Svesken har altid være småt spisende og så er hun inde i en periode, hvor hun slide mad op. I lang tid var avokadoer det eneste der duede, så var det snackpølser, bagefter var det makral i tomat. Når hun er færdig med en madvare er hun helt og adels færdig med den og efterhånden er det meget begrænset, hvad hun kunne tænke sig at få i madpakken ud over pandekager og blåbær.
Men så var det jeg læste med over ved Østfronten, og blev indtroduceret til konceptet mad-modig. Det er fan'me smart, at give barnet en sejr og et navn for det, når der en gang i mellem kommer noget nyt ned.
Siden mad-modig blev et ord herhjemme er der blevet opfundet en bacon-mad og en ristede-kartfoler-med-ketchup-under-mad. Svesken stråler i sin modighed og vi er ærligt talt lettede over at have fundet en vej til at hun en gang imellem prøver noget nyt.
Jeg har planer om at lave en regel, når hun fylder 5 år om, at alt mad skal ligge på hendes tallerken, men at hun må nøjes med at spise, det hun har lyst til. Det stamme fra den teori, at hvis mad jævnligt ligger på en tallerken ender børnene med at glemme, de ikke kan lide det, for det er jo helt bekendt. Indtil nu er det ikke lykkedes at indfører det koncept, fordi hun hyler som en stukket gris, hvis der er noget forkert på hendes tallerken.
Hun elsker at være med i køkkenet, hvor hun blander, rører og braser desværre hjælper det ikke på lysten til at indtage maden, at hun har været med i processen. Jeg kan godt huske det som barn ikke at kunne overskue nye smage eller fremmede ting i munden. Jeg har stadig et problem med gryderetter med uidentificerbare elementer og kan bedt lide det, hvis maden ikke rører al for meget ved hinanden.
Men jeg arbejder også med at være mad-modig, måske der er håb for os begge to.
Her skrives der om det hæsblæsende forstadsliv. Nu fra egen matrikel, som altid uden korrektur.
Jeg er også vild med begrebet mad-modig. Nu er mad sjældent et problem for min 4-årig, men jeg prøver at hjælpe hendes interesse på vej ved at lade hende smage fx grønt før og efter tilberedning og tale om forskellene. Foreslår hun, at vi køber en bestemt grøntsag eller prøver en bestemt ret, gør vi det. Så nu har vi spist snegle. Altså de voksne. Barnet selv fik kolde fødder :-)
SvarSletJeg kunne skrive mange sider, om hvordan vi gør, men må vist hellelre holde det på egen blog :-) Idéen med at barnet skal have lidt af hvert på tallerkenen kan jeg dog kun anbefale. De bruger den i min datters børnehave, og derfor har det været naturligt også at gøre hjemme.