onsdag den 24. juli 2013

hvor skal vi bo?

Hvis dette indlæg er rodet og usammenhængende, handler det om, at emnet er så uoverskueligt for mig, at jeg har svært ved at tænke (og dermed skrive) klart.

Vi elsker det hus, vi bor i. Vi elsker vores dejlige have, der er fyldt med skønne naboer. Vi har liv og glade dage, der spises sammen, passes katte for hinanden og hvis nogen tager til Fødeøeden uden at lukke deres altandør, er der bare nogen andre, der lukker den for dem. Men med de godt 50 kvm vi har her, ved vi, at det ikke er for evigt, vi skal bo her.

Vi er også (blevet) glade for Forstaden. Der er cirkus, loppemarked og andet spas på Torvet og i kulturhuset, cafeen laver verdens bedste varme kakao med skumfiduser og burger med brun sovs. Mosen ligger lige om hjørnet og selve København ligger lige for enden af bakken og resten af verden er ikke længere væk end hovedbanen eller Kastrup.
Da jeg flyttede ud i Forstaden, var det tvunget af de omstændigheder, at Hr. F ejede en lejlighed købt i bedre tider. Jeg syntes, det var ligesom at kommer ud i den 3. dimention og at busturen tog for evigt (hvilket den også gør, men nu har jeg lært at cykle). Jeg græd lidt over at forlade brokvarterene og deres puls. Det var hæsligt at skulle bo i take away-fri zone midt mellem villaer, volvoer og børnefamilier. Men som I ved, ændrer tiderne sig nu hører vi selv til over i familieafdelingen og er blevet så gamle, at vi ikke altid synes at take away er prisen værd.
Mit liv har flyttet sig og min selvopfattelse er flyttet med. Nu er jeg sådan en der bor i Forstaden og oven i købet synes, det er lidt smart!

Drømmegrunden er jo solgt til nogen andre, der bygge rækkehuse. Men de er solgt (lynhurtigt) og lige en tand for dyre til os. Alt andet i Forstaden er også lige en tand for dyrt. Så hvis vi vil have et hus, er vi nok nød til at rykke til en anden Forstad. Det har vi ikke lyst til, men vi har heller ikke lyst til at skulle spise havdregrød hver eneste dag de næste 10 år.
Derfor spøger Fødeøen og Barndomsbyen nu igen. Der kan vi få flere kvm til meget færre penge, og nu er der måske en mulighed for at købe huset, der ligger lige ved siden af mit barnsdomshjem. Det trækker! Det trækker fordi, det ligger dejligt, i et godt kvarter, med fin legeplads, god skole og tæt på alting i Barndomsbyen. Det trækker, fordi det er tæt på morfar, altså rigtigt tæt, han bor jo på den anden side af væggen. Farmor bor tæt på, farfar det samme. Ligesom fastre og onkler er inden for rækkevidde. Selve byen ligger i gåafstand (også banegården så hr. F ville kunne pendle). Vi ville have råd til at købe en bil (hvilket aldrig vil komme på tale, hvis vi køber et hus i Forstaden), vi ville have overskud til ,at jeg i en periode kunne arbejde mindre og have tid med børnene og til at holde huset. Ligesom vi ville have familie tæt på til at hente/bringe/passe, hvis der var noget arbejde, der hev lidt ekstra. Der ER en biograf, en cafe, en gågade, en sportsklub, en bar og torvedage. Der er lige præcis én af hver. Jeg ved, at det gode barneliv er lige om hjørnet, muligheden for venner er på den anden side af gaden og at både Hr. F og jeg er gode til at være glade, der hvor vi vælger at være.
I en periode inden vi fik Svesken, længtes jeg hjem til Barndomsbyen og efter min familie. Selv om jeg glæder mig til at se familien og nyder deres selskab, er min familie nu Hr. F og egne rollinger, mens min far, søster, svoger og nevøer, som før var kernen er rykket en tand ud.
Nu er jeg glad for at bo lige her i forstaden, jeg elsker tanken om at København er til min rådighed og jeg bilder mig ind at jeg bruger byen. Men sandheden er nok, at jeg mest sidder i Forstaden godt placeret i min sofa og nyder tanken om alt det, jeg kan gøre i morgen.

