Med hjertet i halsen

Jeg er - igen - på vej til tandlægen for at få fikset det hul jeg har i en visdomstand. Sidst jeg var afsted fik jeg akut tandlægeangst og måtte gå derfra med uforettet sag. På grund af sidste forsøgs panik er der i dag truffet en række foranstaltninger, så jeg kan komme igennem forløbet uden at slå min tandlæge ned. Derfor er jeg nu på vej til at møde op 1 time før min tud, for at spise en beroligende pille, med en navn som er et opvaskemiddel værdig. Senere kommer Hr. F for at holde mig i hånden og sikre sig at jeg kommer hel hjem igen, jeg må nemlig ikke selv gå alene ud i trafikken, når jeg er beroliget. Jeg har ikke turde spise noget af skræg for at brække mig, så nu er jeg buskøresyg. Ud over j
Køresygen er jeg også vred, for jeg er simpelthen så uimponeret over den 'støtte' jeg har fået fra mine omgivelser. Min søster har fortalt stolpe op og stolpe ned om sin tandlæge, og om hvor flink den tandlæge er*. ifølge min søster holder man op med at have panik, hvis bare man har en blød pude i nakken og musik i ørene. min veninde der i sin tid anbefalede mig tandlægen brugte 30 min i går på at fortælle om sin nye tandlæge som er SÅ meget bedre til at bedøve og i øvrigt også billigere, tak for lort! Selv den altid gode Hr. F betvivler at jeg faktisk panikker og han har brugt lige lovlig lang tid på at opliste, hvor farlige beroligende piller er.


Nu har jeg spist pillen og venter på at gå i gulvet.


*jeg HAR haft den tandlæge selv en gang, og hun er flink, bevares. Men hun jongelerer stadig med nåle så store som blåhvaler

- Fra telefonen!