lørdag den 30. marts 2013

Træt

Ja det er mig, der er træt. Ikke fordi ham Alfen som sådan holder fester om natten, bare fordi han er så skide sulten, at han spiser 2-3 gange og skider ditto, så jeg skal stå ud af min seng for at skifte ham. Dertil skal lægges, at Svesken som altid lige mangler en sut eller en dyne mindst en gang om natten. Så bliver til altså ikke til meget sammenhængende søvn for mor her.

Men det er hyggeligt med sådan en lille baby, der har helt store øjne og den sødeste lille stemme til at sige 'agyy' med. Det hele går ret så fint, Svesken er stadig en meget sød storesøster, der kysser og krammer lillebror. Jeg har stadig ret dårlig samvittighed over at skulle fordele mor-opmærksomheden på to små trængende individer, for de kan jo aldrig få nok, vel? Hr. F er stadig verdens bedste mand, der pusle om os alle. Men fra på tirsdag er det slut. Så kalder hverdagen med noget arbejde til farmand, vuggestue til Svesken og huslige pligter til mig.

I de seks ugers fællesbarsel vi har haft, har vi råhygget. Jeg nævner i flæng noget med at bygge huler til Svesken, spise overlækre kager, få styr på løbecyklen, lægge en hulens masse puslespil og holde i hånden.
Herunder billedespam og ja noget af det  har været på Insta. (Der er jeg pt lidt stille, da tlf er defekt og derfor ikke vil godkende noget som helst, der foregår forneden på skærmen. Hr. F har lovet at fikse det snart).











fredag den 15. marts 2013

Noget værre lort!

Jeg er besat af lort, eller det mener min søster i hvertfald. Der er ikke noget som et spædbarn, der kan få forældrene til at gå op i lort. Jeg er ingen undtagelse, jeg følger nøje med i hvormeget og hvordan Alfen skider.

Da Svesken var lille førte jeg endda skema over hendes fyldige bleer, hvor der blev sat størrelse på, sådan vi præcis vidste, hvornår og hvormeget hun var kommet af med. Men det skyldtes primært, at damen var virkelig nærig med nr. 2.
Det samme gør sig ikke gældende for Alfen, han klatskider. Ikke meget ad gangen men til gengæld hele tiden. Hver gang vi kigger (og det gør vi altså tit) har han begavet sin ble med en anelse syrlig afføring. Det koster mange bleer, og kræver mange ture på puslebordet, hvor vi skal håndterer tissemanden. Desværre for den stakkels Alf koster det også en grotesk rød røv, fordi hans blemarinade ikke er særlig hudvenlig.

Dagen i dag (og sikkert også weekenden) er derfor sat af til, at han skal have røven bar, sådan der kan komme noget luft på bavianmåsen, så den igen kan forvandles til noget der er nuttet og hudfarvet.


torsdag den 7. marts 2013

True bromance

Dem over i TV3 var smarte og gav os noget gratis tv i februar måned. TV3's programmer virker lidt ligesom en chokoladefontæne. Når man ikke har en, så griner man lidt af dem der har, og ryster på hovedet af deres dårlige vaner. Hvis man selv har en, bliver man totalt afhængig af snasken.

Vi er faldet i den store gryde af Paradise Hotel, vi er hooked. Men helt ærligt, det er jo den perfekte kombi af drama, sex og unge flotte mennesker, der har lidt problemer med det danske sprog, mange problemer med spillet og virkelig mange problemer med hinanden.
Men de har ikke kun problemer med hinanden, de har også følelser for hinanden. Pigerne blive bedste veninder i løbet af nul komma fem, kæresteparrene og listepikkene dukker op i alle hjørner og så er der alle bromancerne, der viser at rigtige mænd også har følelser.

De unge smukke mænd er vilde med hinanden, de krammer, taler fortroligt, bliver bedste kammerater og venner for livet på Paradise. Og så græder de som pisket, når deres bedste makker bliver sendt hjem, for hvem skal de så high five, når de har 'kakket' en ny dame?
Jeg er herrefascineret af hele konceptet, og en anelse skuffet over, at der ikke er lavet en udgave for forstadsfruer (som måske helst ikke blev sendt på tv, det er jeg nok lidt for genert til). Jeg ville elske at blive lukket ind i sådan en boble, uden kontakt til omverdenen og uden form for mulighed for at realitetstjekke om man nu lige er på rette vej.

Hele konceptet med at der er et spil med og mod de andre deltagere, men allermest et spil mod tilrettelæggerne, der hele tiden spinner missionerne i retning af det bedste tv, er fantastisk.
Det er godt nok deltagerne, der stemmer hinanden ud, men hvis de gode tv-personligheder ryger for tidligt, bliver de sendt tilbage til Mexico (muligvis med en spændende mission og en fordel), ligesom dramaet vedligeholdes ved, at der kastes fordele ind til de pressede, men spændende deltagere.

Det er dejligt uforudseeligt og skidegodt tv. Så godt tv, at jeg nu overvejer at gøre TV3 til en fast del af vores tv-pakke, præcis som dem ovre i TV3 havde i tankerne, da de hældte noget gratis tv ind i min stue.

fredag den 1. marts 2013

Rapport fra Ammeland

Vi er nu indtrådt i den babyfase, hvor jeg er i tvivl om alting og derfor tvangsfodrer baby ved hver given lejlighed.

Mælken er løbet til og har udstyret mig med et patværk, som Lindsei Kessler og Dolly Parton kun kan være misundelige på. Til Hr. Forstads store fortrydelse er pornopatterne kun til at kigge på og strengt forbudt at røre ved.
Til babys store fortrydelse er patterne nogen gange så spændte, at han ikke kan få fat og derfor er han nød til at headbange arrigt og frustreret indtil, det lykkes at få taget toppen, så han kan suge sig ordenligt fast.

Jeg er sendt til tælling i et parallelunivers for præcis 2,5 år tilbage i tiden, hvor Svesken var spæd. Med ligeså mange spørgsmål og ligeså stor usikkerhed i forbindelse med det lille fremmede menneske, der har indtaget matriklen. Får han nok at spise (han er sikkert sulten lige nu)? Sover han godt nok (eller er han faktisk bare sulten)? Skyldes hans mavekneb noget, jeg har spist (eller er han mon i virkeligheden sulten)? og hvad stiller jeg egenlig op, med et barn der gylper (er han så mere sulten)?
Jeg havde håbet, at det her morhalløj var nemmere anden gang. At jeg kunne køre nogle ting på rutinen. Men jeg må nok indse, at det ikke er en mulighed og at den eneste grund til at alt usikkerheden gik væk, da Svesken var lille, var at jeg lærte hende at kende og dermed også gennemskue, hvornår det var det ene eller andet der skulle til.

Jeg synes sgu, det trækker tænder ud at have ansvaret for et lille hjælpeløst menneske, jeg ikke kender eller forstår, samtidig med at jeg er fyldt med dårlig samvittighed overfor min lille store pige, der ikke længere nyder godt at min udelte opmærksomhed.
Samtidig må jeg også huske mig selv på at nyde tiden med Alfen, nyde at det eneste der er på programmet er at stirre forelsket på ham og suge ham til mig, i stedet for at glæde mig til fremtiden, hvor jeg kender ham bedrer, men har mindre tid.



- Fra telefonen!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...