tage sit første lille bitte, meget skævelse skridt. Han lurerede gåvognen for et par dage siden og kan småløbe efter den, fordi den får lidt mere fart på end hvad godt er. Så moren er meget stolt over, at han allerede nu kaster sig ud i at gå selv med spaghettiben, desperat ansigt og arme, der stritte stift ud i luften helt klar til at blive grebet.

mandag den 17. marts 2014

Tarteletter, Tømmeren & Tapé

I lørdags havde vi en ret fantastisk dag. Min gode ven Tømmeren er flyttet til Vestsjælland fra Oslo og han kom og hang ud i Enfamiliehuset. Vi har været bofæller da vi læste, så det er ret uformelt, når han er på besøg. Han fik en rundvisning i huset og jeg sparkede til dækkende på hans nye bil. Jeg en gang lært, at det er sådan mænd nikker godkendende til hinandens køretøjer på.

Svesken var fyr og flamme over, at Tømmeren kom på besøg og han nåede da også kun lige indenfor døren, før han med en slet skjult hentydning blev præsenteret for hendes billedelotteri og jeg blev bedt om at tie stille, fordi Tømmeren legede med hende.
Fordi vi havde fint besøg, fik vi efter Sveskens bestilling tarpeletter til frokost og brånsviner til kaffen. Så mens Hr. F hældte rugbrød på ællingerne, drog Tømmeren, bilen og jeg i Ikea. Egenlig for at købe gardiner, for Enfamiliehuset har alvorligt store vinduer, der lader alle kigge ind. Og selv om vi er frisindede, er jeg ikke helt klar til at blive kendt som 'ugly naked couple'.
Men Ikea skuffede fælt i gardinafdelingen og jeg kom derfra kun med klemmer, tørrersnor og gavebånd. Hvilket sådan set har efterladt os i en akvarieligende tilstand, hvor en anelse mere tækkelighed end hvad vi er vant til fra smørhullet på 2. sal er passende. Det hjælper nok ikke på det, at jeg i virkeligheden slet ikke bryder mig om gardiner, hvorfor jeg med stor sandsynlighed aldrig finder de helt rigtige. Allerhelst ønsker jeg mig skodder, der sidder uden på huset og kan åbnes og lukkes med fiks anordning. Men når nu huset ikke er født med den slags, vil mit nørde-arkitekt-gen muligvis få tics af den løsning, hvis den lod sig gøre.

På lørdag venter også en fabelagtigt dag. Der skal vi nemlig se klovnen Tapé optræde på Rødovre bibliotek. Jeg er ikke særligt vild med klovne og har egenlig længe ment, at mimeklovne måtte være de værste. Men Tapé er altså virkelig morsom, dygtig og smidig. Hele familien glæder sig til at se ham sjippe med det ene ben på nakken og jonglerer med utroligt mange bolde.* Hvis jer der bor i nærheden ikke har andet at give jer til, så kom. Det bliver toppen.

Nu vil jeg gå ned i min kælder og sortere yderligere. Lige nu er arbejder jeg med et bunkesystem, der opdeler skramlet i bunkerne: Reshopper/mødrehjælpen, Videre i familien, ind i reolen og småt brandbart. Det går ret fint faktisk og jeg kan konstatere, at vi ud over urimelige mængder børnetøj i for små størrelser har utroligt mange lamper, temmelig mange soveposer og en gevaldig røvfuld bøger, som vi aldrig får set i igen. Så jeg er faktisk ude i den blasfemiske tanke at smide bøger ud. Forstadens antikvariat er lukket og jeg er ærligt talt svært ved at forestille mig, hvem der dog kan bruge en krøllet udgave at Københavns Kommunes 'Victor vil ikke vaske hænder'. Vi får se om jeg kan få mig selv til det.
Jeg kan allerede nu fornemme at oprydningen betyder endnu en tur i Ikea, denne gang efter en reol. Jeg har opgivet Hyllis, fordi den var lidt kort, men også fordi den kan 'Blæse omkuld på en vindstille dag' ifølge Tømmeren, og det er i hvertfald ikke lige den type reol, jeg skal have i min kælder. Overvejer om jeg skal kaste min kærlighed på Ivar i stedet.

