I det hus jeg bor i, har vi en flot have. Haven er vist ret velholdt, jeg har ikke forstand på haver, og har indtil for en uge siden, udelukkende haft fokus på græsset.
Græsset virker overkommeligt. Det er ensfarvet, det skal slås og hvis man er hel vild, kan man trimme kanterne helt lige, fjerne mælkebøtterne og hive de meget lange og genstridige græsstrå op. Jeg er semivild i græstrimning, jeg hygger mig gerne med at dræbe mælkebøtter og fjerne lange græsstrå. Det der med de lige kanter var kun noget, jeg gjorde i min mormors have.
Men min tur i Silvan resulterede i nogle forspringsbakker og blomsterfrø. Så i sidste weekend hev jeg noget staudebed op, så jeg har noget bed at plante blomsterne ud i. I dag har jeg, sammen med min søde underbo, plantet ærterblomster og valmuer i forspringsbakker.
Naboen fra samme etage kom ned med solsikker og rødbeder, der var spiret og bare lige skal aklimatisere under halvtaget en nat, inden de skal i jorden i morgen.
Mens vi stod der og forberedte nyt spæd haveliv, kom mine destruktive lyste op til overfladen. I samråd med underbo hev jeg lige tre buske op af et bed, vi har. Det var simpelthen så tilfredsstillende, at fjerne noget som ingen af husets beboere syntes om.
Jeg betragter nu mig selv, som fuldt integreret haveentusiast, på lige fod med eks. min faster, hvis nye naboer har fået tegnet deres hus således, at deres stues primære vue er lige ud i hendes fine, velholdte have.
Jeg fornemmer klart det er starten på noget nyt og mere outdoorsy liv for mig
Her skrives der om det hæsblæsende forstadsliv. Nu fra egen matrikel, som altid uden korrektur.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar