onsdag den 26. februar 2014

Kasser og reoler

Vi er ligesom gået i gang med det der flytning. Eller Hr. F er gået i gang med det der flytning. Det kan godt være, at vi kun har omkring 50 m2 i lejligheden. Men vi er vist kommet til at sprede utroligt meget lort ud over hele loftet her i huset. I praksis betyder det, at min elskede er i gang med, for treide aften i træk, at flytter skrammel fra loftet i den gamle hus over i kælderen til det nye hus.
Verdens sødeste underbo har stillet sin lille kassevogn til rådighed hver aften i hele ugen og det betyder, at vi nok komme igennem det der flytning inden deadline, som er lørdag kl. 12:00. Dem der skal bo i smørhullet flytter ind i det øjeblik, vi er ude.
Det der allerede er flyttet, er ikke værdigfuldt, i virkeligheden er det nok mere ting, vi ikke har kunne tage stilling til. Det er en masse af Sveskens aflagte tøj, vi troede at en lillesøster skulle bruge og andet i 'måske får vi brug for det igen'-kategorien. Det skal sorteres, sælges og foræres væk til nogen som faktisk skal bruge det.
Vi er også så småt gået i gang med at pakke ned i lejligheden, men hver gang vi lægger noget i en kasse, så er der et barn der hiver noget op. Alfen især er virkelig en effektiv udpakker, med den vanlige 'baby sprede alt ud i hele stuen'-stil.

Den her flytning viser virkelig min sande natur som hoarder. Vi snakker, desværre ikke, neurotisk ordens hoarder, men mere skæve bunker og løsøre overalt typen. Ud over alt ovennævnte skrammel belyser problemet. Så er der nok også en alarmklokke, der bør ringe, når det jeg glæder mig allemest til over i det nye hus, er alle de reoler, jeg pludselig får plads til. Hvis jeg havde penge nok, ville vi være ude i String, Montana og Seletti over det hele. Sandheden er nok, at jeg skal ryde ud og ellers klare mig med Hyllis

Den store nyhed her i familien er overraskende nok ikke noget med flytningen men derimod, at Alfen har droppet amning. Jeg er lykkelig og lettet. Det bliver ret fedt at få brysterne for mig selv igen og det er virkelig godt timet, for Alfen skal sove uden mig for første gang på lørdag. Ungerne bliver skippet til Fødeøen mens de voksne sørger for flytning.
Hr. F og jeg glæder os til første aften alene i det nye hus. Ud over ømme muskler bliver det forhåbenligt noget med eksotisk mad og erotisk påklædning (hvis vi da får anskaffet gardiner først).

lørdag den 22. februar 2014

1000 ting

Alfen var ikke færdig med at være syg. Han tog lige en uge mere, han tog Svesken med i faldet og farmor kom endnu en engang fra Fødeøen, for at passe pjevsede unger. Fanme godt at vi har hende.

Heldigvis var Alfen god igen i torsdags. Han blev et helt år og er helt igennem fantastisk. Han kan stå op ad alting, i onsdags tog han endda et par skridt sammen med en af vores stole. Han spiser virkelig meget og øver sig med skeen, lige indtil han kommer i tanke om, at han allerede kan klaske, hvorefter alle tallerkner får med hånden og vinduesviskerarmen.
Sproget kører derudad i bedste båndsalatstil med dadada, duaar og mammammam. Han har helt styr på at nikke af det han gerne vil og ryste nej tak på hovedet, når det ikke passer ham. Han knap 9 kg og godt 80 cm lang. Mest af alt er han helt vidunderlig. Han knuselsker Svesken og er altid lige i hælene på hende. Når hun laver puslespil, vil han være med. Når hun laverperleplader, vil han være med og når bygger hun lego, er han klar til at bryde ned. Faktisk har han også allerede fattet, at man kan sætte duploklodserne sammen igen. Det kniber lidt med teknikken, men det kommer snart.
Det bedste han ved er karbad, kød i form af frikadeller, hakkebøf og forloren hare. Han kan vindes over med blåbær og kiks, og så synes han at resterne fra Sveskens madpakker er den bedste kulinariske oplevelse af alle. Jeg er overbevist om, at han er den mest musikalske i vores familie. Der bliver rokket igennem når musikken spiller og så er der sjældent noget, der er så slemt, at 'Hør den lille stær' ikke kan gøre det godt igen. Hvis musik ikke hjælper, kan vi altid hive sæbebobler eller støvsugeren frem, de er nemlig sikre hit.

