Skuvlp

De fleste drømmer vel om at blive en rigtig prinsesse
(foto lånt her)

Jeg er blevet ramt af en bølge, eller faktisk er det vist en tsunami. Når man er lige omkring de 30, sker der store ting i omgangskredsen. Min omgangskreds er således i øjeblikket ramt af en bryllupstsunami. Min veninde kunne i går berette, at hendes kæreste nu har friet, og at de planlægger at holde bryllup inden året er omme. Det vil være bryllup nr. 3 i 2011, vi er inviteret med til. Derudover har vi to vennepar, som har besluttet sig for at blive ægtefolk, men som endnu ikke har inviteret til festivitas (hvis de altså gør det).

Jeg elsker bryllupper, og glæder mig så meget til, at min veninde skal giftes med sin elskede, at det er vildt svært ikke at kvæle hende i gode idéer og velmenende råd. Men jeg forsøger virkelig at holde mig på måtten, for da vi selv skulle giftes, blev vi selv så overvældede af andres interesse og tanker om, hvordan 'Et rigtig bryllup' skulle være, at vi slet ikke kunne finde hoved og hale i, hvad vi selv drømte om. Det viste sig at være fordi, vi ikke havde drømmen og en hvid dag med runde borde og matchende blomster.

Jeg havde oplevelsen af, at når jeg fortalte folk, vi skulle giftes, skete der en kortslutning inde i hovederne på dem. Alle havde en idé om, hvordan sådan et bryllup er, og alle havde en forventing om, at vi ville følge deres idé. Jeg kan nu retrospektivt se, at det var fordi de glædede sig på vores vegne. Men jeg syntes ærligt talt, det var temmelig hårdt at blive presset ind i bryllupstraditionskassen. Det er ellers en kasse fyldt med lækre ting som strømpebånd, morgengaver, tyl, duer og kransekage. Desværre indeholder den også pligt-gæstelister, bordplaner, alt for hvidt tøj, runde borde, afskårne blomster, kirker, uendeligt lange taler og lidt for meget hårlak, hvis du spøger mig.

Jeg håber sådan at min veninde, og alle andre får det bryllup de drømmer om, hvad enten det inkluderer 7 retters menu, kage i mange etager eller et jazzband.