Hypokonder light

Jeg lider en anelse af hypokondri eller kropsparanoia, som jeg ynder at kalde det. Det er højst sandsynlig en udløber af min dødsangst kombineret med (resterne af) klæbehjerne, der kan huske alle sygdomshistorier og potentielle symptomer på hvad som helst.

Det kombineres ikke helt let med børn, for de jo har det med at hive alt muligt med hjem fra vuggeren. Svesken er nede med feber, men er hverken snottet eller plettet. Så da hun, som ellers aldrig siger av (selv om der er grund nok til det) i morges sagde: 'Av min hals' gik jeg i panik. Meningitis blinkede med store røde bogstaver på min indre alarmtavle. Nakkestivhed, hjernehindebetændelse, smittefare, vi DØR! var  den, indrømmet, noget dramatiske tankerække.
Nogen ville måske også mene, at det burde være et reality-tjek, at ungen ret kort tid efter sagde: 'En is kan også hjælpe' med sin sødeste og mest indsmigrende stemme, for at få en trøsteis fra fryseren. På det tidspunkt var tossetoget kørt med den bekymrede hysteriske mor og tiden hos lægen var i hus.

Lægen tog det pænt og undersøgte Svesken for dødstruslen, mens hun beroligede mig. Jeg fik dog også af vide med den bestemte voksenstemme, at jeg i fremtiden gerne lige må vende evt. panik bekymring med farmand, som muligvis har lidt mere jordforbindelse.

Jeg ved godt, at det ikke er en almindelig sygdom, men jeg synes faktisk den dukker op tit. En af mine venner har lige mistet sin mor på den konto, en af mine studiekammerater har et barn med svær hjerneskade af samme årsag, der er også min kusines barn og Hr. Forstads klassekammerat, som har været igennem møllen.

Jeg forsøger at være cool, men er det bare ikke, når det kommer til mine børn. Måske jeg skulle fortælle lægen om alle de gange, hvor jeg ikke ringer for at fortælle, jeg har kræft, en hjerneblødning eller et ben der skal sættes af.