Når alting er galt

I går var jeg rasende, fordi Hr. F trak vejret forkert. Jeg kunne godt mærke, at jeg var helt urimelig men vredestoget kom buldrende igennem hele kroppen og der var bare ingen nødbremse at trække i. Jeg er ret sikker på, at jeg faldt i søvn med korslagte arme og vågnede på samme måde.

Bort set fra en tur hos lægen, hvor Alfen brillerede til sin to-år-undersøgelse har jeg været hvidglødende af raseri hele dagen. Alt på mit arbejde er helt umuligt og modarbejder mig, computeren spiste et par filer, der er nogle aftaler der ikke er helt nemme at få afklarede og et projekt der driller.

Det er fan'me godt, at der findes chokolade og en app, der kan minde mig om, at den her følelse gentager sig med en måneds mellemrum.

Det er også godt, at Alfen er helt fantastisk på den måde kun to-årige kan være det på. Han fortalte lægen en alvorlig ting eller to på båndsalat og da hun konstaterede at sproget var godt i gang svarende han højt og entusiastisk JA! Han hoppede højt og gik frejdigt frem og tilbage i rummet, dog helt uden at forstå, at han skulle gå baglæns. Lægen mente hledigvis ikke, at der var noget at udsætte på motorikken af den grund.

Inden vi ramte lægen, var vi svinget forbi den lokale skoletandpleje i håb om at få fingre i et par deres gode tandbørster. Desværre er der meget stramme regler for, hvornår de må udleveres, så vi gik i stedet med oplysninger om, hvor de måske kan købes. Ællingerne var ikke synderlige nedtrykte af den grund og havde i stedet en fest med at kigge på byggepladsen lige uden for døren. Til gengæld blev der tudet 'Mere gravko!' mange gange, da jeg pakkede dem i cykeltraileren for at kommer videre i programmet.

Nu er det sengetid på matriklen. Gode drømme til jer alle.