mandag den 25. august 2014

Morfar

Vi har haft morfar på besøg den sidste uge. Han har tullet rundt og slebet træværk, sat lamper op og støvsuget. Jeg har ikke rørt opvaskemaskinen hele ugen og ællingerne er også blevet hentet hver eneste dag på magiske morfar-vis. Det er ret fantastisk med sådan en ekstra voksen i husholdningen til lige at holde gang i arbejdsflowet og hamsterhjulet.

Han har bare sovet på sofaen og lagt sit tøj i vasketøjsbunken, når han trængte til noget rent. Der kræves ikke særligt meget for at holde sådan en morfar tilfreds. Vi kommer i hvertfald ret langt med kaffe og müsli om morgenen, sild og æg til frokost og til noget med en kold pilsner til aftensmad. Han forestækker at sove i pyjamas, så sådan en må vi have købt til ham og så har han efterladt sit arbejdstøj her, for han regner med at komme igen og blive sat i sving.

Jeg synes, det er helt optimalt, at han bare sådan glider ind i hverdagen og går og sysler med (mine) småopgaver. Det er så hyggeligt at han sidder i sofaen om aftenen med sin bærbare (ligesom os andre) og tøffer rundt i et par sutsko, som han har stående ude i skabet. Det har været til en kæmpe hjælp, at han har været her og hvis vi er rigtigt flittige, så når vi lige præcis at blive færdige med Sveskens værelse (sådan da) inden børnehaven kommer om en uge og fejret at hun bliver fire år.

Det bliver nok lidt presset med det værelse, for jeg skal arbejde i weekenden, og vi skal have nogle lister og lidt sokkelværk og sådan fra Silva/IKEA/listefabrikken. Hun får en hjemmebygget seng, og jeg er godt i gang med at samle de STUVA kommoder, der skal danne bunden. Så skal der sokkel under, en sengeramme over og en væg med et vindue for enden. Jeg forestiller mig, at hun skal sidde i sengen og lege købemand, rumraket eller forstadsfrue, mens hun vinker ud til en ven nede på gulvet. Det skal nok blive godt, når det bliver.

4 kommentarer:

  1. Ah, hvor lyder det bare hyggeligt:) Sådan var mormor da vi boede i London og nu kommer hun endnu oftere:) det er sådan en dejlig hjælp og ungerne nyde momse er der:)

    SvarSlet
  2. Hvordan gik det med den hjemmebyggede seng ? Pusler selv med samme tanke at bruge Stuva kommoder som understel og vil da gerne høste af dine erfaringer :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen det gik sådan set rigtig flot. Du kan se et foto her http://instagram.com/p/sZLjXrRCt2/?modal=true

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...