Fuld fart frem

Efter vi har fået babyen, er det gået op for os, at Svesken overhovedet ikke er nogen baby mere. Hun er heller ikke rigtigt en tumling længere. Hun er en lille pige. En lille pige med egen mening og egen retning. Vi er bare passagere, eller i virkeligheden nok servicemedarbejdere, på hendes tog.

Sproget har taget et kvantespring, og pludselig er det hele sætninger med mening, der bliver formuleret. Hun fortæller hele røverhistorier om, hvem hun har leget med i vuggeren og hvad de har lavet.
Vi skal slå lyttelapperne ud og koncentrere os om budskabet, for hun bliver insisterende ved med at gentage alle sætninger, til vi har forstået og gerne gentaget, det hun siger. Det kan være lidt en udfordring, særligt fordi hun i den grad sparer på s'erne og kludrer lidt i nogle vokaler.
Hun juble glad "Det 'mager godt' om mayo og andre gode ting, råber "se min 'kigge" og kommandere jævnligt: "Nu 'topper du!".

Der er aftener, hvor vores øre bløder af lys og frustreret barnestemme. Men det er fedt alligevel, for hendes personlighed folder sig ud for os, vi er vilde med den. Hun er, når jeg selv skal sige det, et temmelig fantastiske menneske. Jeg har på fornemmelsen, at det ikke er skudt helt ved siden af, for der er som regel flere børn i vuggeren, der gerne vil lege med hende (og det er den her mor så lettet over, for det er bare ikke så sjovt, hvis der ikke er nogen venner til ene egen vidunder).

Som alle små piger er hun forelsket i sin far, og ved lige hvordan hun skal sno ham. Hun bliver temmelig vrissen på mig, hvis jeg forsøger at indikere, at jeg faktisk kendte ham først og at han er min kæreste. Hun er ligeglad. "Nej!" råber hun "Han er min!" samtidig med, at der kommer en afværgende hånd frem mod mig. Hr. F's hjerte smelter og han får det helt sikker meget svært med, at der en gang skal være andre mænd i hende liv. Jeg glæder mig derimod til at få min mand for mig selv.