hvor skal vi bo?

Hvis dette indlæg er rodet og usammenhængende, handler det om, at emnet er så uoverskueligt for mig, at jeg har svært ved at tænke (og dermed skrive) klart.

Vi elsker det hus, vi bor i. Vi elsker vores dejlige have, der er fyldt med skønne naboer. Vi har liv og glade dage, der spises sammen, passes katte for hinanden og hvis nogen tager til Fødeøeden uden at lukke deres altandør, er der bare nogen andre, der lukker den for dem. Men med de godt 50 kvm vi har her, ved vi, at det ikke er for evigt, vi skal bo her.

Vi er også (blevet) glade for Forstaden. Der er cirkus, loppemarked og andet spas på Torvet og i kulturhuset, cafeen laver verdens bedste varme kakao med skumfiduser og burger med brun sovs. Mosen ligger lige om hjørnet og selve København ligger lige for enden af bakken og resten af verden er ikke længere væk end hovedbanen eller Kastrup.
Da jeg flyttede ud i Forstaden, var det tvunget af de omstændigheder, at Hr. F ejede en lejlighed købt i bedre tider. Jeg syntes, det var ligesom at kommer ud i den 3. dimention og at busturen tog for evigt (hvilket den også gør, men nu har jeg lært at cykle). Jeg græd lidt over at forlade brokvarterene og deres puls. Det var hæsligt at skulle bo i take away-fri zone midt mellem villaer, volvoer og børnefamilier. Men som I ved, ændrer tiderne sig nu hører vi selv til over i familieafdelingen og er blevet så gamle, at vi ikke altid synes at take away er prisen værd.
Mit liv har flyttet sig og min selvopfattelse er flyttet med. Nu er jeg sådan en der bor i Forstaden og oven i købet synes, det er lidt smart!

Drømmegrunden er jo solgt til nogen andre, der bygge rækkehuse. Men de er solgt (lynhurtigt) og lige en tand for dyre til os. Alt andet i Forstaden er også lige en tand for dyrt. Så hvis vi vil have et hus, er vi nok nød til at rykke til en anden Forstad. Det har vi ikke lyst til, men vi har heller ikke lyst til at skulle spise havdregrød hver eneste dag de næste 10 år.
Derfor spøger Fødeøen og Barndomsbyen nu igen. Der kan vi få flere kvm til meget færre penge, og nu er der måske en mulighed for at købe huset, der ligger lige ved siden af mit barnsdomshjem. Det trækker! Det trækker fordi, det ligger dejligt, i et godt kvarter, med fin legeplads, god skole og tæt på alting i Barndomsbyen. Det trækker, fordi det er tæt på morfar, altså rigtigt tæt, han bor jo på den anden side af væggen. Farmor bor tæt på, farfar det samme. Ligesom fastre og onkler er inden for rækkevidde. Selve byen ligger i gåafstand (også banegården så hr. F ville kunne pendle). Vi ville have råd til at købe en bil (hvilket aldrig vil komme på tale, hvis vi køber et hus i Forstaden), vi ville have overskud til ,at jeg i en periode kunne arbejde mindre og have tid med børnene og til at holde huset. Ligesom vi ville have familie tæt på til at hente/bringe/passe, hvis der var noget arbejde, der hev lidt ekstra. Der ER en biograf, en cafe, en gågade, en sportsklub, en bar og torvedage. Der er lige præcis én af hver. Jeg ved, at det gode barneliv er lige om hjørnet, muligheden for venner er på den anden side af gaden og at både Hr. F og jeg er gode til at være glade, der hvor vi vælger at være.
I en periode inden vi fik Svesken, længtes jeg hjem til Barndomsbyen og efter min familie. Selv om jeg glæder mig til at se familien og nyder deres selskab, er min familie nu Hr. F og egne rollinger, mens min far, søster, svoger og nevøer, som før var kernen er rykket en tand ud.
Nu er jeg glad for at bo lige her i forstaden, jeg elsker tanken om at København er til min rådighed og jeg bilder mig ind at jeg bruger byen. Men sandheden er nok, at jeg mest sidder i Forstaden godt placeret i min sofa og nyder tanken om alt det, jeg kan gøre i morgen.

Hvis vi vælger Barndomsbyen ligger den for vores fødder, ALT er i gåafstand eller kan nås på cykel inden for 20 min. Vi får familien ind i vores hverdag og vi vælger et stort økonomisk frirum. Men vi vælger også, at det er nok med Én af hver og at vi skal rejse efter mange koncerter, udstillinger og venner.
Vælger vi Forstaden vælger vi trygheden i flere jobmuligheder, vores venner og det liv vi har med dem nu. Vi vælger muligheden for spontane kulturture. Men vi fravælger et større økonomisk råderum, som eks giver overskud til bil, rejser, knækkede tænder og nye vaskemaskiner.

Jeg kan ikke finde ud af at mærke efter, og det jeg kan kan mærke, stoler jeg ikke på. For jeg var drøn ked af at flytte herud i sin tid og nu elsker jeg det, fordi mit liv har ændret sig. Det samme kan jo gøre sig gældende for Barndomsbyen. Den ændrer sig ikke og grundende til at jeg flyttede fra den i sin tid, er der endnu. Men jeg er en anden, mine behov har ændret sig og jeg må jo indse at jeg ikke kan forudse alting.

Det hele kan vist koges ned til spørgsmålet om man bliver lykkelig af økonomisk frirum, eller mere lykkelig af at have en hverdag tæt på de ting man tror, man har brug for,