Når man er voksen

Der er nogen ting man tager som en selvfølge når man er voksen. Personligt regner jeg med at blive taget alvorligt, især fordi jeg er klog, sød og ærlig. Af samme årsag bliver jeg tit forundret og ked af det, hvis andre voksne ikke anderkender mig. (sådan havde jeg det også som barn, men lad os bare indse, at det er de færreste, der tager børn alvorligt).
Jeg er på kursus i dag, af en eller anden grund er jeg ikke kommet på deltagerlisten, selv om jeg HAR tilmeldt mig, og så sent som i går spurgte koordinatoren, om jeg nu var på listen.
Da frokosten kommer på bordet er der ingen sandwich til mig, og fordi hende der stod for frokosten har kendt mig siden min studietid (hvor jeg var i praktik på hendes arbejdsplads) sagde hun om jeg ikke bare kunne spise frugt.
Fuck hvor gir det ondt i maven ikke at blive anderkendt som et voksent menneske. Jeg er ret sikker på, at havde det været hvilket som helt anden 31 årig sulten fagperson, der var kommet til kursus, men ved en fejl ikke var blevet opført på deltagerlisten. Så havde arrangørende stået på hovedet for at få løst problemet.
Jeg fik frokost, men først efter at have haft fast i koordinatoren, som kun har kendt mig som voksen.
Har jeg en pointe med det her indlæg, jo jo den kommer nu. Nemlig at man som voksen, skal huske at tage børn alvorligt. Jeg vil i hvertfald gøre mig lidt ekstra umage, efter min lille tilbagebombning til seks et halvt år.

Fik jeg sagt at jeg skal til Dolly Parton koncert i aften?


- Fra telefonen!