Kroppen og Forstadshaven

I går var jeg til BodySDS og jeg synes virkelig det meget rart at få rystet og masséret kroppen igennem. Men det er altså lidt udfordrende at vågne med følelsen af at være kørt over af et godstog. Det hjalp nok heller ikke på sagen, at jeg brugte en stor del af natten i smørhullet mellem ællingerne under sammen dyne som Svesken. Den slags kræver absolut stilhed, og dermed ingen bevægelse, for ikke at komme til at vække de to før end højst nødvendigt. Alle ved jo, at det er vigtigt at sove længe i ferien, så pyt med, at det ikke er kvalitetssøvn.

Det holdt hårdt, men kroppen kom op i gear og ud i haven, der var fyldt med resterne af et træ, der blev fældet i går. Nu er der meget frit udsyn fra vores terrasse og nogen kunne mene, at vi sidder lidt på display deroppe, men det bliver ret fantastisk at slippe for alle de grannåle det smed. Den slags er ikke spor sjovt at gå på bare tæer med.
Jeg er i gang med at læse Signe Wennebergs havebog og i den argumenterer hun fornuftigt (og længe) om at haven skal være et sted, hvor børn kan opleve alle mulige ting, og hvor der skal være plads til andet end græs og hæk. Så nu har jeg lavet et stubbebed, som er en kombination af et klodsgulv og en sansesti. Det dufter ret fantastisk lige nu og tanken er at ællingerne skal kunne bruge det til leg. Måske det bliver taget op i morgen lavet til en stubbesti, af den slags man tit møder på legepladser, hvor stubbene står lidt fra hinanden og kan bruges til at øve balance og lange skridt på.

Fru Wenneberg snakker også om dyr i haven og den gode Hr. F har fundet sin indre høne-entusiat frem. Hønsegården fra hans barndom har i hvertfald været fyldt med lykkelige minder (og en lidt tosset tilgang til kælehøns og en meget stram 'ikke noget kylling på bordet, når vi har dem i haven'-politik), så han er helt fyr og flamme og snakker om kyllingebure, løbegårde og skrukhøns.
Jeg kan godt lide tanken om, at vores børn lærer lidt om 'jord til bord'-principperne og at vores køkkenaffald kan blive til æg og høns i asparges. Altså og så er det da også bare lidt sjovt med høns, jeg har forelsket mig i racen Wyandotter. Som er virkelig smuk og heldigvis en god begynderhøne, der også fås i en dværgudgave. Nu skal vi lige lave lidt research på de to-benede æglæggere og hvis det er sagen med høns, så må vi se, om vi er sådan nogle, der går linen ud og bliver så glade for gokkerne, at vi skal på udstilling and all that shit.

Endelig

Nu står den på ferie, eller det vil sige at officielt står den på ferie, lidt mindre officielt skal både Hr. F og jeg arbejde en dag for at indhente nogle af de opgaver, vi har forsømt mens Alfen har været syg. Han har haft tre-dags-feber og selv om jeg egentligt synes, han kunne have lagt den sygdom på et tidspunkt, hvor vi ikke i forvejen var ved at smelte af varme, er jeg ret godt tilfreds med at kunne sætte flueben ud for en børnesygdom og ikke bare noget generel sløjhed. Jeg synes han har været hårdt ramt og jeg overvejer om det er fordi, jeg glemte at spise vitaminer, da jeg var gravid med ham, eller om han måske har en fødevareallergi eller noget intolerance, vi ikke har opdaget, og som derfor gør ham til en svækling.

Han skal vaccineres i næste uge, så der er planlagt mere feber og sløjhed til ham, men vi har udsat og udsat hans 1 års vaccine og nu er det altså ved at være oppe over, for sygeplejersken smed lige MFR'en i puljen, da jeg ringede og bestilte tid den. Men nok om sygdom, eller ender det her jo med at være en sygdomsblog og det er der vist ingen, der orker.

