tirsdag den 29. april 2014

Store planer

Min computer lider under, at vi har fået hus og have. Der er ALTID noget, der kan lige kan gøres og en tumling, der skal mandsopdækkes og en stor pige, der skal svares.

Ikke om jeg fatter, hvordan der er nogen, der formår fuldtidsjob, hus/have/bil, familiedrift og så en lille sidegesjæft med hjemmelavede ting on the side. Jeg synes knap nok, vi kan nå job og hverdagsdrift, vi er pt et sted, hvor jeg fantaserer om at få ro i mit eget hoved så lang tid, at der ligefrem kan komme en selvstædig tanke, der ikke handler om andre eller noget praktisk, jeg er bagud med. Jeg er endda begyndt at gøre Hr. F toilettrikket efter, bare for at få lov til at være alene i fem minutter. Lige meget hjælper det i øvrigt for Svesken har vist luret det, og kan time sine - ret presserende - tissetåre efter min tilbagetrækken.

Hvis jeg fik ro i mere end fem min før kl. 22:00 ville jeg klart lave en målfast tegning af køkkenet og få løst det hjørne ved vindueskarmen, få styr på bordhøjderne og regne de to nye forrammedele ud. Jeg ville også få tegnet detailtegninger og lagt budget for det legehus, som jeg drømmer om skal stå ude i haven. Jeg ville i hvert fald få ryddet op nede i kælderen, så jeg kan have et skrivebord, der har plads til alle mine store planer.

Mens jeg venter på at få ro, så hygger jeg mig ude i haven med at tage mælkebøtter op og blæse sæbebobler. Sådan sommervejr i april holder 100%, så vill det bare været fedt, hvis den svagelige Alf, snart var helt rask i stedet for alt det skranteri, han kan præstere i øjeblikket. Jeg håber godt nok ikke, at vi skal igennem en hel ny periode af fremmede baktusser, når han skal starte i Sveskens institution på mandag. Mor her har selvfølgelig krise over skulle flytte det lille barn, fra sin trykke hverdag over til noget, for ham helt nyt.
Den evige morkrise sniger sig op på mig igen.

mandag den 21. april 2014

Påsken susede afsted og jeg havde for travlt til at blogge. Selv mit instafeed blev forsømt (lidt).

Der er sket en masse de sidste mange dage, og det her indlæg kunne handle om:
- de tre buske vi fik slået ihjel i haven og de tre stubbe vi brugte en forfærdelig masse kræfter på at grave op.
- de træstubbe den gamle ejer har efterladt og som også skal graves op, eller stubfræses.
- alt det tapet Hr. F har hevet ned af væggene.
- Alfen som har tynd mave og derfor skider uafbrudt, også om natten.
- Svesken der nu kun bruger sut til at sove med, og som de tre sidste dage har eksperimenteret med underbukser i stedet for ble.
- morfar som har været på besøg en masse dage for at hjælpe lidt med istandsættelsen. (Han er ikke sådan en rigtig handy far, så det var ikke tapet- og spartelmasserne han hjælp med. Til gengæld glide garagedøren lettere nu, støvsugerslangen kan hænges op og alle lagereoler i kælderen er samlet. Ungerne har nydt han var her og der er blevet læst bøger og drukket imaginær kaffe i stride strømme.)
- Oma som er så heldig at have påskeharen boende.
- Omas traditionelle påskefrokost med blinis, stenbidderogn og solæg.
- hvor meget jeg elsker at være haveejer, og hvor meget jeg ønsker mig et drivhus.

Men faktisk skal det her indlæg handle om den crosstrainer, der er flyttet ind i kælderen.
Hr. F har købt en romaskine og stillet den i hobbyrummet. Han er ret sej til at ro og hygger sig gevaldigt med at flå i det spinkle håndtag. Jeg er ikke videre interesseret i stærk brystmuskulatur, men har forhåbninger om en bedre kondition og lidt færre kilo generelt. Begejstringen ville derfor ingen ende tage, da jeg mødte en crosstrainer i byttecentralen på genbrugspladsen.
Ret fed deal at aflevere giftig busk og få en motionsmaskine med hjem i stedet. Manden i den blå kedeldragt kunne berette, at dem der havde stillet maskinen, sagde at den duede fint bortset fra noget med displayet. Det er ikke mit indtryk, at den er blevet brugt vildt meget. I hvertfald var der stadig gavepapir i bunden af den, da vi flyttede den ind ved siden at romaskinen.
Jeg kan ikke finde ud af at tænde displayet, hvilket gør, at jeg ikke kan indstille dyret. Alligevel har jeg pisket rundt på den i en lille halv time. Til min egen store tilfredshed selvfølgelig. Jeg kunne godt tænke mig lige en tand mere belastning og måske en kalorietæller eller noget i den stil. Men grundlægger er jeg ret tilfreds med at have hjemmefitness. Jeg kan jo altid investere i en med de ønskede funktioner, hvis jeg bliver grebet af det og genbrugsudgaven ikke kan fikses.



