torsdag den 31. oktober 2013

Note to self ...

Hvis jeg nogen sinde skulle få lyst til at udvide børneflokken, bør jeg læse dette først.

Husk at:
- Du skal være gravid i skide 9 måneder først.
- Der kommer helt sikkert mere bolledej og flere tigerstriber.
- Der skal etableres amning, og det må forventes, at patværket synker en etage mere.
- Selv om du elsker baby fra første færd, kender du ikke baby. Du skal derfor gætte dig frem til det meste.
- Babyer spiser også om natten - i laaaaang tid.
- Babyer sover dårligt om natten - i laaaaang tid.
- Bare fordi der er kommet en baby, sover de(n) store ikke nødvendigvis bedre om natten.
- Bare fordi der kommer en baby mere, får du ikke mere tid. Til gengæld får du færre arme.
- Der går 18 år mere inden jeg igen er (teoritisk) fri som fuglen.
- Et barn mere er et sæt bekymringer mere ...

Don't do it!



fredag den 25. oktober 2013

Manden og damen

Jeg hører til blandt Forstadens mest nysgerrig personer.

Når jeg kigger ud af mit køkkenvindue, kan jeg se ned til Damen. Hun er lille bitte og bor i et kæmpe hus. Om sommeren har hun smukke blomster over det hele og hendes græsplæne står snorlige. Hun går derude i haven hver dag og hygger sig med at luge lidt og ordne en masse, inden hun får besøg, af alle dem hun kender. Damen er god til at holde selskab. Om vinteren, når bladene er fladet af hende træ, kan jeg se ind i hendes køkken. Hver morgen trækker hun sit køkkengardin op, åbner vinduet og lader sin kat komme ind fra nattens rov.

Fra mit studvindue kan jeg se over i Mandens stue. Manden ligner lidt Julemanden med sit hvide skæg, sin skaldede isse og alfaderlige smil. Han har spindelvævsgardiner, en krystallysekrone og en rød, vamset stol, som han sidder i hver aften, så jeg kun kan se toppen af ham over ryggen.
Manden kigger også ind i min stue og efter nogle år med hilsen foran hoveddøren, er vi nu blevet så gode venner, at vi stoppe og snakker lidt om livet, vejret og slag af lejlighed. Manden følger, ligesom det meste af instagram, med i vores salg og husdrømme.
Manden har fortalt, at han bor til leje på 35 m2 med alkove, der har han boet siden en gang i 70'erne og hans køkken er ikke blevet skiftet ud, for det er godt som det er. Han kan huske alt hvad der er sket på vejen og fortæller os når det er på tide at få renset tagrenderne.

Jeg kommer til at savne manden, når vi flytter. Heldigvis ved jeg, hvor han bor og handler, så kan jeg kun håbe, at smalltalke lidt med ham i fremtiden også, hvis vi bliver i Forstaden.

onsdag den 23. oktober 2013

På datingmarkedet

Vi er på dateingmarkedet. Lige nu glor vi på huse ligeså uhæmmet, som teenagedrenge glor på patter.
Vi får set en del, men vi er ulige teenagedrengene ikke alt for lette at imponere og er derfor ikke blevet forelsket i et hus endnu. Vi har set nogle, der var helt håbløse, men vi har også set nogle, der faktisk har flere af de kvaliteter, vi ønsker os af en fremtidig bolig.
Nu skal vi bare lige gøre op med os selv og vores selvbillede om, hvor vi får mest livskvalitet.

Vi skal nok også lige overveje, om vi overhovedet er sådan nogen, vi tror vi er.
Vi var i Rødovre i går for at kigge på en kasse. Huset kunne en masse, vi snakker isoleret garage og gildesal. Men på en måde føles det lidt som at melde sig ind i en sekt, at lige flytte ud af Københavns Kommune og ind i en Forstads Kommune. Hvis vi først går ned ad den vej er der 'no turning back'. Så er der kun hallen, centeret og musikskolen i kortene for os.*

I dag har vi så kigget på nybyggede rækkehuse. De var små, uden opbevaringsplads og ligger så tæt på metroen, at mine tanker gled hen mod Shameless (se den hvis du ikke har set den endnu). Græsplænen er så lille, at der ikke er nogen grund til at købe andet end en god tre-i-ener til at trimme den.
Der er vinduer til gulv. Udover en masse lys giver det også naboerne et rigtigt godt indkig. I dag var vi så heldige, at genboen i huset overfor det vi så på, stod med sin rødvin, et kæmpesmil og en løs vinkehånd, der viftede gladt i vores retning.
Vi ved allerede nu at vi bliver kendt som crazy naked couple, nede i 4. Række. Jeg er ikke så blufærdig, men man kan jo ikke vide hvor hurtigt de andre i rækkerne bliver alvorligt trætte af at kunne se på mit blege flæsk og vanvittige rod.Alligevel er vi dragede, for de kan så meget andet. Det er nybyg i energi A og der skal ikke rigtig noget vedligehold i dem, før ungerne er blevet så store at de alligevel synes vi er så kedeligt, at de skrider ned på rampen og overlade os til praktiske gøremål.

Jeg håber stadig at møde drømmehuset, blive forelsket og vide at netop det hus, er det helt rigtige for os og vores fremtid.


*Måske jeg skal omdøbe bloggen til FruFordom?

lørdag den 19. oktober 2013

De festede i tre dage ...

De sidste par dage har vi haft gæster fra nær og fjern.

I torsdags kom Sveskens fastre forbi Forstaden, og Hr. F hev alt sin storebrorkærlighed frem og tryllede steg og hjemmerørt bearnaise frem til sin småsøstre. Ja vi er bare aber med tøj på, som viser kærlighed med mad.

I går kom min søster og nevøer over, og vi brugte eftermiddagen i Tivoli. Mest med at gå i kø blandt alle de tusindvis af andre, der havde besluttet at bruge den sidste solskinsdag af efterårsferien i den gamle have. Det var dejligt og Svesken var ret god til at vise sit turpas frem og det gik også ok med at stå i kø. Jeg glæder mig til, hun er stor nok til at drøner i alle forlystelserne selv, eller kun tage mig med på udvalgte ture. Vi skal helt klar derind en gang, hvor der er færre mennesker og korter køer.

I dag har vi så haft nogle af mine studiekammerater med familie på besøg. Der er godt nok gang i den i smørhullet, når der kommer tre voksne og 4 børn ud over dem, der bor her. Gulvet var belagt med babyer på 8 mdr, 3 stks, som møvede sig rundt og samlede pletter op. De tre store børn tømte hele husets legetøjsbeholdning ud på de frie gulv og havde sig en fest. Der var selvfølglig servering til dem også, de fik snehvide fødselsdagsboller pyntet som en prinsesse efter Sveskens ønske og chokoladekage med nødder.

Nu står den på gammeldags sifi på fjerneren inden jeg kaster mig ind i seng. Der er også en dag i morgen med fuldt program.

Vi skal bla. ud og se på et hus mere. Ønsk mig held og lykke.


torsdag den 17. oktober 2013

Turning tables

Jeg ved I sidder derude allesammen og er ved at dø af spændning over det der hus, vi var ude at se på i går.

Jeg havde mentalt forberedt mig og åbnet mit sind ALT, hvad jeg overhovedet kunne. På vej ud til huset gik det også op for mig, at min fætter ser på hus tæt på. Jeg elsker min fætter, også selv jeg nærmest aldrig ser ham. Så selv om det er en ligegyldigt detalje, gjorde det mig lige lidt glad og let i sindet.
Jeg synes egenlig huset var bedre end jeg havde regnet med, og placeringen var ikke helt så træls som jeg troede pga fætterefekten. Men Hr. F var slet ikke til huset, han synes der var for mange ting som ikke var til at leve med i istandsættelsesperioden og så var der også lige det med at huset ligger ret tæt på en temmelig befærdet vej, så der var ret meget støj i haven.
Vi skal ikke bo i det hus og det var ikke mig der sagde nej.

Vi gik derfra nedslået, for huset er stadig til salg for temmelig mange millioner og vi blev endnu engang mindet om, at det vi drømmer om ikke er inden for vores rækkervidde, sådan rent økonomisk, med mindre vi vinder i Lotto.
Hr.F udtalte: 'Men så har jeg bare lyst til at råbe pik og skride tilbage til Barndomsbyen', efter huskiggeri, for der kan vi nok få råd til lidt mere hus end vi kan her i Forstaden (eller bare i nærheden af Forstaden).

Det var med andre ord nedslående. Heldigvis havde onsdag også en optur. Dagens højdepunkt var utvivlsomt da jeg gik forbi Rasmus Seebach og min jakkearm rørte ved hans jakkearm.

I dag er jeg startet på arbejde, det var ok. I morgen forsøger jeg at spise morgenmad inden, er ret sikker på at det hjælper på effektiviteten og overskuddet.

tirsdag den 15. oktober 2013

Ryk tilbage til start

Der er nogen som har budt på lejligheden, og Hr. F har set et hus, han kan lide. Vi skal ud og se på huset i morgen, og hvis det er noget, slår vi (åbenbart) til ifølge Hr. F.

Jeg er ikke sådan helt overbevist om, at det hus ligger et sted, jeg har lyst til at bo. Men jeg sådan set heller ikke overbevist om, at jeg har lyst til at flytte ret meget mere end 500 m væk fra vores nuværende adresse. Jo måske, hvis jeg kan flytte ind i en radius af 500 m fra mit barndomshjem. Det viser vist lidt om hvor omstillings uparat jeg er, når det kommer til bopæl.

Jeg håber lidt, det hus er faldet fra hinanden, når vi kommer derover i morgen. Eller at der er noget andet åbenlyst forkert med det, så det bliver nemt at sige 'nej tak' til både huset og buddet på lejligheden.
For første gang i mit liv er jeg i tvivl om alting. Jeg kan pluselig forstå veninder, der nogen gange er sammen med mænd 'som er gode nok men ikke helt rigtige', for tænk nu hvis der ikke kommer noget bedre? Altså jeg er ikke tvivl om Hr. F, ham kommer der ikke noget bedre end. Men det der hus, det ligger lidt (ca. 2,5 km) forkert, planløsningen er lidt forkert og placeringen på grunden er lidt forkert, men tænk nu, hvis det er det bedste vi har råd til?

Jeg er ikke så god til at være så voksen, at der er huskøb på programmet. Kom gerne med beroligende ord. Evt. også et godt råd der kan fjerne røde stresspletter fra hals og kinder.

mandag den 14. oktober 2013

Læderbryllup

Vi har bryllupsdag i dag. Det er fire år siden, vi sagde ja til hinanden i et parcelhus i Las Vegas efterfulgt af en Elvisceremoni og en middag i den roterende restaurent i det der høje tårn, de har i Vegas.

Sådan en bryllupsdag er vel en meget god dag at gøre lidt status på ægteskabet indtil nu.
Her burde så være en semi-morsom liste over alle de dejlige oplevelser, vi har haft sammen. Sandheden er bare, at vi stort set ikke har bedrevet andet end at få børn, siden vi blev gift (Svesken kom 10 mdr efter) og at jeg nok er for træt, til at skrive noget som helst der er tilnærmelsesvis morsom.

Vi burde også fejre vores dag med nogle store røde bøffer. Men vi kom til at love Svesken pizza i går, og hun ville tage det virkelig ilde op, hvis ikke hun fik mulighed for at lægge utroligt meget topping på dejbunde i aften, for så at tage det hele af igen, når efter det blev bagt. Undre mig virkelig over at ungen ikke spise pizzafyld.
Måske vi fejre det lidt med noget slik og cola nu når alligvel ungerne sover. Det kan også være at vi køber en ny sofa. Dem over i Idé Møbler giver rabat i den her uge og vi kunne egenlig godt bruge en ny sofa. Ikke fordi den vi har ikke kan siddes i, det kan den. Den er faktisk heller ikke voldsomt gammel, vi købte den sammen som vores første fælleskøb, da vi flyttede sammen. Den var sådan set også dyr nok, men vi købte den, fordi det var en sovesofa. Dengang var den mest beregnet til besøgende, men eftersom ungerne har indtaget soveværelset, så sover Hr. F ret meget på den sovesofa, og den lægger også bund for lidt ægteskabelig aktivitet og det er den ærligt talt ikke spor egnet til. Så vi overvejer om vi skal skifte sofaen ud, med en Hr. F sover bedre på, da der ikke sådan et udsigt til at vores soveværelse på magiske vis bliver så stort, at der kan stå en rigtig dobbeltseng i det. Hvis det soveværelse blev større, var det nok også Alfen, der skulle have en større seng til at starte med, han ligger nemlig ret meget i spænd i den babyseng han har til rådighed.
Der er vist heller ikke lige umiddeltbart udsigt til at lejligheden bliver solgt, eller vi får råd til at købe noget vi kunne tænke os. Så en funktionel sovesofa kunne være vejen frem, for en friskere mand og et fuldbyrdet ægteskab.

PS. jeg kan ikke navnene for bryllupsdage i hovedet med Wikie hjalp mig. Synes i øvrigt, at det er for dårligt, at der ikke er en traditionel dejret af smaragdbryllup.

søndag den 13. oktober 2013

Foie gras baby og æblefest

Babyen har være sur og uroligt i en periode, især om natten har det være slemt. Sunderen var forbi i anledning af noget skeletest og gav et par råd om nattesøvn. Bl.a. at vi nok har været godt vandt på grund af Sveskens sovehjerte og ikke bør forvente det samme fra Alfen, og så kunne vi jo altid give ham mere at spise, for lige at være sikre på, at han ikke var sulten.
Svesken er og har altid været småt spisende, så jeg synes faktisk ikke, jeg laver andet end at hælde mad i Alfen. Men det har åbenbart ikke været nok. I hvertfald har vi sovet betydeligt bedre efter, at vi er begyndt at vække ham, inden vi går i seng, for at lige hælde noget mere grød med ekstra smør i ham. Så pt er vi ude i nogen tvangsfodringer af meget søvndruken Alf sidst på aftenen.

Peppet op af den bedrer nattesøvn har vi haft fuld skrue på weekenden. I går var ungerne og jeg til Æblefestival på Torvet, hvor der var rigtig godt gang i den. Man kunne lave æblefigurer, få lækre æble smagsprøver og hvis man kom med ukendt æble fra sin have, stod der en æbledame og sortsbestemte.




Jeg ærgrer mig over, at det æbletræ vi har i haven for længst har smidt al sin frugt, for der var nemlig også mostemulighed. Der stod mange mennesker i kø, men kæmpe bunker af forstads æbler, som først skulle i kværnen og derefter i saftpressen. Der var litervis af smuk æblemost og vi var så heldige at få lov til at smage noget af æble fra vores venners have. Det er sørmer lækkert, og æbletræ er nu noteret på ønskelisten over ting der gerne må være i den have, vi snart skal have til det hus vi snart skal have. (Nej, vi har ikke solgt og vi har heller ikke fundet noget hus).








Efter en tur på legepladsen rundede vi lige Torvet endnu engang til Sveskens første snobrød. Spejderne sørgerede for dej, pind og bål, moren forsøgte sig med tålmodighed men snobrødet endte som snorbrød nu engang skal ende, nemlig med at være lidt sveden på ydersiden og temmelig ubagt inderst. Svesken var ligeglad, hun var godt tilfreds med selv at have bagt noget over ild.

I formiddags efterlod jeg Alfen sammen med Hr. F til oprydning iden dagens åbne hus, mens jeg selv hev Svesken op på cyklen og begav os afsted til åben Tigertræning i naboforstaden. Vi har ikke prøvet det før, men jeg synes konceptet holder 100%. Det er dejligt det ligger i weekenden og tidligt på dagen inden ungerne er slidt op af børnehave og andre aktiviteter. Det er megafedt, at det er kom og betal pr gang, og personligt kan jeg godt lide at holdene er inddelt i små aldersspring, så børnene er ca. lige gamle.
Filosofien bag Tigertræning er ligesom så meget andet bevægelse for børn, at man skal lære sin egen krop at kende, men også at man skal respektere hinanden og at voksne og børn skal lege sammen. Hvis jeg lægger min avation imod bløde pædagogiske stemmer, der ikke er hørt mage siden 70'ernes børne tv er jeg gennembegejstret. Men jeg er også nem at vinde over, når man kaster rekvisitter som 'faldskærmen', balloner og skumsværd i puljen.

