Helt alene

Jeg har sendt ællingerne til Fødeøen med Morfar, han har dumpet dem hos deres Moster og Onkel. Da de to små stod op i morges, startede de med at pakke deres tasker og så har de ellers brug dagen på at vente. Svesken havde endda en legeaftale, men kunne ikke rigtigt koncentrere sig om at lege i angst for at hun missede tur til Fødeøen uden forældrene.
De små prutter synes pludselig meget store, når de ivrigt sætter sig ind bag i morfars bil og bare vinker lykkeligt, mens de kører væk fra deres moar.

Det er ok, at de tager afsted. De har begge to så meget mund-diarré i øjeblikket, at jeg end ikke kan høre min sædvanlige tankemylder, når vi er sammen. Jeg er helt klar til, ikke kunne hører andet end de lyder, jeg selv står for de næste par døgn.

Hr. F er stadig på arbejde, selv om det er semi-sen aften. Jeg sidder hårdt plantet i sofaen og forsøger at regne nogle facebook-funktioner ud, så der kan være lidt aktivitet på mit arbejdes side, selv om sekretariatets er lukket. Det går desværre ikke uden problemer.

Jeg burde også skaffe mig selv noget aftensmad, men er lidt for doven til at finde mit dankort frem og svinger det over på Just-Eat.

I virkeligheden er dagens store nyhed, at det nu er lykkes med at hænge med hovedet nedad til poledance. Så snakker vi ikke så højt om, at instruktøren skubbede min mås op i den rigtige position over mit hoved og at jeg i første omgang blev grebet af panik. Panik er ikke godt i poledance, for så sveder man mere og glider nemmere. Vi snakker til gengæld om, at det faktisk lykkes mig at svinge benet fra sin plads på gulvet hele vejen 180 grader op og fik fanget polen og givet slip med hænderne. Hurra for mig!