lørdag den 14. januar 2012

Kærestedag

Vi har månedsdag den 14. og ambitionen er at dyrke hinanden lidt, men noget Sveskefri samvær. I dag var det mig, der inviterede og havde faktisk planlagt en tur i IKEA, for at spise köttbollar præcis, som på en af vores allerførste dates. Men Hr. F var ikke i IKEA-humør. så i stedet rundede vi MacD i Rødovre, hvor jeg spiste noget burger af en grovbolle, som ikke var helt dumt og sagde nej tak til is (kan I se glorien?). Derfra drog vi videre til toy'R'us for lige at se, hvad de havde på Duplofronten, men endte med at købe et BRIO legekøkken til Svesken (må jo indse at vi ikke lige har et værksted til at lave et i eget design - det må være faciliteterne, da jeg jo altid får afsluttet mine projekter), tilbehør til legekøkken, et puslespil til Svesken og et puslespil til mig og så lige en giraf til min samling af dyr. Efter det gik ture til Metro, hvor vi købte oliven (de helt rigtige oliven forstås), piccorino (desværre ikke den med den perfekte modning), baconsalt - vi lod baconaisen stå og en hel liter fløde. Jeg synes nemlig det er sejt med fløde på literpakning.

Aftensnacken så sådan ud, den manglede bare lige lidt semi dried tomat for at være perfekt.


Det har været en dejlig dag, der lige slog en krølle på halen, da Svesken skulle puttes og besluttede sig for 45 min skrål på fuld skrue, inden hun indså, at det ikke hjalp og lagde sig ned og sov (hvor lang tid varer den fase lige?)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...