Til gengæld orker I jo helt klart at høre om, at denne sommerferie er SÅ tiltrængt, at den burde fordobles ved lov. Det er ok med mig, at I andre også tager dobbelt op på ferie. Vi skal ikke rigtig noget, andet end at slappe af være sammen og måske ordne lidt i det her pengeslugende hul af et hus vi har købt. Altså huset er ikke et hul på den måde, men det føles lidt som om, vi skal hælder penge i alt fra nye toiletter, til køkkebordplader og havemøbler. Vi forsøgte at forberede os på det, for det er jo ikke ligefrem atomfysik, at det koster penge at holde hus. Men det er lidt på samme måde som at få børn: Egen erfaringer er ret nødvendige.

Farmor kommer på besøg og passificerer ællingerne et par dage, så der håber jeg på at kunne rydde lidt op i kælderen, måske tegne lidt på legehuset og mest af alt få mulighed for at pille navlefnuller ud af det inderste af navnlen uden at skulle svare på sprøgsmål om prinsesser eller skulle hive noget ikke-spiseligt ud af kæften på tumlingen.

Det bliver storslået med ferie!

Forstadshaven

Jeg har nævnt det før, at jeg har store planer for det hele ude i Forstadshaven. Jeg tegner stadig på det perfekte legehus til ællingerne, og jeg nusser og pusser om de planter, vi har derude. Svesken elsker, at hun kan plukke ærter og hive gulerødder op. Hun er meget sød til at dele med Alfen, som kvittere med en lille dans af lykke, når hun stikker ham ærtebælge med ærter så store som nødder.

Vi har lært en masse om have i de måneder, vi har været ansvarlige for vores egen. Jeg har eks. lært at stort set alt det, der ikke ligefrem er en spiseplante med stor sandsyndlighed er GIFTIGT. Noget mere end andet, men helt almindelige ting som liguster, påskeliljer og lathyrus er pludselige pissefarlige. Eller det kommer lidt an på, hvem man spøger. Jeg overvejede at fælde alt det, der er giftigt, men så kom jeg i tanke om, at jeg selv har overlevet en barndom med både snebærbuske og guldregn. Så nu er planen at lære ællingerne, at de ikke måske spise andet, end det vi har i højbedene.

Det er også gået op for mig, at det jeg i virkeligheden drømte om, da vi drømte om have primær var sol, græs og blomster i krukker. I hvertfald er jeg frustreret over, hvor meget de høje træer, der er i vores have, skygger for alting.
Der er et ret stort egetræ, og det er pænt bevares, men det skygger også det meste af dagen i den del af haven, hvor et drivhus og flere bede ville være oplagt. Ligesom det nåletræ der giver lidt mindre indsyn til vores terrasse og drysser hysterisk mange stikkende nåle ud over både terrasse og plæne, også giver skygge på terrassen et de timer om eftermiddagen, hvor sol på terrasen ville være mere end velkommen.
Vi har allerede fældet en del træer og buske, hver gang er vi blevet lidt overrasket over, hvor meget lys og luft det har givet, men vi har også lige skulle bruge et par dage til at vænne os til det nye og mere nøgne udtryk, haven har fået. Så nu er det store spørgsmål om vi tør at fælde mere, og hvis vi gør, om vi så får naboerne på nakken, fordi der evt. kunne være andre, der har følelser for egetræet. Nå men under alle omstændigheder bliver det, som så meget andet, på sigt med de store ændringer uden for.

Nu står resten af dagen på tour og det er ikke fordi ferien er startet, til gengæld er Alfen nede med feber igen. Muligvis fordi der er tænder på vej eller muligvis fordi han er forkølet.

Fra samme rille

Der er sket mange ting siden sidst, og det her blogindlæg kunne handle om:

- At fem dages fucking Roskildesyge i den grad kan vride livslysten ud af mig og mit røvhul. Af samme årsag ønsker jeg mig sådan en her, til når vi skal skifte lokum i Enfamiliehuset.