Hvis vi vælger Barndomsbyen ligger den for vores fødder, ALT er i gåafstand eller kan nås på cykel inden for 20 min. Vi får familien ind i vores hverdag og vi vælger et stort økonomisk frirum. Men vi vælger også, at det er nok med Én af hver og at vi skal rejse efter mange koncerter, udstillinger og venner.
Vælger vi Forstaden vælger vi trygheden i flere jobmuligheder, vores venner og det liv vi har med dem nu. Vi vælger muligheden for spontane kulturture. Men vi fravælger et større økonomisk råderum, som eks giver overskud til bil, rejser, knækkede tænder og nye vaskemaskiner.

Jeg kan ikke finde ud af at mærke efter, og det jeg kan kan mærke, stoler jeg ikke på. For jeg var drøn ked af at flytte herud i sin tid og nu elsker jeg det, fordi mit liv har ændret sig. Det samme kan jo gøre sig gældende for Barndomsbyen. Den ændrer sig ikke og grundende til at jeg flyttede fra den i sin tid, er der endnu. Men jeg er en anden, mine behov har ændret sig og jeg må jo indse at jeg ikke kan forudse alting.

Det hele kan vist koges ned til spørgsmålet om man bliver lykkelig af økonomisk frirum, eller mere lykkelig af at have en hverdag tæt på de ting man tror, man har brug for,

13 kommentarer:

  1. uh den er svær som i evig dilemma- men for mig er det vigtige at hverdagen med børnene fungerer- og der er familien en stor hjælp- og det at alt ligger indenfor gå afstand en stor fordel- fritidsaktiviteter for børn, bibliotek, skole, togstationen osv. Med unger og et stramt budget og dyre barnepiger ender man ikke ret tit i teatret alligevel :-)
    Men på sigt er det også vigtigt at der er muligheder for nye jobs til jer begge-
    Hilsen en der har boet både i kbh centrum, vesterbro og sydhavnen, og i de nordlige forstæder og nu efter 25 år er flyttet retur til østjylland-

    SvarSlet
    Svar
    1. Nææ jeg ved jo også godt at jeg faktisk ikke har været i teateret mere end én gang efter jeg blev mor.
      Hvordan oplever du din retur, og hvad med dine børn?

      Slet
    2. Jamen jeg er jo rejst retur 3 gange nu.1998, 2004 og 2013.. så spørg lige om jeg har været i tvivl.... men jeg er rigtig glad for det, især fordi vores netværk nord for hovedstaden var meget sparsomt i lokalområdet, og bare det at komme i kaffeafstand af familien har gjort en stor forskel- desuden er der børn i nabohusene hvilket der ikke var før- ældste starter i 0. kl nu og skulle skifte mens yngste savner sine veninder som var en selvfølge og havde været der siden vuggestuen- men huset vi bor i nu er nemmere (med isolering!!!) og der er fortsat nem adgang til natur, legepladser, indkøb, tog, fitness centre, cafebesøg (!) og dyreparker mv- men børnehave netværket er væk, og det er mødregruppenetværket jo også- men jeg tror på et nyt når vi starter skolelivet..(iøvrigt er der også flere forskellige skoler og institutioner at vælge imellem :-)

      Slet
    3. Vores dilemma står mellem Brønshøj og Odense midtby. Vi har egenlig et ret fint lokalt netværk og jeg synes også det er nemt at 'være med' her i Forstaden, fordi der faktisk er en del små kulturdage her. Legepladser og natur er ca. lige langt væk eller tæt på. Skollivet er godt begge steder.

      Så valget er mellem bilige kvm med familie og for lidt perspektiv. Eller jobmuligheder, selvbillede og dyre huse.

      Slet
  2. Bum! Svært! Jeg håber, at du finder et svar :-) Vi har haft de samme overvejelser - men valgte som du ved Forstaden og det mindre økonomiske frirum! Og satser på lønforhøjelse en gang imellem og stigende boligpriser, så vi kan belåne hytten endnu mere - ha ha!

