Jeg er i forvejen ikke vild med at være gravid. Det indebærer ligesom for meget usikkerhed og ventetid. For ikke at tale om en krop, der ikke er min egen og trætheden. Faktisk er det værste trætheden, som langsomt slår mig ihjel og gør mig til sure-kone, sure-mor og sure-prut.
Men den her graviditet er ligesom kombineret med isvinter, vuggestuens evige forsyninger af hårdføre baksiller og nogle usædvanlig sarte slimhinder, der mener, at kronisk bihulebetændelse er det nye sort. Så ud over den alm. gravidtetstræthed kan min krop også præstere noget snot-træthed, der ikke efterlader meget overskud til noget som helst andet end at lægge armene vredt over kors og hive mundvigerne nedad.
Sådan en omgang underskud er ikke til at have med at gøre. Slet ikke for den stakkels Sveske, som har været prisgivet til at være sammen med minus-mor hele dagen.
Nu venter vi på Hr. F kommer hjem og redder os fra hinanden og al den slattenhed vi har fået samlet samme i dagens løb.
Her skrives der om det hæsblæsende forstadsliv. Nu fra egen matrikel, som altid uden korrektur.
Åh, god bedring! Da jeg ventede yngste startede ældste i vuggestue og alt hun slæbte hjem bed på mig også bihulebetandelse, så imunforsvaret er nok bare i bund. Det fortsatte desværre sådan nogle år, ja egentlig indtil jeg fik normal nattesøvn igen. Pas godt på dig selv, og lig pauser ind hvor du får hvilet og brug vuggestuen til pasning af den store så du kan sove når den lille sover om dagen. God jul og held og lykke!
SvarSlet