Vi er nu indtrådt i den babyfase, hvor jeg er i tvivl om alting og derfor tvangsfodrer baby ved hver given lejlighed.
Mælken er løbet til og har udstyret mig med et patværk, som Lindsei Kessler og Dolly Parton kun kan være misundelige på. Til Hr. Forstads store fortrydelse er pornopatterne kun til at kigge på og strengt forbudt at røre ved.
Til babys store fortrydelse er patterne nogen gange så spændte, at han ikke kan få fat og derfor er han nød til at headbange arrigt og frustreret indtil, det lykkes at få taget toppen, så han kan suge sig ordenligt fast.
Jeg er sendt til tælling i et parallelunivers for præcis 2,5 år tilbage i tiden, hvor Svesken var spæd. Med ligeså mange spørgsmål og ligeså stor usikkerhed i forbindelse med det lille fremmede menneske, der har indtaget matriklen. Får han nok at spise (han er sikkert sulten lige nu)? Sover han godt nok (eller er han faktisk bare sulten)? Skyldes hans mavekneb noget, jeg har spist (eller er han mon i virkeligheden sulten)? og hvad stiller jeg egenlig op, med et barn der gylper (er han så mere sulten)?
Jeg havde håbet, at det her morhalløj var nemmere anden gang. At jeg kunne køre nogle ting på rutinen. Men jeg må nok indse, at det ikke er en mulighed og at den eneste grund til at alt usikkerheden gik væk, da Svesken var lille, var at jeg lærte hende at kende og dermed også gennemskue, hvornår det var det ene eller andet der skulle til.
Jeg synes sgu, det trækker tænder ud at have ansvaret for et lille hjælpeløst menneske, jeg ikke kender eller forstår, samtidig med at jeg er fyldt med dårlig samvittighed overfor min lille store pige, der ikke længere nyder godt at min udelte opmærksomhed.
Samtidig må jeg også huske mig selv på at nyde tiden med Alfen, nyde at det eneste der er på programmet er at stirre forelsket på ham og suge ham til mig, i stedet for at glæde mig til fremtiden, hvor jeg kender ham bedrer, men har mindre tid.
- Fra telefonen!
Her skrives der om det hæsblæsende forstadsliv. Nu fra egen matrikel, som altid uden korrektur.
Jeg har altid troet på at de bare skulle stopfodres- og havde en gang en snak med en mand i toget (lang togtur efter jeg havde fået første barn- så jeg mente at vide lidt om emnet!) om det med børn og mad- og hans teori var at de som spæde skal fodres indtil de bliver forsikrede om at de altid kan få mad og derfor ikke lider af dødsangst længere- for det er derfor i skriger- det lød rigtigt for mig dengang (første gang uden baby i 7 mdr...)- så lad ham spise lige så tit du tænker - han klynker- er han mon sulten... mine børn var store og tunge ved fødslen- og fulgte så rigeligt de højeste kurver- men de fik altså lov at spise - og hvis han så bare ikke falde i søvn på grund af hyggen hos dig... har du prøvet at have ham i en slynge- så du får armene lidt fri?
SvarSletog ih jeg kender den der dårlige samvittighed overfor den ældste- men min er dejligt tæt på sin far nu- så må han tage over lidt der...
-den der med husk at nyde det- der kom jeg altså aldrig hen... jeg nyder mine børn nu- hvor jeg kan sætte deres behov tilside og opfylde mine egne ind imellem- hvor de er sjove og forstår hvad jeg siger- hvor jeg sover om natten- så selvfølgelig kan man nyde enkelte dejlige pussenussede øjeblikke- men ellers synes jeg kun spædbarnstiden bestod af hårdt arbejde- og det kan man så nyde resultatet af senere- men i situationen har jeg altid haft svært ved at nyde det :-)
Håber du får lagt dig og sovet når mindste sover om dagen- ! Pøj pøj med det hele...
Tak, han får alt det at spise han kan. Sunderen var her og kunne fortælle at han på en uge har slugt sig til en vægt der 450 gr højere end det han vejede for en uge siden. Jeg tror han overlever :-D
SvarSlet