onsdag den 31. juli 2013

Hvorfooooor?

Svesken er startet i børnehaven og er efter eget udsagn blevet en stor pige. Hun har ret, hun ER blevet en stor pige og tager syvmile skridt i sin udvikling. Et af de steder vi virkelig mærker det, er på spørgsmålet: 'Hvorfooooor?' som bliver gentaget i det uendelige. Indtil videre svarer jeg med hele sætninger hver gang, men på et tidspunkt er der ikke mere fornuftigt at sige andet end: 'Sådan er det'. Så det siger jeg også mange gange i løbet af en dag.
På grund af hendes lille stemme og forstadsdialekten lyder det nogen gange, som om hun siger: 'Hvor ' far?' Hvilket faktisk også bliver sagt mange gange i løbet af en dag, fordi farmand er den store helt. Derfor sker det jævnligt at vores samtaler slet ikke giver mening for hverken den ene eller den anden.

Hun synes, børnehaven er et hit, bl.a. fordi der er madpakker hver dag, men også fordi de har lavet bål og sikkert også fordi dagene her i indkøringsperioden er kortere end ellers. Virkeligheden skal nok ramme hende, når alle de store er tilbage fra ferie om et par uger og dagene bliver lidt længere, så moren kan hvile sig lige en anelse mere, end hun gør nu.

Moren er nemlig lidt slidt, fordi Alfen er ved at være så stor, at han skal fedes op med noget andet end modermælk. Men alligevel er lidt for lille til rigtig at kunne finde ud af spise andet. Derfor roder han rundt om natten med det resultat, at halvdelen af husstanden har lidt svært ved at hænge sammen i løbet af dagen.
Man kunne jo mene, at mor burde sove lur sammen med baby, men hele det her boligsalg og huskøb, kræver simpelthen så meget oprydning og forberedelse, som jeg ikke kunne forestille mig. Så jeg spæner fra Herodes til Pilates og tilbage igen i de timer, Alfen og jeg har alene hver dag. Det kan virkelig også godt mærkes på vasketøjsbunkerne at der er kommet en beboer mere i husstanden og det fornægter sig ikke at han er en Gylpe-Frans, der gerne dekorerer alle os andre mere fine sjatter af babyost, når han ser sit snit til det.

Lige nu føles det som om, den her barsel går over i historien som barslen, hvor jeg fik rengøringsvanvid og alt for lidt søvn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...