Da svesken lå inde i min mave, havde hun altid en lille fod stem i mod mit maveskind. Både Hr. F og jeg kendte de små fødder virkelig godt da hun endelig blev født, fordi vi morede os med at fange dem, når de sådan strittede ud gennem vommen.
Nu hvor hun er kommet ud stemmer hun stadig sine små fødder mod mit maveskind, altså bare fra den anden side ik'. Særligt når hun bliver træt, lopper de små fødder afsted for at finde en arm, en mave, en ryg eller noget andet de kan stemme i mod. Så kører hun ellers noget der mindre om mælketråd, til hun ar så langt inde i søvnen at selv et vulkanudbrud ikke ville vække hende. Det kan være lidt anstregende, hvis man er træt selv og ikke orker at blive 'gået på' men på den anden side, er det også virkelig velkendt og betryggende at jeg i hvertfald ikke har en forbyttet baby.*
*Har jeg skrevet om det før, så undskyld. Vi sover ikke så god her i øjeblikket.
Her skrives der om det hæsblæsende forstadsliv. Nu fra egen matrikel, som altid uden korrektur.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar