Det føles lidt som veer

Nå men i dag måtte jeg træde ud af et møde på mit arbejde, for at skrive under på en købsaftale på Huset.

I morgen har ejer besluttet sig.

Jeg håber selvfølgelig, han vælger os og ikke 'Dem der kom først'. Jeg ved godt, at det er ret strengt, sådan at komme ind fra højre og gøre sig til, for at få lov til at købe et hus. Men jeg har oprigtigt talt svært ved at tro på, at der findes andre, som kan elske det hus, som vi kan. Når jeg tænker på det på den måde, har jeg ikke helt så dårlig samvittighed. Så er det jo nærmest en samfundstjeneste, vi gør ved at købe det hus (og ja der skal man nok have min restaureringsarkitekt-briller på for at se det).

Jeg har ondt i maven og uro i kroppen og allermest lyst til at lægge mig i fosterstilling og vente på at de voksne har klaret det. Jeg ved også, at det kommer til at føles som om et godstog har ramt mig i morgen, hvad enten vi får det hus eller ej.
Men hvis jeg SKAL vælge et godstog, så tager jeg det der giver mig 117 m2 bopæl i gule teglsten.