*Ja, det er vores tideligere underbo, som mere end en gang har optrådt i mit insta feed med gigantiske sæbebobler og mange kegler i luften. Så jeg ved hvad jeg taler om, når jeg siger han er sjov.



torsdag den 13. marts 2014

Samme rille

Ja, nu er det så Svesken, der har lagt sig med noget feberpis. Det er en ondsindet omgang, der har lagt det meste børneren ned inkl. Sveskens bedste veninde som har været horisontal i en uge. Jeg fornemmer allerede nu noget med forstærkning fra Fødeøen.
Vi er muligvis nød til at få gang i maleriet, så vi kan få gæsteværelset færdig i en ruf, eftersom det tilsyneladende er husets vigtigste rum.

Dagens gode nyhed er, at der er andre forældre nede i vuggeren heller ikke har fattet Den Sure Fars skosystem. Så måske jeg ikke er helt så imbecil, som jeg følte mig den anden dag.
Dagens bedste nyhed er dog, at der bliver frigivet påskebryg i morgen og jeg ammer ikke længere, så jeg har planer om 1-2-3 påskebryg og en anelse tømmermænd, hvis altså feberbarnet lader mig få chancen.

tirsdag den 11. marts 2014

Har du skældt nogen ud i dag?

Nå men i dag kom jeg hjem med en baby, der ikke havde sko på. Vi har ingen bil og de små strømpesokker har strittet ud af flyverdragten i et par kilometer på cykel. I sidste uge blev han transporteret i Sveskens aflagte sutsko, men vi har faktisk fundet støvlerne, så det var ren distræthed, der gjorde udslaget.
Til mit forsvar vil jeg sige, at jeg fik skæld ud af en far nede i vuggeren, fordi jeg ikke havde taget mine sko af, eller påført de blå plastiksutter, der efter min bedste overbevisning kun var til sjaskevejr. Nede i Sveskens institution, som er min eneste reference udi skokultur i vuggestuer, er der ingen, der tager det særligt tungt, så længe gulvene ikke bliver våde. Og eftersom der ikke er skilte eller en 'voksen' der har opridset reglerne, blev jeg faktisk lidt overrasket over at få et fur, som om jeg var et uartigt barn.

Ej men jeg hader at få skæld ud. Synes bare ikke, det er værdigt for nogen og jeg ved, at det i hvertfald ikke er konstruktivt at skælde mig ud. Bevares, jeg skal nok tage mine sko af nede i vuggeren, det er ikke noget problem. Men han kunne sgu da bare have sagt det til mig på en pæn måde, i stedet for at give mig ondt i maven og noget helt så banalt som en misforståelse.

På den mere muntre side har dagen jo bragt noget så dejligt som endnu mere forårssol, af den slags der skinner så kraftigt, at sneblindhed føles som noget der kan opstå i Forstaden. Hr. F har vasket gulv og jeg selv har kæmpet mig igennem opvasken uden at få selvmordstanker. Alfens humør er endelig vendt, efter 14 dage som klynkekonge er han på vej tilbage til sit fantastiske selv, hvor hvis og skrig er af begejstring fremfor frustration. Hurra for det.

torsdag den 6. marts 2014

Undtagelsestilstand

Hvis vores hus var et land, ville regeringen nok være nød til at erklære undtagelsestilstand.

Det viser sig, at det ikke er helt nemt at få en hverdag til at køre, når der altid er mindst et medlem af familien, der er syg og alle ens egendele ligger i flyttekasser. Vi har endnu ikke haft held til at lokalisere vores fryseposer, indeholdet af Hr. F's personlige skuffe eller vores neglesaks.

