Jeg ønsker mig et hus, bare et lille et.

På vores faste gåtur ligger der en ubebygget dobbeltgrund med resterne af et hus og en alvorligt rusten olietønde på. Jeg har tjekket over i kommunens annaler og konstateret, at grunden er forurenet. Men alligevel har jeg drømt om at købe grunden, oprense den og bygge det ultimative drømmehus med pengene fra den lottogevinst, vi ikke har vundet endnu.

Grunden ligger helt rigtig i forhold til solen, den skråner let og med en tagterrasse, som der selvfølgelig skulle være, ville der være udsigt over mosen. Fantasien er temmelig udbygget, så jeg har faktisk allerede drøftet materialer og placering af regnvandsbassin med Hr. F og vores nuværende underboer, som i fantasihuset er naboer.

Jeg har glædet mig til at lave den perfekte planløsning udelukkende med kvalitetskvadratmeter. Rummene skal placeres således, at lyset kommer på det rigtige tidspunkt af dagen og der skal være den perfekte udbygning, der både er skur, gildesal og jongeleringsrum.

Men da vi var ude og gå solskinstur den anden dag, holdt der pludselig en gravko. Eftersom vi ikke har kastet penge efter matriklen, er der vist nogen andre der har. Så nu må min drøm flytte hjemmefra. Nu er grunden nogen andres drøm, og den bygning der kommer der, er helt sikker ikke ligeså dejlig som fantasihuset inde i mit hoved.

Rygterne her i Forstaden har lade mig vide, at der skal være omgang rækkehuse der. Så nu kører hovedet jo rundt om en lille ny spirende fantasi. Tænk hvis det er nogle gode rækkehuse, tænk hvis vi kan sælge tændstiksæsken, tænk hvis vi kan få råd eget rækkehus med en frimærkehave. Og tænk hvis vi kan få et soveværelse, hvor vi kan have en seng, der er så stor, at Hr. F ikke blive øffet ud over kanten af et barn hver eneste nat.

Jamen tænk, hvis vi kan blive her i Forstaden i noget, der lige er en tand større end den 2'eren og hvor jeg kan være husdiktator.