Nu har jeg været på barsel i 4 uger, jeg har stort set ikke lavet andet end at spise, sove og ruge.
Men i dag har jeg ordnet lidt. Redebyggeren har for længst ramt Hr. Forstad, som vasker, fikser og forbereder sig i et væk. Så nu er vi faktisk klar til baby, der er både rent tøj og et sted at sove. Vi har endda haft den første barselsgæst, der kom med gave på forhånd, så vi ikke skulle forstyrres, når baby er ude.
Min primære opgave har været at få én skuffe fri, så der kan blive en plads til babys ting. Så i dag har udført en plan, jeg har tænkt over i lang tid. Derfor har jeg i dag brugt mindst en time på at sortere i mine barselsprojekter fra sidste barsel. Jeg har fyldt to store poser, med stof jeg har gemt med store planer og vældige idéer, men som jeg nok må indse bare fylder og ikke bliver til noget.
På bedste horder-manér har jeg flyttet rundt på tilsvarende mængder af indkøbte projektmaterialer, som nu ligger fint foldet et andet sted end den skuffe, som nu er babyens.
I den her barsel har jeg besluttet, at der ud over baby kun skal være 2 projekter. Et ambitiøst hygge-arkitekturprojekt og så det sværeste af alle projekter: at undgå kreadims. Jeg har læst rundt om i blogland, at de rigtige kreadamer, også i perioder holder indkøbsstop, for at få gjort ting færdige. Jeg holder indkøbsstop, indtil jeg har lavet ting færdige og til jeg overhovedet er begyndt på de idéer jeg allerede har materialer til i gemmerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar