Louisiana viser både Pop Art og Tara Donovan, hvilket ikke var til at stå for. Vejret var med os, udstillingerne var rejsen værd og Alfen havde store øjne, der insisterede på at betragte Louisianas flotte lofter nede fra barnevognen.
jeg er i øvrigt svært stolt over ikke at have brugt en eneste øre i museumsbutikken.Ja jeg er sådan én, der tit synes butikkerne er det sjoveste på museer, også selv om de faktisk alle sammen sælge det samme.
Humøret var højt, madpakken smagte fantastisk og det hele var storartet, lige indtil vi skulle med toget hjemad. Så satte Alfen i et hyl, af den slags man god kan opgive at nusse og vugge væk. Han blev ammet i håb om at roen kunne indfinde sig. Det var desværre kun effektivt så længe, han var monteret på patværket, og selv om jeg er en sej andengangsmor, formåede jeg ikke at transportere mig selv, barnevogn og Alfen ud af Øresundstoget og over i S-toget via elevator og tunnél mens han diede. Så der var godt med lyd på.
Det er bare ikke fedt med en ked af det baby. Det er endnu mindre fedt med en ked af det baby ude i verden, hvor der også er andre, der skal lægge øre til lillens ulykkeligheder. Det er allemindst fedt med ked af det baby ude i verden, når man lige møder nogen man kender sådan semigodt (som ikke har børn endnu). I ved frygten for, hvad de mon tænker om ens evner ud i mor.
Hvorfor møder man altid en, man kender lidt i toget, den dag barnet græder? og hvorfor holder barnet altid op med at græde, når bekendtskabet drejer fra? Jeg genoplevede i hvertfald den frygtede morsved, som er hæslig og ikke noget jeg er fan af.
Alfen har taget revanche i dag for den manglende søvn i går, så vi har stort set ikke set hans fine øjne, men kun hørt ham knurre-snorke i en uendelighed, til tider afbrudt af maven der har vækket ham til en optankning
Ingen kommentarer:
Send en kommentar