søndag den 27. januar 2013

Redebyggeri

De kloge hoveder lover, at der kommer en uimodståelig trang til noget redebyggeri, når terminen nærmer sig. De er godt 3 uger tilbage inden vi forventer Alfens ankomst. Jeg er bare ikke blevet ramt af redebyggeriet endnu, hvilket er ret skuffende.
Jeg havde sat min lid til, at jeg allerede nu havde forvandlet mig til en super-husmoragtigt tornado, der ordnede og gjorde rent i et væk, med glæde vel at mærke.

Vi er ikke helt klar til den der baby. Vi har f.eks ikke styr på seng, dyne, tøj eller opbevaring af div. Altså vi har da en idé om, at babyen skal sove i seng ved siden af vores, vi skal bare lige have den ned fra loftet. Svesken har også en dyne, som kan bruges. Hvis hun vil af med den, og vi kan nå at vaske den. Vi har vist også noget tøj i de små størrelser, men igen er der nogen, der skal på loftet og finde det, sortere og stå for noget vask, inden det kan betragtes som klart. Her ville noget instink-overtagelse af krop være at foretrække, fremfor den sofa-overtagelse af hvalkorpus, der lige pt. finders sted.

I går brugte hele familien hele dagen på sofaen. Hr. F med tømmermænd, Svesken med snot i snuden og mig med en træt krop, der ikke kan finde ro om natten. Vi fik set Cykelmyggen Egon ca. 50 gange, spist ristet toastbrød og krammet i et væk.
Vi fik til gengæld overhovedet ikke gjort noget som helst andet, hvilket måske kunne have været på sin plads, da her som altid trænger til noget let rengøring og oprydning af div. Ligesom sådan en lørdag kunne have været brugt på at ordne lidt til baby.

Jeg forsøger at tage lidt revanche i dag, så mens de to andre var ude og bygge snemand (han kan ses på insta, hvis du følger HrForstad), så ryddede jeg op og svang støvsugeren. Nu sover de lur og jeg har smækket noget dej sammen, der gerne skal blive til fastelavnsboller på et tidspunkt. Ligesom jeg har meget store ambitioner om at planlægge en tur til IKEA efter småting til Aflen.

... Måske jeg lige skal have en lille lur først.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...