    Held og lykke - og kommer du ikke snart forbi til kaffe og for at se det lille skur?

    Knus Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg holder barsel og er helt klar til besøg med Svend under armen.

      Slet
  3. Jeg er sikker på at I bliver lykkelige af et liv tæt på hinanden, så går det nok, ligegyldigt hvor det er - Men I kunne vel også vælge noget andet - fx. et sted i udkanten af en af de større byer midt på sjælland, så der også var lidt kortere til arbejde(og torvedage?) i kbh(en times(?) pendling hver vej er alligevel en del hver evig eneste dag!), stadig billigere huse og stadig kortere til familien..

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er meget poetisk skrevet at vi bliver lykkelige af hinanden. Kompromisset i midten af Sjælland, kommer ikke på tale, for det har kun ulemperne og ikke rigtigt nogen af fordelene.

      Slet
  4. Det er det sværeste spørgsmål nogensinde. Som aldrig vil forsvinde. Min kæreste er fortaler for at vende hjem. Til familie og det velkendte. Men han har også haft et andet liv i hjembyen, som tilfældigvis er den samme. Han var i parcelhus i sydbyen sammen med kernefamilier, der havde bil og spiste kartofler og tog på campingferier i udlandet. Jeg var i vestbyen i lejlighed sammen med ødelagte familier og narkomaner (altså i kvarteret ikke min lejlighed) og i min klasse ville alle drengene være våbensmede og pigerne ville giftes med gangsterne. Så jeg er fortaler for kbh og mulighederne og kulturen og vennerne. Alternativt udlandet og eventyret. Kompromiset er måske forstaden. Eller som nu billig lejlighed i sydhavn og kolonihave i valby. Aftalen er pt at den, der først får job, har kraften til at flytte familien med. Det er nervepirrende, men vi har begge brug for at slippe vores fordomme om hinandens drømme. Ps jeg bliver klaustrofobisk i hjembyen, selvom der er mere en én af hver - kæreste siger, at når man får parcelhus, så behøver man ingen af hver, fordi man har nok i sit eget.

    SvarSlet
    Svar
    1. Men det er jo præcis, det er der dilemmaet. Hvornår får vi 'nok' i os selv. jeg synes nemlig Barndomsbyen er lidt klaustrofobisk, og en anelse snæver. En del af det er helt sikkert bare egne fordomme mod alt det jeg flyttede fra, men der er jo sjældent røg uden der er ild.
      Jeg har også svært ved at gennemskue, hvor jeg skal møde nye venner, som jeg andet tilfælles med end børn i samme alder. Dem fra min skoletid der er blevet i barndomsbyen er søde og dejlige, de er bare ikke synderligt nysgerrige. Måske hvis det er samme Barndomsby og din mand hiver dig derhen, så kan vi blive venner

      Slet
    2. Ja vi skal! men jeg tvivler på det er samme sted, for mit er midtjylland og ingen fødeø.. Mine fordomme mod dem, der blev og stedet, handler dels om min barndom og ungdom, som jo ikke behøver gentage sig bare fordi det er samme by, men også fordi jeg altid har delt folk op i 'dem der ville blive' og 'dem der skulle afsted'. Husker også hvor meget jeg kedede mig som ung, fordi der ikke var så mange muligheder bl.a. muligheder for at finde nye venner eller blive en ny mig. Derfor frygter jeg jo også at mine børn vil komme til at kede sig.. Åh der er så meget i det og det meste er ubevidst/uerkendt, men bare en følelse. Røg, jeg ikke ved hvor kommer fra, eller er reel..

      Slet
    3. vil lige tilføje at selv om vi er rejst hjem- er det ikke helt hjem- der er 20 km- og sidste sommer da der lå et forslag om at flytte til byen som er nærmere hjem tudede jeg over det- da jeg IKKE ser mig der- det er stedet hvor man kører væk fra... og forbi inde i mit hovede- men årene ændrer også på stederne- og der kommer nye (måske nysgerrige) mennesker i husene...

      Slet
  5. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...