- Fra telefonen!

søndag den 6. april 2014

Ud over gæster

Sådan et helt nyt hus tåler at blive vist meget frem. Vi har igen brugt weekenden på at guide besøgende igennem de mange kvm. I går formiddags kom farmor for at se på herlighederne og nusse om ungerne. Vi strøg i nærmeste byggemarked for at købe sand til sandkassen og få jord og ukrudtsdug til højbedene. I løbet af eftermiddagen indfandt Hr. F's fætter med familie sig, de blev og hyggede til aftensmad og da det var ovre, var den lørdag ligesom slut.

Farmor var en engel, som tog ællingerne i morges (og opvasken i løbet af dagen). Så jeg har sovet virkelig mange timer i nat og var derfor ikke til at stoppe, da småregnede holdt inde og jeg fik min kedeldragt på. Haven er nu udstyret med komplet sandkasse med sand (og en plan om et legehus, på sigt), højbed med jordbærplanter og intermistisk drivhusanordning over og græsslåmaskine af den håndskubbede typer (efter endnu en tur i byggedmarkede).
Også i dag blev enfamiliehuset vist frem, for Hr. F's barndomsven kiggede ud og præsenterede sin nye kæreste begge fra Fødeøen. Så vi har også fået talt lidt dialekt og spist noget kage.
I morgen starter endnu en uge, og jeg har pt ikke forventninger om, at vi får lavet ret meget andet end hverdagsdrift. Hvis vi er effektive, får vi sat nogle ting op på de nye reoler i kælderen og fjernet det sidste tapet, på det der skal være Sveskens værelse, sådan påsken kan bruges til at spartle og filte derinde.
Morfar kommer på besøg, så der er igen bil til rådighed. Det betyder nok en tur eller to på genbrugsstationen, muligvis med de taksplanter der skal fældes i haven og noget af alt det pap sådan en flytning genererer.

Jeg har opdaget, at jeg totalt er til haven. Jeg drømmer om den spiselige, romantiske og sjove have, fremfor den stæsegrønne kirkegårdsversion vi har arvet fra radioamatøren, der boede her tidligere.
Åh hvis bare vi havde penge og tid, ville her snart stå magnoliatræer, drivhuse, rabarbernede og fancy pants legehuse på hver en cm udeareal. Men ind til videre, har livet manden kun at gære de sidste to højbede færdige og sætte de allerede købte blomster ud og så ellers holde fokus indendøre. Men uha det er svært, når haven lokker med lunt vejr og en god fornemmelse i krop og sjæl.




Højbed med jordbær.


Martsvioler (siger IGpanelet)


Sveske med mariehøne.


Kortlægning af haven og den planter.

onsdag den 2. april 2014

Jeg er en kost

Det viser sig, at ikke bare fejer med koste, men at jeg ER en sur kost. Dagen i dag har jeg brugt på at ærgre mig over ikke at blive inviteret til et interessant møde og blive afvist da jeg forsøgte at invitere mig selv. Hidset mig op over nogen, der ikke kan svare på simple spørgsmål i en simpel mail, men til gengæld brokke sig til mig over, at jeg ikke har svaret på deres spørgsmål som end ikke er stillet. Blevet helt elektrisk over at blive sat til noget, som ville være gjort utroligt meget nemmere, hvis dem der skulle bruge informationen, selv havde søgt den. Allerværst var min, ellers søde, kollega som stod ved siden af og blev ved med at spørger, hvad der var i vejen. ALLE var der nogen i vejen med, altså alle undtaget mig.

Må holde op med at spise lakrids i store mængder, det er ikke godt for mit blodtryk.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...