Jeg har manden hjemme på sofaen i dag. Han er syg, det er ubelejligt, fordi jeg nu er så gravid, at hver lille forandring i kroppen potentielt betyder mulig fødsel.
Det er også ubelejligt, fordi han er mesteren i Man flu. Vi har her at gøre med selvmedlidenhed i så store mængder, at hele Forstaden kan marineres i stadset. Han stønner, altså for alvor, han ligger ned og siger: 'Ååååh ååååååh åååååh åååååååh' og så kræver han mad, nus og alt muligt andet omsorg og pleje.
Jeg har det ikke i mig. Jeg er ikke nogen Florence Nightingale, når jeg er i min alm. form og jeg er slet ingen Nightingale, når jeg er højgravid. Så er jeg nok det modsatte. Jeg synes, han larmer med sin stønnen og sine voldsserier på tv'er. Han fylder i min sofa og han er i det hele taget lidt i vejen, nu hvor jeg lige havde vænnet mig til min egen tosomhed og tempo de sidste par uger.
Vi kører den klassiske: 'Hvem har det hårdrest?' i håb om, at den anden mander sig op og ordner alting, så man selv kan få lov til at sumpe hen i det røvformede hul, sofaen har været så sød at lave til hver af os.
Her skrives der om det hæsblæsende forstadsliv. Nu fra egen matrikel, som altid uden korrektur.
Florence Nightingale er virkelig heller ikke i mine gener. Og hurra for det. Jeg hepper dog på, at du ikke føder sålænge han er i tvivl om det går mod levesiden eller ej. Så skal I bare bagefter battle om, hvem der havde det hårdest undervejs. Det er jo lige om lidt. Spændende!
SvarSletJeg er virkelig ked af at måtte sige det, men altså, here it goes: Man flu besejrer alt. ALT. Han er jo døende den arme mand. (Og som manden her i huset siger: graviditet er altså ikke en sygdom)
SvarSletNår det er sagt, så føler jeg med dig, og håber, at han bliver frisk nok til "hvem er det mest synd for ved en fødsel"-diskusionerne. (Her er svaret selvfølgelig også manden. Det er vigtigt at vide, for det er det eneste der afhjælper deres symptomer, så man kan få fred til at føde.)