Resten af dagen skal bruges på hygge, der måske inkludere nogle flere kastanjedyr, et par græskar og muligvis noget sytøj. Efteråret er rigtig kommet frem i dag, men det er vel sådan set ret passende, når nu efterårsferien er i gang for de fleste.




lørdag den 5. oktober 2013

Lykken er egne arme

Mens vi var i Berlin gav Herr F mig en børnefri eftermiddag, hvor han hang ud med ungerne, sin bedste ven og hans børn på en legeplads tæt ved, hvor vi bor.

Jeg havde lyst til at suge hele Berlin ind selv, men besluttede mig for at tage en lille tur rund på cykel og bla. runde en lille tebutik, et loppemarked, yndlingsbutikken og så ellers smutter op til de nordiske ambassader, som jeg endnu ikke har set.

Jeg svingede om tebutikken og blev ærlig talt overvældet af alle de megafine tepotter og tilbehør de havde der. Særligt er jeg forelsket i det her sæt, som oprindeligt var det jeg så i vinduet, og som jeg måtte ind at røre ved. Men altså jeg kunne da egenlig også godt tænke mig den her potte.
Hende der stod i butikken var tilfældigvis en arkitekt, som elskede Japan og som bekæftigede sig med samme hjørne af arkitekturen, som jeg gør. Hun inviterede på en traditionel taiwanesisk te, med små kopper på bambusmåtter og en tekande, der ikke var meget større end alm. dansk tekop mens hun fortalte om de forskelle tetraditioner, der er i østen. Det var simpelthen fantastisk. Jeg var høj af arkitektur- og telykke, da jeg gik derfra. Det fik mig til at glæde mig lidt til at barselsboblen snart sal gives videre til Herr F og at jeg igen får lov til at være andet end en uvasket mor.

Cyklen havde fart på ove til yndlingsbutikken, som kun har meget lækre ting. Det er et varehus med kram af den slags alle havde i gamle dage. Der er bl.a kuglebaner, papiropbevaring, køkkentøj og haveudstyr (desværre er deres hjemmeside ikke nær så lækker som butikken). Jeg gik derfra med min yndlingslæse, som er deres varekatalog og nu glæder jeg mig endnu mere, til jeg får mit eget hus, og skal spare op til lækre ting.

På vej mod ambassaderne rundede jeg lige et lille loppemarked, jeg fandt på berlin.de, og måtte igen igen konstatere, at jeg ikke rigtig er loppetypen, og da slet ikke den tyske loppetype. De gør det meget i sært sølvtøj og snaskede malerier.
Da jeg havde set på lopper nok, måtte jeg erkende at jeg ikke kunne nå ambassaderne i deres åbningstid (og det overlever jeg nok, for jeg vil i virkeligheden gerne ind, men det kræver lige en planlagt studietur og et par arkitekter mere - vil du med?). I stedet blev jeg fanget af de mange speed skatere der tog deres marathon allerede lørdag. Det var ret fantastisk at stå der i solen med en masse andre tilskuere og se skaterne kommer forbi i små formationer, hvor de hjalp hinanden mod vinden og hjørnerne.

Det er lykken at have et par timer med arme til egen brug.

onsdag den 2. oktober 2013

Ich liebe dich, Berlin!

Vi har henslængt den sidste uge i Berlin. Egenlig fordi Hr. F skulle slide sine ben af i marathonet i søndags. Hvilket han også gjorde, på trods af 10 km med kramper. Behøver jeg at sige, at jeg er meget stolt af ham (og ligeså forundret over, at der findes så mange, der orker at løbe så langt)? Jeg er også meget stolt af mig selv, for selv om marathon er et langt løb, så kan jeg afsløre, at det nærmest er en ekstremsport at være tilskuer, når man slæbe to rollinger med ud at klappe blandt en million, i bogstavligste forstand, andre tilskuere. 

