Lidt om det hele

Bloggen er ikke fyldt med ord i disse dage. Det er Svesken til gengæld. Hun har så mange ord inde i sit lille hoved at munden løber over hele tiden. Hun vil spørger om noget, forklarer noget, siger noget eller skal have et svar lige nu. Der bliver sagt: 'moaaar' eller 'farmaaaand' mindst 200 gange i timen og hun insisterer på, at vi svarer hende fornuftig. Når hun går kold kl 19:30 er der ikke mere tankevirksomhed tilbage i mig. Der er allerhøjst en hyletone af den slags, der passer fremrangende til prøvebilleder.

Det er heller ikke fordi, det er de store oplevelser, der sådan tænger sig på herover i barselsland.
I torsdags var jeg en tur med bussen. Det var alletiders oplevelse, især fordi buschaufføren kun vekslede mellem meget hurtigt og nødbremsen. Jeg fik hevet utilfreds Alf op af barnevognen og sat mig på et sæde ved siden af en herre, der helt sikkert drak flere guldøl på en dag, end jeg kunne hive ned på en god aften i præ-morland. Han var sød ved Alfen og stod af ved stoppet efter, så jeg igen kunne trække vejret igen.
Til mit held skulle jeg ikke side alene længe, men fik stedet selskab af ældre herre, der gerne ville snakke. Han roste mig for at være en kvinde, og for at føde børn og gjorde det meget klart, at mødre bør tilbedes, for børn er det bedste i verden. Han talte længe, jeg svarede pænt. Da jeg skulle af bussen sagde han: 'Tak for din venlighed' og jeg troede lige et spilsekund, at han havde sagt 'Tak for din hemmelighed'. Jeg overvejede om han på bedste sci-fi-vis havde tappet mine inderste tanker og nu kunne bruge deres energi til at leve videre på denne fremmede planet.

Torsdagen bød også på en aftentur på cyklen. Officiel for at aflevere et brev i nogen med et pænt hus's postkasse, men også får at mærke friheden på cyklen og mest af alt for at se om vores Netto mon havde fået de der husformede bogkasser, der husserede på insta. Det havde den. Jeg købte dem allesammen og blev fanget af en shoppers high. Derfor kom jeg til at køre i den anden netto også og hamstre nogle flere af de der bogkasser. Man kan mene, at jeg tabte hovedet da jeg købte 7 (SYV!) små huse. Men altså når nu jeg ikke kan få et rigtig voksen hus (med mindre nogen stikker mig en million ekstra), så må jeg nøjes med syv små i bambus. Jeg har næsten en plan for dem alle sammen.

Ud over at tabe hovedet, tabte jeg også min pung. Den blev heldigvis fundet af en kultiveret dame ved navn Ida, som ringede til mig fredag formiddag, inden det var gået op for mig, at jeg havde tabt min pung. Hun passede godt på den indtil lørdag, hvor Svesken og jeg var forbi hendes fine lejlighed ikke så langt fra, hvor vi bor for at få den igen.

Resten af weekend er gået med sygdom, mest mandens også lidt min. Lidt med besøg af oldemor og så endnu flere ord og spørgsmål fra Svesken.

Nå ja og breaking news: Alfen har nu fundet ud af at han kan komme fremad. Han kan ikke kravle, det med knæene er åbenbart svært for mine børn. Han kører navy seal stilen præcis som Svesken også yndede. Det tiltrods for at jeg er den ambitiøse mor, der laver noget sangleg med krydsbevægelser hver eneste dag, fordi det skulle være så godt for koordinatonen.

I ved det Forstaden er fyldt med all that drama.