Strik

Jeg går til strik. Det har jeg gjort i et år, og når jeg selv skal sige det, er jeg ret god til at strikke. Jeg kan i hvert fald basismaskerne og som regel også decifrere opskrifterne. Opskriftslæsning er ellers temmeligt svært! Men jeg stopper ikke til strik, selv om jeg føler jeg har styr på det. Til dels fordi, jeg ikke får strikket særligt meget derhjemme men mest fordi, det er et forum hvor der bliver talt om alting. Der er en del faste men også udskiftning på holdet, og ligegyldigt om folk er unge eller ældre, nye eller gamle på strikkeholdet, så er der en selvfølgelig åbenhed og ugenerthed. Ud over rib, patent, kantmasker og opslaning bliver der snakket om sorgen ved ikke at få de børn man drømte om, de ting der ændre sig i livet når man har (haft) cancer, hvordan man planlægger et bryllup, som alle blive tilfredse med, samtidig med ens mor ligger på sit dødsleje, hvordan det er at være arbejdsløs, hvordan man hurtigst kommer i form og alt andet der ellers er relevant for livet i forstæderne.
Jeg elsker det. Det er et vindue der giver mig mulighed for at se på verden gennem andres øjne. Skulle hilse at sige at perspektivet er temmelig anderledes når man er hyperperfektionist med god kuktiveret bagrund, hold op mod min egen: den fejl laver jeg nok ikke næste gang.

Jeg elsker at indgå i ukurante sammenhænge, især fordi mit eget fag er helt igennemt homogent og så ens at vi alle er klædt i samme farve, bor med de samme møbler og rejser de samme steder hen på ferie.

- Fra telefonen!