Voksenvenner

Da jeg var barn syntes, jeg det var nemt at få venner. Det foregik tit på den måde, at jeg gik hen til den udvalgte og spurgte: 'Vil du være venner?'. Det ville de som regel og når man havde gynget tilpas mange gange ved siden af hinanden, var man bedstevenner. Gennem min ungdom og starten af voksenlivet, syntes jeg også, det var nemt at få venner. I hvertflad er det ret nemt, når men eks. læser på et studie, hvor man sidder på tegnesal med 50 andre ca. 20 timer i døgnet. Der var altid mindst en, jeg havde lyst til at blive venner med. Faktisk er det heller ikke fordi, jeg nu som alvorligt voksen (vi snakker over 30, gift, mor og fast arbejde) ikke møder nogen jeg har lyst til at være venner med. Jeg synes bare åbningsreplikken, er lidt sværere. Fordi konventionerne ligesom kræver, at man befriender hinanden langsomt. Og langsomt befriending kræver, at man over en periode 'tilfældigt' støder på hinanden jævnligt, og det sker bare ikke så tit i voksenlivet. I hvertfald ikke i mit voksenliv. Så derfor har jeg vist ikke fået en eneste ny ven siden jeg stoppede med at studere fro snart 5 år siden. Må enten få mig en eller anden form for intens hobby (her snakker vi ikke wordfued) eller bare være utroligt glad og loyal over for de dejlige venner, jeg skaffede mig før jeg blev kastet ud i arbejdslivet.