Jeg overlevede ...

Jeg har brugt dagen i et kantinelandskab i en anden forstad på Hr. F's arbejde til familie juletamtam. Endeløse rækker af bordgrupper og guirlander placeret på musegråt nålefilt dannede rammerne om en klippe/klister-julehygge dag med perpernødder, glögg og æbleskiver nok til, at ingen behøver at gå sultedøden i møde den her vinter.

Der var både julemand, sanglege og godteposer. Men for Svesken var dagens højdepunkt, da hun blev udstyret med en kæmpe gave indeholdende en dukkeklapvogn og en høj dukkestol.
Forinde havde der været krise af den uskønne slags, hvor de små mundviger vendte gevaldigt nedad og tårene trillede over kinderne. I første omgang havde hun nemlig fået gaven til tumlinge (som var en plastikhund med 30 melodier og blinkende pletter). Hunden var sjov, indtil hun spottede de store pigers gave. Herefter gik hun målrettet efter nabobordets dukkegaver, de store piger var ikke indstillet på at opgive deres fine høst og Svesken var ikke indstillet på at tage til takke med plastikhunden.
Heldigvis var gaveboden fleksibel og havde en ekstra klapvogn, så vi byttede hunden til det værste lyserøde skrammel, der nogen sinde har været inde for døren her i huset. Men ungen er begejstret, hun promenerede stolt kantinen rundt i store runder med sin klapvogn og kørte dukken rundt herhjemme også (stakkels underbo altså, må nok lige finde en løsning med tidsbegrænsning eller noget på den klapper). Nu sover hun og jeg sidder her i sofaen med granatchok over juletamtam og lyserød dukkeskrammel, jeg ellers har afværget de sidste par år, men jeg overlevede dagen ...