Jeg kan ikke lide sne

Så. Nu har jeg sagt det, jeg kan ikke lide sne. Jeg kan lide det så lidt, at jeg har brudt min positivitetspolitik om altid at give et godt alternativ. Det kunne eks. være 'Jeg kan bedre lide tørvejr', men når nu sandheden er, at jeg bare virkelig ikke kan lide sne, så siger jeg det, på trods af der nok er en god mulighed for at blive halshugget af alle de snebegejstrede mennesker der findes her i blogland.

Sne er en manifestation af ondskab: kombineret vådhed og kulde er bare ikke noget, der gør det for mig. Nuvel sne er pænt, men kun lige i det øjeblik det falder. Øjeblikket efter er det jo brugt sne, fordi nogen har hoppet i det, pisset på det eller kørt i det. Det værste sne er den, der ligger sig på vejene.

Jeg kan ikke huske nogen sinde at have været glad for sne, også som barn syntes jeg, konceptet var ret overvurderet, og ikke mindst fyldt med farer som sneboldkamp og dødskørsel på kælk. Nu som voksen kan jeg ikke kaste andet end irritation (og i øjeblikket hormonel forurettelse) i puljen over, at der ligge sne på de ufarbare cykelstier, jeg bliver ramt i fjæset af våde iskrystaller og at det tilsyneladende slet ikke er socialt accepteret at være uvild med sne.

PS Sveskens far er vild med sne, og skal nok sørge for, at hun får de kælketure, vaskere (eller sul som det rigtigt hedder) og snemænd hun fortjener.