Der er bordfodbold på legepladsen i åbningstiden og Ællingerne var helt vilde med at spille. Eller Alfen ville helst kaste med bolden i stedet for at skyde til den med de små mænd og Svesken kunne ikke ramme og blev edder-hysterisk, hvis jeg scorede. Vi endte med et kompromis, hvor vi begge fik point for hvert mål, der blev scoret. Fair nok især fordi jeg var ret rusten og fik lavet en del selvmål. Mine bordfodbold-dage ligger tilbage på et tidspunkt, hvor jeg drak ret mange flere guldøl end jeg gør nu om dage. Når vi engang bliver færdig med køkkenet og når til kælderen, bliver vi altså nød til at have et bordfodbold-bord og en bar dernede.
Hvornår er man egenligt stor nok til bare at tabe i spil, som man er dårlig til? Jeg spiller ret meget for at vinde, og det gør Svesken også. Hun tager det ikke så pænt, når hun bliver slået i noget som helst. Faktisk er hun typen, der kan finde på at lukke et spil utide, hvis hun vurderer at hendes vinderchancer er for dårlige. Det synes jeg måske, hun er ved at være lidt for stor til, men jeg ved faktisk ikke hvordan, det sådan er helt generelt. Hvad siger I andre?
Jeg tænker umiddelbart at nøjes med at spille spil hvor vinderchancerne er lige - snakes and ladders, vendespil (hvis hun er god til det), billedlotteri. Der kan I måske nemmere kræve at hun spiller spillet til ende og tager udfaldet som en mand - hun kan ikke skyde skylden på at I andre var bedre/hun ikke kunne reglerne etc.
SvarSletOg ellers kan jeg klart anbefale at spille samarbejdsspil eller moderere reglerne I andre spil så det ikke længere handler om point og hvem der vinder. Lego creationary, gæt og grimasser og den slags kan nemt modereres til at det handler om at have det sjovest (det gælder i øvrigt de fleste legospil hvor reglerne er meget fleksible)