søndag den 2. august 2015

Farvel ferie

I morgen går hverdagen i gang igen. Det bliver med fuld tryk fra starten og sikkert også med høj sol fra det øjeblik, jeg sætter mig i min kontorstol. Jeg skal være den første til at indrømme, at vores staycationen har været præget af hovedpine og byggerod. Og at jeg de fleste dage har haft lyst til at hyle i bare frustration over, hvor elendigt vejret har været og hvor træls, det er med alt indholdet fra køkkenet spredt ud i stuen mellem kugler, togbane og byggestøv.

Heldigvis har der været mange gode øjeblikke. Svesken synes, at Cirkus Summarum var feriens højdepunkt. Jeg bad hende lave en tegning af det bedste og hun tegnede et cirkustelt i røde og gule farver. Det fylder lidt mindre end en tommelfingernegl. Alfen er 100% sikker på, at det var Legoland. Hver eneste gang vi er stødt på en reklame for et sommerland o.lig., har han råbt: 'LEGOLAND!'

Mit bedste ferieøjeblik var i går aftes kl 20:15 da Hr. F lagde den sidste clickflise i køkkengulvet. Jeg kan godt sige jer, at det køkken bliver helt fantastisk. Vi skal bare lige have alle de sidste mange detaljer på plads. Lamper er f.eks. ikke verdens nemmeste. Der er også noget med nogle skabe og opbevaring. I første omgang er strategien at nøjes med at sætte de ting ind i køkkenet, som vi bruger hele tiden. Resten må opholde sig i viktualierummet i kælderen.



Jeg har også haft andre rigtig dejlige øjeblikke i den her ferie. Der har været biografbesøg, svømmehal, legepladser, strandture, sæbebobler, fødselsdag, Tour de France, familiebesøg, valmuer, pizzapicnic i haven, mange lure og sløve morgner. Vi har været helt nede i gear, så godt som det lader sig gøre, når der trods alt skulle være lidt fremgang i køkkenprojeketet.

Næste år bliver det helt sikkert ferie et sted uden for matriklen, helst med ret meget sol og meget få pligter.

1 kommentar:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...