Manden og damen

Jeg hører til blandt Forstadens mest nysgerrig personer.

Når jeg kigger ud af mit køkkenvindue, kan jeg se ned til Damen. Hun er lille bitte og bor i et kæmpe hus. Om sommeren har hun smukke blomster over det hele og hendes græsplæne står snorlige. Hun går derude i haven hver dag og hygger sig med at luge lidt og ordne en masse, inden hun får besøg, af alle dem hun kender. Damen er god til at holde selskab. Om vinteren, når bladene er fladet af hende træ, kan jeg se ind i hendes køkken. Hver morgen trækker hun sit køkkengardin op, åbner vinduet og lader sin kat komme ind fra nattens rov.

Fra mit studvindue kan jeg se over i Mandens stue. Manden ligner lidt Julemanden med sit hvide skæg, sin skaldede isse og alfaderlige smil. Han har spindelvævsgardiner, en krystallysekrone og en rød, vamset stol, som han sidder i hver aften, så jeg kun kan se toppen af ham over ryggen.
Manden kigger også ind i min stue og efter nogle år med hilsen foran hoveddøren, er vi nu blevet så gode venner, at vi stoppe og snakker lidt om livet, vejret og slag af lejlighed. Manden følger, ligesom det meste af instagram, med i vores salg og husdrømme.
Manden har fortalt, at han bor til leje på 35 m2 med alkove, der har han boet siden en gang i 70'erne og hans køkken er ikke blevet skiftet ud, for det er godt som det er. Han kan huske alt hvad der er sket på vejen og fortæller os når det er på tide at få renset tagrenderne.

Jeg kommer til at savne manden, når vi flytter. Heldigvis ved jeg, hvor han bor og handler, så kan jeg kun håbe, at smalltalke lidt med ham i fremtiden også, hvis vi bliver i Forstaden.