Hvem der bare interesserede sig for mad.

En hobby kan aldrig bliver for meget eller for dyr. Jeg gad SÅ godt, at mad var min hobby. Tænk sig at nyde at stå i køkkenet og kreerer den ene lækre ret efter den anden. Den luksus kunne jeg godt unde min familie og ikke mindst mig selv.

Her i huset er mad bare ret meget noget, vi gør for at overleve. Derfor ligger opfindsomheden og indsatsen på et lavt niveau. Det er altså lidt op ad bakke, når vi nu gerne vil spise sundt (hvad end det så er), give en god madkultur videre til ungerne og have det dejligt, mens vi gør det. Helt økologisk und alles - for det ved alle er sundt.

Lige i øjeblikket eksperimenterer jeg med LCHF ligesom resten af blogland. Ja, jeg var i Netto og købe Janes fine bog, da den var på spot. Det går sådan set ok her i anden uge. Hvis man lige ser bort fra at 1. jeg stadig spiser cornflakes til morgenmad og at 2. lugter som død gnu ud af munden.
Jeg kæmper imod min sukkertrang og indtil nu vinder min viljestyrke, og jeg bilder mig ind, at jeg allerede her knap 2 uger inde i showet kan se forskel på min krop. Desværre kan jeg overhovedet ikke mærke forskel. Eller jo, jeg bliver kysset lidt mindre end jeg plejer grundet gnu-lugten.

Jeg skyder skylden på ungerne, de sover SÅ dårlige begge to i øjeblikket. Den ene er snottet og den anden er ved at få tænder. Jeg kan godt mærke på resurserne, at de er stor set ikke eksisterende og det holder meget hårdt at lægge vaner om, når jeg er i generelt minus.

Derfor ville det bare så fedt, hvis det der mad var en hobby, som jeg lige kunne stå ude i køkkenet og lade lidt op på, mens min elskede sad i sofaen sammen med ungerne sidst på eftermiddagen. Jeg har nemlig luret  at madbloggerne, og andre der er vilde med mad, har fundet nøglen til det lykkelige liv. De svælger i dejlig økosnaks, mens de har optur over sæsonens gode råvare og alt det, de kan få ud af et græskar og en blender. Der kommer lykkelige opdateringer på insta, når de har fundet den helt rigtige dusk et eller andet, der lige sætter prikken over i'et på dagens simrerret.

Misundelse er en grim ting, men I kunne da godt holde åbent køkken en gang i mellem, (ja jeg snakker om til eks. dig og dig), så ville jeg hanke op i familien forstad og komme at spise. Det er ok, at jeg skal sidde ude i gangen og spise sammen med Alfen, hvis vi lugter og sviner for meget til at være med ved bordet.

Som altid tak til den opmærksomme læser, der retter trætte mors store fejl.