fredag den 5. september 2014

4 år

Svesken rundede 4 år fredag den 29. aug. Det er helt tosset, at der er gået så lang tid siden, jeg fødte hende på en solskinsdag ude i Herlev. Nu er hun en stor pige, med et stort ordforråd og en talestrøm der aldrig stopper. Hun kigger alvorligt på mig og siger: 'Det er ikke til diskussion', når der er noget, hun virkelig mener. Hun lyser op i kærlighed, når hun ser sin farmand, og så elsker hun at gøre Alfen glad. Hvis han pjevser det mindste, laver hun spas og løjer for at få humøret op, og hvis det ikke virker suser hun enfamiliehuset rundt for at finde en sut.

Hun er vild med pink og lyselilla, der bliver tegnet tegninger i abstrakte former, med helt fantastiske historier til. Der er fuld smæk på prinsessefasen og særlige Anna og Elsa fra Frost er i høj kurs. Hun har forstået, at det giver god mening at øve sig, hvis hun gerne vil være bedre til noget og at det giver bedre resultater at gøre sig umage.

Hun er vild med at få pastaskruer, oliven og fiskefrikadeller i madpakken, til gengæld synes hun, at rugbrød er noget så overvurderet, og at blommen er det eneste, der er værd at spise i et kogt æg.

Hun er rigtig god til at lave perleplader, sætte tape på og klippe med saks. Det går også helt ok med at klatre i træer, cykle på den store cykel hun fik af farfar i fødseldagsgave og stå på hænder (med lidt hjælp).

Hun er fræk og siger nej, går i den anden retning og vil bestemme alting selv. Heldigvis bestemmer hun tit, at der er en kysser og en kramme til familien, at vi skal sidde tæt i sofaen og deler gerne sine snack med os andre.

Hun fik et værelse af os i fødselsdagsgave. Hvis I har fulgt med på instagram, har I set, at Hr. F har fundet sin indre handymand frem og udført min idé om en seng på kommoder (fra IKEA) med et magisk sengemøbel over. Der er et vindue og to glughuller og rigtig gode muligheder for at lege både prinsesse i et tårn og isbutik med udsalg.
Hun er blevet fejret på dagen af farfar, i mandags af børnehaven og i morgen kaster vi os ud i endnu en omgang med hele den pukkelryggede til frokost og kage.

Hun er min store, søde og kloge piger og jeg elsker hende, op igennemskyerne, rundt om månen og tilbage igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...