Men hvorfor pakker I ikke bare ud så? Er det oplagte spørgsmål, og vi er også så småt i gang. Det meste af køkkenudstyret har fundet sig til rette på nye hylder og vi har sat reolen op, og er i gang med at fylde den med bøger. Det virker bare top tåbeligt, eftersom det hele snart skal pakkes ned igen, fordi køkken og stue skal males. Vi er stadig optimistiske og tror på, at det bliver på denne side af sommerferien.
Køkkenet skal have en større omgang, men det må helst ikke kunne ses. Vi skal have løftet køkkenbordet, så Hr.F ikke skal gå ned i knæ, hver gang han laver mad. Der skal gøres plads til en opvaskemaskine, der skal flyttes nogle låger fra den ene side over i den anden side, hvor der i øjeblikket er elementkøkken, men som gerne skulle ende som forrammekøkken. Det grønne linoleum skal af gulvet og vi skal have ændret væggenes farvekombinationen fra påskegul/nougatbrun til hvid/blå. Det mest kræver desværre nogle handy skills, som vi ikke er i besiddelse af. Så hvis der sidder nogen der ude, der kender en dygtig tømmer/snedker, der kan hjælpe os med den tilpasning, så modtager vi som altid anbefalinger.

De andre rum i stueetagen, kan vist nok nøjes med lidt spartelmasse og noget maling. Vi skal bare lige igang. Det holder sgu lidt hårdt. I dag er det mig, der er nede med sygdom. Min hals gør ondt og mit hoved kan ikke holde ud, at jeg bevæger mig. Noget siger mig, at det heller ikke bliver i dag vi kommer frygteligt meget videre.

søndag den 2. marts 2014

Ugens sygdom

Det viser sig at livet i Forstaden ikke byder på så meget andet end flytning og sygdom.

Hr. F har flyttet og flyttet og flyttet hele sidste uge. Så der var kun de store ting tilbage, da vi officielt flyttede i går formiddag. Men vi havde alligevel drøn travlt og var det ikke for en ven og noget familie, ville vi hverken have været halvt eller helt færdig.
Vi er nu ude af lejligheden og inde i huset. Men vi er ikke gang med at male eller sætte i stand eller noget. Vi skal nemlig lige beslutte niveauet og rækkefølgen af arbejderne.

Men vi er GLADE, for huset er så rigtigt til os. Svesken har helt styr på hvilket der er hendes værelse og da vi andre spiste i dag, tøffede hun derind for at lege med lego i fred.
Naboerne har hilst os velkommen med fastelavnsboller og min veninde har været forbi med en blomst, der kan plantes ud.

Ællingerne har brugt weekenden hos Moster & Onkel på Fødeøen, og de har råhygget sig og er blevet forkælet, så det står ud af begge øre. Alfen har besluttet, at det også skal rende ud af øjnene og at denne uges tema skal være øjnbetændelse, feber og snotnæse. Det er så synd for ham ( og os ) at vi nu igen skal bruger energi på mere skitmas og flere sygedage. Jeg er den i morgen og kan kun håbe på en lang lur ude i haven. Så jeg kan få ordnet lidt af det hele.


- Fra telefonen!

onsdag den 26. februar 2014

Kasser og reoler

Vi er ligesom gået i gang med det der flytning. Eller Hr. F er gået i gang med det der flytning. Det kan godt være, at vi kun har omkring 50 m2 i lejligheden. Men vi er vist kommet til at sprede utroligt meget lort ud over hele loftet her i huset. I praksis betyder det, at min elskede er i gang med, for treide aften i træk, at flytter skrammel fra loftet i den gamle hus over i kælderen til det nye hus.
Verdens sødeste underbo har stillet sin lille kassevogn til rådighed hver aften i hele ugen og det betyder, at vi nok komme igennem det der flytning inden deadline, som er lørdag kl. 12:00. Dem der skal bo i smørhullet flytter ind i det øjeblik, vi er ude.
Det der allerede er flyttet, er ikke værdigfuldt, i virkeligheden er det nok mere ting, vi ikke har kunne tage stilling til. Det er en masse af Sveskens aflagte tøj, vi troede at en lillesøster skulle bruge og andet i 'måske får vi brug for det igen'-kategorien. Det skal sorteres, sælges og foræres væk til nogen som faktisk skal bruge det.
Vi er også så småt gået i gang med at pakke ned i lejligheden, men hver gang vi lægger noget i en kasse, så er der et barn der hiver noget op. Alfen især er virkelig en effektiv udpakker, med den vanlige 'baby sprede alt ud i hele stuen'-stil.

