torsdag den 17. oktober 2013

Turning tables

Jeg ved I sidder derude allesammen og er ved at dø af spændning over det der hus, vi var ude at se på i går.

Jeg havde mentalt forberedt mig og åbnet mit sind ALT, hvad jeg overhovedet kunne. På vej ud til huset gik det også op for mig, at min fætter ser på hus tæt på. Jeg elsker min fætter, også selv jeg nærmest aldrig ser ham. Så selv om det er en ligegyldigt detalje, gjorde det mig lige lidt glad og let i sindet.
Jeg synes egenlig huset var bedre end jeg havde regnet med, og placeringen var ikke helt så træls som jeg troede pga fætterefekten. Men Hr. F var slet ikke til huset, han synes der var for mange ting som ikke var til at leve med i istandsættelsesperioden og så var der også lige det med at huset ligger ret tæt på en temmelig befærdet vej, så der var ret meget støj i haven.
Vi skal ikke bo i det hus og det var ikke mig der sagde nej.

Vi gik derfra nedslået, for huset er stadig til salg for temmelig mange millioner og vi blev endnu engang mindet om, at det vi drømmer om ikke er inden for vores rækkervidde, sådan rent økonomisk, med mindre vi vinder i Lotto.
Hr.F udtalte: 'Men så har jeg bare lyst til at råbe pik og skride tilbage til Barndomsbyen', efter huskiggeri, for der kan vi nok få råd til lidt mere hus end vi kan her i Forstaden (eller bare i nærheden af Forstaden).

Det var med andre ord nedslående. Heldigvis havde onsdag også en optur. Dagens højdepunkt var utvivlsomt da jeg gik forbi Rasmus Seebach og min jakkearm rørte ved hans jakkearm.

I dag er jeg startet på arbejde, det var ok. I morgen forsøger jeg at spise morgenmad inden, er ret sikker på at det hjælper på effektiviteten og overskuddet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...