bitterboomerang

Da vi besluttede os for at lave Svesken, tog det en del forsøg. I den periode brugte jeg en enormt lang tid på at være enormt sur og bitter på Hr. Forstad over, at det var mig der skulle være gravid og ikke ham.
Jeg var helt klar til at få børn, Jeg var ikke klar, til det der med at skulle være gravid og på barsel, og jeg synes det var rigtig hårdt at vente på at blive gravid. Særligt var jeg slet ikke klar til den fastlåsning på arbejdsmarkedet, jeg oplevede. Ikke fordi der var mange jobs at få (der var ingen faktisk), men jeg mistede lysten til at søge jobs, fordi jeg ikke var interesseret i at skulle starte et evt. nyt job op med at være gravid. Derfor gik luften mentalt af ballonen og jeg fik sat min røv ret grundigt i den sure sofa.
Denne her gang gik det utroligt meget hurtigere med at blive gravid. Jeg nåede slet ikke at blive irriteret over fastlåstheden og jeg glemte faktisk også at klantre Hr. F for, at han ikke er ejeren af en livmoder.
Nu er det bare sådan, at der er blevet slået en stilling op over i den del af staten, jeg har lyst til at arbejde i. I den anledning er jeg blevet mindet om, at det er mig der hænger på udrugning af forstadsungerne, selv om Hr. F ville elske at være gravid og i øvrigt sidder i et langt bedre job end jeg gør.
Bitterheden kom snigende. Det hjalp virkelig heller ikke på situationen, at en af mine veninder var så venlig at minde mig om, at det er virkelig urealistisk at få et nyt job, når man er så gravid, som jeg er. For at være helt ærlig, så hader jeg den kendsgerning, at graviditet skal være en hindring for noget andet.  Ikke at jeg har behov for, at mit liv skal være magen til det, jeg havde præ børn, men fordi jeg ikke ser min formering, som noget der bør devaluerer mig i jobmæssige sammenhænge, og slet ikke til jobs jeg faktisk er ret godt kvalificeret til.
Så nu er jeg tilbage på bitterhedes syrlige sti, hvor kombinationen af hormoner, træthed og misbehaget over at være i omstændigheder kommer til at forpeste mine omgivelser.