Vi kan godt lide Berlin og er så heldige at min far har en ferielejlighed her, så vi har mulighed for at komme tilbage jævnligt. Det første der sker, når vi betræder tysk jord er, at vi bliver helt kåde. Denne gang var det Hr. F der tranformerede sig til Herr F i løbet af nul komma fem og glad læste højt af alle de tyske skilte, vi passerede. Det er super, at det hele er spitzenqualität og vi glæder os over, at vi kan klare os så godt med vores 10. klasses tyske, at vi kan handle på torvet, spørger om vej og læse menukort.

Jeg havde store planer for, hvad Svesken skulle opleve og hev hende optimistiske med op i tv turm. Desværre var hun for overophedet og kø-slidt til at blive spor imponeret over andet end plastikblomsterne i venteområdet. Babyen var heller ikke særligt imponeret, så jeg måtte nyde udsigten med mig selv og være meget effektiv, for vi kunne komme ud igen. Det er ikke en børneseværighed.

Til gengæld var hun virkelig sej hele marathondagen, hvor vi brugte mange timer på først at gå hen til løberne og derefter vente på, at far susede forbi (hurtigere første gang på ruten, end anden gang vi så ham). Hun tog det også i virkelig stiv arm at blive skiftet i bidende kulde midt på Ku'dam, fordi hun valgte at lave historiens største l**t lige midt i det fashionable kvarter, mens der stadig var lang tid til, Hr. F rundede de 33 km, hvor vi stod. Men selv om hun var sej, så var hun også blå, fordi det var koldere end jeg havde regnet med, og hun klarede det helt sikkert kun fordi, vi ventede med Hr. F's bedste vens kone og børn. Marathon er heller ikke rigtig en børneseværighed.

For at råde bod på alt det kedelige voksengeil, hun var slæbt med til besluttede vi os for Lego-welt i Sony Center. Det var helvedes forgård på jord. Og jer, der har været i IKEA første lørdag i måneden og derfor tror, I ved, hvad jeg snakker om, har ikke prøvet noget. Det ligger nede i en kælderetage, uden dagslys eller akustikregulering. Til gengæld var der stoppet rigeligt med hypede børn og lydeffekter ind. Det var på alle måder en overvældende oplevelse, selv om det mest af forlystelsen bestod af løse legoklodser. Svesken lod sig ikke umiddelbart mærke af lydniveauet og gik på klodserne med krum hals. Da vi havde været der i to timer, var de voksne brugt op og så hev vi ungerne ud i den friske luft (det var ikke en voksenseværdighed)
Bagefter gik vi over på Denkmal, som var en stor oplevelse. Tøsen ville dog gerne lege gemmeleg der og var lidt uforstående overfor, at det ikke lige var en mulighed at gemme sig bag endeløse rækker af ens betonklodser.
Jeg er også selv vildt begejstret for Denkmal. Det er så fint og klogt tænkt med det grafiske grid, den bugtende flade og de enkle, skarpe betonelementer, der skaber  skiftende rumlige oplevelser. (Det er en topseværdighed)
Da vi gik derfra mødte vi tilfældigvis en Birkestockbutik, som jeg nødvendigvis måtte ind i. Der fik Svesken så et nervesammenbrud og hun endte med at falde i søvn i armene på Hr. F øjeblikke efter, da vi satte os i S bahn.

Turen har også inkluderet en børnefri eftermiddag til mig, som fortjener sit eget blogindlæg og en shoppetur der gik min fars yndlingsbutik Käthe Wolfarth, hvor jeg primært gik efter en hot dog i julekugleudgaven, som ikke var kommet hjem endnu. Til gengæld fik jeg lige rekoniseret julekugle-agurkerne, som jeg håber på, at "nissen" kommer med et par stykke af til jul. Jeg rundede også Butler, hvor de havde fået jule-hot dog-kuglen frem og hvor der også blev investeret i et par agurker til at pynte hjemme i Forstaden.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...