Den her flytning viser virkelig min sande natur som hoarder. Vi snakker, desværre ikke, neurotisk ordens hoarder, men mere skæve bunker og løsøre overalt typen. Ud over alt ovennævnte skrammel belyser problemet. Så er der nok også en alarmklokke, der bør ringe, når det jeg glæder mig allemest til over i det nye hus, er alle de reoler, jeg pludselig får plads til. Hvis jeg havde penge nok, ville vi være ude i String, Montana og Seletti over det hele. Sandheden er nok, at jeg skal ryde ud og ellers klare mig med Hyllis

Den store nyhed her i familien er overraskende nok ikke noget med flytningen men derimod, at Alfen har droppet amning. Jeg er lykkelig og lettet. Det bliver ret fedt at få brysterne for mig selv igen og det er virkelig godt timet, for Alfen skal sove uden mig for første gang på lørdag. Ungerne bliver skippet til Fødeøen mens de voksne sørger for flytning.
Hr. F og jeg glæder os til første aften alene i det nye hus. Ud over ømme muskler bliver det forhåbenligt noget med eksotisk mad og erotisk påklædning (hvis vi da får anskaffet gardiner først).

lørdag den 22. februar 2014

1000 ting

Alfen var ikke færdig med at være syg. Han tog lige en uge mere, han tog Svesken med i faldet og farmor kom endnu en engang fra Fødeøen, for at passe pjevsede unger. Fanme godt at vi har hende.

Heldigvis var Alfen god igen i torsdags. Han blev et helt år og er helt igennem fantastisk. Han kan stå op ad alting, i onsdags tog han endda et par skridt sammen med en af vores stole. Han spiser virkelig meget og øver sig med skeen, lige indtil han kommer i tanke om, at han allerede kan klaske, hvorefter alle tallerkner får med hånden og vinduesviskerarmen.
Sproget kører derudad i bedste båndsalatstil med dadada, duaar og mammammam. Han har helt styr på at nikke af det han gerne vil og ryste nej tak på hovedet, når det ikke passer ham. Han knap 9 kg og godt 80 cm lang. Mest af alt er han helt vidunderlig. Han knuselsker Svesken og er altid lige i hælene på hende. Når hun laver puslespil, vil han være med. Når hun laverperleplader, vil han være med og når bygger hun lego, er han klar til at bryde ned. Faktisk har han også allerede fattet, at man kan sætte duploklodserne sammen igen. Det kniber lidt med teknikken, men det kommer snart.
Det bedste han ved er karbad, kød i form af frikadeller, hakkebøf og forloren hare. Han kan vindes over med blåbær og kiks, og så synes han at resterne fra Sveskens madpakker er den bedste kulinariske oplevelse af alle. Jeg er overbevist om, at han er den mest musikalske i vores familie. Der bliver rokket igennem når musikken spiller og så er der sjældent noget, der er så slemt, at 'Hør den lille stær' ikke kan gøre det godt igen. Hvis musik ikke hjælper, kan vi altid hive sæbebobler eller støvsugeren frem, de er nemlig sikre hit.

Alfen er en rigtigt lille mand. Han er endda en brystmand, der altid har mindst en hånd nede i min bluse. Hvis han kan slippe afsted med det, har han begge hænder i blusen på mig. Jeg er ved at blive sindsyg af de evige sherifstjerne han uddeler, men han får lov lidt endnu.

Denne mor synes hun har den klogeste lille tumling til at øffe rundt herhjemme. Han er den bedste, og selv om han stadig ikke er helt god til det der med at sove, så er han ikke til salg længere.

Overvejer til gengæld at sælge mig selv. Vi har fået nøglerne til huset, og det er kun en anelse uoverskueligt. Overvejer seriøst at flytte ting i vores cykeltrailer, bare for at kunne sige at vi er i gang.

Vi fik huset i går.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...