At rejse er at leve

Var det ikke H.C. Andersen, der sagde: 'At rejse er at leve'?

Jeg har aldrig været overdrevet vild med at rejse. Når jeg alligevel jævnligt har vovet mig væk fra hjemmet med kuffertene fyldte, har det altid været til steder med asfalt og huse. Det der med strand, back pak og lokale dræbermyg har aldrig rigtig været min ting.
Jeg er derfor meget glad for, at Hr. F gerne følger mig rundt til storbyer og lader sin jungledrømme blive i baghovedet.

Da vi lige var blevet kærester drømte vi om et road trip i USA, så da Hr. F friede var det helt naturligt at blive gift i Las Vegas og bagefter turnere rundt i staterne i en lejet bil.

Det er uden tvivl den bedste rejse, jeg nogen sinde har været på. Alt i Las Vegas er en oplevelse, selv det at stå i kø på kommunekontoret til udlevering af ægteskabspapirene var sjovt. Alle par i køen matchede hinanden og vi fik os en snak med det andet danske par, som også skulle giftes den dag.
På the Strip lod vi os betage af springvandet med det svulstige musik, jeg kiggede på diamanter i Tiffaneys i One Mile Mall og Hr. F brugtes temmelig lang tid på at savle over et overdrevent chokoladevandfald i foyeren på et af de gigantiske hoteller.

Brylluppet var helt klassisk Vegas style med Elvis på valium som ceremonimester, mig i sort med pailletter og manden i elfenbensfarvet tux. Vielsen blev transmitteret live via internettet hjem til venner og famile, som rundt i verdens sad og drak champagne, mens vi twistede os igennem brudevalsen.
Efterfølgende spiste vi bryllupsmiddag i den roterende restaurent øverst i Stratosphere Tower, vandt 50 $ i en enarmet Elvis maskine og købte souvenires af en dejlig, kinesisk dame, der insisterede på det åbenlyse, nemlig at Hr. F er 'Tall and handsome'.

Det der skulle have været en forrygende bryllupsnat, blev en fuser. Da Hr. F måtte løbe ud af elevatoren og stæse ned ad gangen for at nå toilettet i tide, inden en ondsindet virus fik ram på ham. Så jeg blev ikke engang båret ind over dørtrinnet, men må tøffe over selv. Dagene efter vores vielse foregik på langs i den bronzefarvet hotelsuite med febersvedende ægtemand ved min siden, mens jeg nød godt af det gigantiske TV, der var placeret over for sengen i soveværelset. CSI er bare lidt mere spændende, når man befinder sig i samme by som Grissom, Sara Sidle og Warrick Brown.

Næste gang vi skal ud og rejse langt, går turen nok til noget mere børnevenligt. Jeg forestiller mig noget all inklusive i Sydeuropa, muligvis i Alcudia, hvor der trods alt er en middelalderby med nogle gamle huse, til at trøste arkitekten i mig.

Det her blogindlæg har jeg sendt til Spies Rejser i håb om at vinde gavekortet på de 10.000 kr.. Selv om jeg godt ved, at mine changer er små, når jeg bl.a. er oppe i mod Maria og Superheltemor