Alfen er en rigtigt lille mand. Han er endda en brystmand, der altid har mindst en hånd nede i min bluse. Hvis han kan slippe afsted med det, har han begge hænder i blusen på mig. Jeg er ved at blive sindsyg af de evige sherifstjerne han uddeler, men han får lov lidt endnu.

Denne mor synes hun har den klogeste lille tumling til at øffe rundt herhjemme. Han er den bedste, og selv om han stadig ikke er helt god til det der med at sove, så er han ikke til salg længere.

Overvejer til gengæld at sælge mig selv. Vi har fået nøglerne til huset, og det er kun en anelse uoverskueligt. Overvejer seriøst at flytte ting i vores cykeltrailer, bare for at kunne sige at vi er i gang.

Vi fik huset i går.


mandag den 10. februar 2014

Syg med OL

Alfen er nede med sygdom igen. Denne gang er det af den slags, der smitter og som kræver et toilet inden for rækkevidde. Det er synd for ham, der er synd for mig som pt står for tur og det er også synd for Svesken, som snakker lidt om om ondt i maven og ikke rigtigt har spist i dag. Det er rigtig synd for Hr. F som skal holde skansen og ellers bare kan vente på at han står for tur.

Heldigvis er der noget vinter OL i tv og jeg har brugt tiden sammen med curlingholdet og nogle mænd i spandexdragter og store skøjter. OL kompenserer ikke helt for, at vi faktisk havde linet en barnepige og noget date night op, som måtte aflyses. Hr. F har ladet bemærkninger falde om, at han havde noget særligt i ærmet, så nu skal jeg både kæmpe med kvalme og nysgerrighed.

I dag er der 19 dage til vi skal flytte


tirsdag den 4. februar 2014

Stilhed

I søndags skulle jeg en smuttur til Åårhus. I anledning af at rejse uden børn fik jeg lov til at sidde i stillekupé. Hip hip hurra! Det var en fest, af den stille slags, at sidde der i det overpolstrede. Helt alene med min computer. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg har haft ro i mit hoved og omgivelser. Uden at nogen sagde 'Mor, mor, mooooaaar!', uden at der var god adgang til internettet og uden der var pligter, jeg burde gøre. Det var fortryllende, jeg var lykkelig og havde faktisk lidt hjertebanken. Muligvis skyldes hjertebankenden, den pose poletter jeg også kom til at spise.

Turen hjem var lidt anderledes. Dem der pendler ved sikkert godt, at to gange tre timers togture på én dag nok er lige i overkanten. To gange i stillekupéen var nok også én gang for meget. I hvertfald var mit empaticenter lukket i anden omgang, og jeg overvejede seriøst, om jeg skulle tysse på en herre, der simpelthen trak vejret for højt. Jamen helt ærligt, er det mon nødvendigt, at sukke stødvist igennem næse ved hver
e n e s t e vejrtrækning. Det tror jeg ikke!

Siden søndag aften har jeg faktisk fået endnu mere ro. Alfen er blevet rask igen og har belønnet mig med at sove godt to nætter i træk. Det er en virkelig sær oplevelse at have sovet en hel nat fra ende til anden-ish og så alligevel ikke rigtig være frisk. Min krop lader lidt som om, at vi ikke er stået op, og har faktisk sovet lidt videre bare i vertikal stilling.

Nu sidder jeg alene i sofaen sammen med Maren på DR K. Hr. F er ude med en ven, ællingerne er gået kolde og der er faktisk mere ro til mig. Jeg burde sådan set også gå helt til ro, men det er lidt svært at opgive alenetid, også selv om det er fordel for søvn.

Der er 25 dage til vi skal flytte.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...