Der var engang

Jeg er ved at indse, at bloggen i den grad lider under barselslivet. Der er producret utallige halvfærdige, pointeløse og kiksede indlæg om ca. ingenting.
Jeg ved godt, at jeg aldrig har været rigtig morsom, men al kækhed og selvironi er forsvundet med ammehjernens indtog. Så de emne der før blev fantastiske blogindlæg, er nu halvfærdige overskrifter og usammenhængende rablen, der ingen ende får.

Dagene går med at pludrer med baby og stirre ud i luften, mens hjerne arbejder i baby-slow-mow med store emner som tittekanter (får sgu lyst til at sy igen), hvornår pakkeposten kommer med de næste indkøb og hvordan jeg mon tjener den million, jeg går og drømmer om.
Jeg har igen fået en skide god idé, og er selvfølgelig overbevist om, at nu er den der. Hvis bare lige jeg får rejst mig fra sofaen og produktudviklet lidt.

Men røven sidder mere og mere fast i den skide sofa og jeg har tænkt med at bebrejde Hr. F for det. Han har nemlig knækket bearnaisekoden og i bar begejstring har jeg pralet til alle vores venner om, hvor sej han egenlig er. Som naturlig konsekvens af mine pralerier inviterer vennerne sig selv på middag (eller også inviterede jeg), så de kan smage den fantastiske sovs. Men lets face it bearnaise er stort set bare smeltet smør krydret med æggeblomme og estragon.

Hvis I læser med over i Lurpak-land, så modtager vi gerne et smørsponsorat, så vi kan opretholde omgangskredsen.