Den gang jeg var gravid

I går da jeg læste det her indlæg hos 'Her i huset', kom jeg til at tænke på den ene gang i min graviditet, hvor jeg græd uhæmmet. Jeg havde netop fået et par vanter fra min fars tante. Hun har hele min barndom har forsynet mine hænder med uld med uld på, så de ikke blev kolde. Damen er nu over 80 og noget gigtramt, derfor er frekvensen af nye vanter sat noget ned. Jeg cyklede på arbejde og fik det alt for varmt, hvorfor jeg snuppede vanterne af og lagde dem i min jakkelomme. Da jeg kom ind på kontoret opdagede jeg til min store gru, at vanterne ikke længere var i min lomme. I desperation gik jeg hele vejen hjem igen, med blikket nedad i cykelstien for at finde mine vanter, men uden held. Heldigvis har tanten også strikket vanter til min fars kæreste, så min far kunne forsyne mig med et foto af vanter magen til. Straks lavede jeg en efterlysningsplakat, som blev sat op på alle lygtepæle og busstoppesteder, jeg kom forbi på vej hjem. Dagen efter lå der en mail i min indboks fra en meget sød pige, der havde samlet mine vanter op og som gerne ville give mig dem igen. Jeg købte chokolade til hende og mødte op på hendes dørtrin for at blive genforenet med vidundervanterne. I det øjeblik jeg får mine vanter i hænderne, begynder jeg at vande høns, jeg tuder uhæmmet. Jeg blev så glad for, at de vanter var reddet, at jeg slet ikke kunne styrer tårestrømmen. Jeg får mumlet: 'Det er altså fordi jeg er lidt gravid' til den søde pige og hendes måbende kæreste, mens jeg bakker ned af trapperne.

Efterlysningsplakaten som prydede hele Nørrebrogade 

Jeg har besluttet mig for at lære at strikke den slags vanter, så min familie ikke pludselig skal blive vanteløs. Hvis det lykkedes for mig at strikke flere par end vi kan bruge, så ved jeg godt hvem, der skal have det ekstra par.