Stangdans

Herude i Forstaden er der et dansestudio. Jeg har meldt mig ind og har nu en ambition om at lære at danse poledance. Med sædvanlig tro på egne evner, mente jeg nok, at jeg kunne lære at svinge mig elegant rundt om pind. Det ser jo ikke sådan svært ud. Men det er SKIDE SVÆRT!

Altså det var nok lidt naivt at tro, at fordi jeg i en brandert har løbet omkring søjlerne på div. barer, så er jeg den fødte poledanser. Faktisk er jeg jo alt andet end selvskrevet til at hænger i metal-lianen. Den slags kræver nemlig både muskler og teknik. Ingen af delene noget jeg endnu har til rådighed. Efter at have ligget på skjoldet længe og forsøgt at klemme flæsket godt fast på min pole, fik jeg løftet mig en mm over gulvet og så var min lykke gjort. Hvad der også var gjort, var en flot blåt mærke at den slags, der lidt ligne et lilla høneæg på inderlåret. Heldigvis har jeg jo haft lårkagen, så der behøver jeg ikke at pive så meget. Jeg var der i 45 min i onsdags og det er først nu at skroget ikke værker længere.

Man kan godt se på de andre, som dyrker poledans, at fedladne og tøndeformede forstadsfruer ikke kommer langt på polen. Man skal været helt fast i kødet (eller også bliver man det forhåbenligt) og gerne have været forbi noget spray tan. Min hud var selvlysende over i den neonpink retning da jeg var færdig. Den langlemmede bambi som underviste os havde knap nok fået pulsen op, da jeg måtte opgive og blive liggende på gulvet.

Jeg skal afsted igen på onsdag, så hvis I ikke hører fra mig, at det bare fordi jeg ligger i fosterstilling og restituerer efter at have forsøgt at hive mig selv op i en stang.