lørdag den 7. januar 2012

Dadeltrøfler

Jeg har lavet gør det selv slik i dag. Matriklen havde fået et decideret overforbrug af alt muligt nede fra kiosken (som ligger ALT for tæt på) og i et forsøg på at være gode eksempler for Svesken (og ikke bliver alt for fede selv) er vi nu hold op med at spise slik. Det er svært, så svært for mig, at jeg var ved at dry-humpe kagereolen i Føtex. For at undgå at blive hevet ind af sædelighedspolitiet, har jeg nu lavet noget erstatningslik af dadler og lidt andet snask. Og ja jeg ved godt, at frugtsukker også er sukker, og at man også bliver tyk af nødder. Men det ER altså bedre end konservering og farvestoffer, og så bilder jeg mig selv ind, at der ligefrem er vitaminer i.

Den eggende reol i Føtex.

Mine daldetrøfler nogen rullet i kakao, nogen i hakket pistace.


Jeg vil gerne give jer opskriften, men da jeg har et ret løsagtigt forhold til afvejning, kan det kun blive en vejledning.

Du skal bruge:
- Dadler ca. 2 håndfulde
- Nødder ca. en stor håndfuld (jeg brugte hasselnødder og usaltede pistace, men alle nødder duer)
- Rosiner ca. en håndfuld
- et par spsk kakaopulver (af den slags der ikke skal røres ud i mælk)
- Lidt vand (eller kaffe, hvis man er til den slags)
- Lidt mere smagløs olie, jeg brugte valnøddeolie

- Pynt: Kakaopulve, kokosmel, hakkede nødder og lignede

Alle ingredienserne (minus pynt selvf') hakkes til ukendelighed i en minihakker. Start med nødder og dadler, og til sæt rosiner for sødme og klistereffekt. Det er tørt og smulreagtigt, hæld olie på og hak igen, nu er det lidt mere sammenklistret og slut med en sjat vand. Massen skal være formbar, lidt lige som en ret blød figenstang.

Tril massen til mundrette kugler, det hjælper at have lidt vand på hænderne, så klister massen ikke fast. Når alle kuglerne er trillet, pyntes de ved at blive trillet i favoritpynten.

Dadlerne kan erstattes af andet tørret frugt, men vær opmærksom på, at det kan blive mere klistret og sødt, og at svesker (dem af tørrede blommer) er afførende, selv om de udgiver sig for at være slik.

3 kommentarer:

  1. Jeg er helt klart med på dadelkugle holdet. De ser mere appetitlige ud og mener da også at de er mindst 1000 gange sundere, end alt det andet :)
    Velbekommen :)

    SvarSlet
  2. Uhmmm. De er bare SÅ gode sådan nogen. Jeg lavede en portion engang før jul, og Øglen var overbevist om, at det var chokolade. (at den rigtige chokolade så bliver fundet frem, når hun er kommet i seng, er så en helt anden snak :-)

    SvarSlet
  3. Faktisk tror jeg ikke kuglerne bliver dårligere af at blive overtrukket med chokolade og så drysser med hakkede nødder. Har allerede planlagt at gøre det en dag vi skal have fest.

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...