- At Svesken også pøller på toilettet, eller potten i hvertfald. Hvilket er ret stort, fordi hun indtil den rette bestikkelse kom spil, har NÆGTET andet end nr. 1 uden for bleen.

- At vi har overgivet os til @rstidernes måltidskasser. I ved 'Skik følge eller Forstaden fly'.

- At jeg stadig er træt ind til marven, og virkelig skal overbevise mig selv om, at det er fornuftigt at have et socialt liv. Jeg har været ude med min veninde fra Japan som var forbi Kbh et par dage og det var skide hyggeligt, men inden havde jeg mest af alt lyst til at aflyse, fordi jeg var bange for at gå op i limningen, hvis ikke jeg bare kunne få lov til at sidde i min sofa.

- At jeg, med succes, har gennemført en 30 days challange med tandtråd. Babysteps. Mine gummer har aldrig haft det bedre.

- At vi har været i IKEA og at den der fik det største sammenbrud derude ikke var en af ællingerne, med derimod Hr. F. Han får tunnelsyn og kan IKKE under nogen omstændigheder vende tilbage til en afdeling vi har været igennem efter noget vi havde misset. Til trods for, at der stod 6 ting på en meget specifik seddel. Heldigvis kunne jeg godt jonglere to ællinger, en IKEA-vogn og en indkøbsliste mens nervesammenbruddet ventede i caféen.

- At jeg overvejer, om vi skal have et barn mere. Så jeg får muligheden for at kalde hende Elly. Så smart at man kan opkalde avl efter både Elvis og Dolly i ét navn.

Men det her indlæg handler vist mest af alt om, at der ikke sker alverden i Forstaden. Nu må sommerferie gerne snart indfinde sig med noget ro og nogle nætter hvor ingen hyler eller skider. Vi har ikke nogen planer andet end at slå græsset regelmæssigt og spise frugterne af vores højbede.

Fru Forstad = En teenager

Den sidste tids fravær på bloggen skyldes ikke (kun) syge børn, massive mængder vasketøj og opvask. Hr. Forstade tog, sammen med alle andre smarte mennesker, til NorthSide sidste weekend og efterlod mig alene med to ællinger, hvoraf den ene mente, at det var en god lejlighed til at kaste op over alt. Jeg var lidt presset og lidt træt, og undre mig til stadighed over, at der findes enlige forældre der overlever.

Men når sandheden skal frem, så er det der i virkeligheden, har taget min tid er en TV-serie jeg er faldet i. Jeg har endelig fundet mit teenage-selv frem og er i den grad forliebt i en af hovedpersonerne. Det er så her, jeg ville ønske, at jeg kunne skrive noget om at det er en kvalitets-serie og at min nye kærlighed hører til over i det begavede og velstimulerede segment. Men altså, det er en elendig Tv-serie, som mest af alt kan beskrives som et romanblad i serieform, og ham jeg er faldet for er en skruffy cowboy med flotte mavemuskler og helt utroligt godt game. Lige nu har vi dog krise mig og cowboy’den, for han er ikke helt fin i kanten og mit hjerte gør frygteligt ondt. Derfor kan I nok forstå, at jeg er nød til at se flere afsnit hver dag, så vi kan blive gode igen og at jeg ikke længere skal have det som en Take That fan ved gruppens opløsning.

Hr. F vender, forståeligt nok, det hvide ud af øjnene og sukker højlydt, når jeg sætter mig til rette med computeren. Heldigvis kan han distraheres med noget fodbold i TV. Ikke fordi han er sådan en klassisk fodbolddreng, mere fordi han godt kan blive begejstret over noget heftigt slutrundespil, der inkluderer straffespark, dårligere dommere og alt muligt andet lir.

Pinse i Forstaden

Vores pinse har budt på store ting. Svesken knækkede koden til pedal-cyklen og siden har vi ikke set hende, fordi hun har haft for travlt med at finpudse teknikken. Fuld fart frem! Vi er så stolte af hende og det er hun også selv. Det er noget tid siden børnehaveveninderne regnede den ud, og det er fedt for hende endelig at være på niveau.



Alfen har til gengæld knækket koden til sproget, nu siger han både: 'Fut fut', 'wrrrrom', tak, hej, nej, skål og meget andet. Der komme nye begreber på hver dag og lykken stråle ud af ham, når vi forstår ham. Det er skønt at kunne kommandere rundt med hele husstanden og opnå det man vil.

Jeg har fået kapilærkasser og tomater i tre forskellige farver, og bladlus i to kulører. Ahmen altså hvor træls er det lige? Google siger, at jeg skal igang med indsektsæbe, men i første omgang har jeg nulret dem af og håber på det lykkes. Selv om jeg så småt at ved at indse at det ikke ligefrem er grønne fingre, der plager mig.

Hr. F har endelig fået noget motoriseret i garagen og selv om det bare er en kantklipper bruger den benzin og har så mange hestekræfter, at han kan være helt sikker på, at jeg i hvert fald ikke snupper den, før den er bygget om til en knallert.

Vi har også indset, at vores tempo i gør-det-selv-land er så utilfredsstillende, at vi er meget glade for, at Big Bank of Mom står i kulissen med en donation, der får nogle proffe folk på banen til at kickstarte lidt. Så vi ikke for evigt skal nøjes med at bo i halvdelen af huset, men faktisk får udnyttet de fleste af kvadratmeterne. Halleluja. Det bliver godt for det hele! Og vi er heldige og taknemlige for den mulighed.

Alt i alt kører vi bare almindelig hverdag i enfamiliehuset og som altid suser den forbi i så heftig en fart, at jeg er en anelse køresyg.

Uden afbrydelser

Hr. F har været så sød at hive ællingerne med til Fødeøen og efterladt mig alene hjemme i intet mindre end 1,5 døgn. Jeg kan seriøst ikke huske, hvornår jeg sidst var alene. Ikke engang toilettet er helligt for de små, når de vil et eller andet NU.

Jeg har haft en alen lang to do liste med praktisk opgaver og har fået vasket tøj, vasket op, støvsuget, slået græs, ordnet på et værelse, skiftet sengetøj, lavet madplan/købt ind, gravet lidt i forhaven, olieret spisebord og flyttet ret meget fældet træ ude i haven. Hvad jeg ikke har nået, er at lave tegninger til vores nye køkkenbord. Det er ret fatalt, fordi opvaskemaskinen ind til videre står nede i vores kælder i stedet for i køkkenet pga. lav bordhøje og for kort skabsdybe. Det var ikke fordi jeg ikke ville, desværre har sketchup besluttet at slette sig selv fra min computer (til trods for, at jeg havde down loadet free version) og jeg kan ikke finde en eneste lineal i flyttekasserne i kælderen. Først blev jeg helt stram i betrækket og så gik gassen af ballonen.

Men selv om jeg ikke fik løst den livvigtige opvaskemaskineopgave, fik jeg gjort en masse i mit eget tempo, uden at blive afbrudt og uden at have dårlig samvittighed over at sige: 'Vent lige lidt, jeg skal lige ... (indsæt selv pligt)'. Det er lykken at have børn, men det er altså også lykken at savne dem lidt engang imellem (ikke at jeg helt er nået til at savne dem endnu). Mest af alt er det ret fantastisk at mærke, at jeg er andet end den mor-skal, der har vokset sig ret tyk på mig over de sidste par år. Jeg er (åbentbart) også et havemenneske, en sushielsker og en der gode kan lide rene gulvet og ditto værelser.

Jeg glæder mig allerede til næste gang jeg skal jeg have migtid. Der bliver det udenlands, da nogle af mine studiekammerater har inviteret på arkitekturtur. Det bliver en forlænget weekend i efteråret med dejlige damer, smukke huse og lækkert mad!